Anmeldelse: Vildanden, Aalborg Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
I Henrik Ibsens drama Vildanden starter vi til et middagsselskab, som grossereren holder for sin hjemvendte søn Gregers. Gregers’ barndomsven Hjalmar Ekdal deltager også til middagen. De to har ikke set hinanden i 16 år, og livet har formet sig vidt forskelligt for de to. Hjalmar lever under trange kår sammen med konen Gina og datteren Hedvig, som forguder sin far, og han forguder hende. På husets loft lever blandt andet en vildand, som særligt Hedvig holder af og spejler sig i, da de begge har deres skavanker.
Da Gregers opdager, at Hjalmar nu er gift med Gina, som er familien Werles gamle tjenestepige, får han en mistanke om, at Hedvig ikke er Hjalmars datter. Han tror nemlig, at hans far har haft et forhold til Gina. Gregers lejer et ledigt værelse hos Hjalmar, og han prøver at oplyse Hjalmar om det, som måske, måske ikke er sandheden. Han mener nemlig, at sandheden bør komme frem i lyset. Uanset hvad bringer det Hjalmar i sorg, og familien nærmer sig afgrunden.
Peter Schulz’ scenografi starter festligt i pastelfarver og liv til middagsselskabet hos familien Werle, inden stuens billede rulles op, hvorefter resten af dramaets handling foregår i den relativt lille kvadrat der nu åbnes. På sin vis er det ikke uinteressant at være tilskuer til det kompakte drama udefra, men den relativt lille åbning gør også, at dramaet aldrig rigtig får plads til at udfolde sig, hvilket ikke gør noget godt for handlingen. Samtidig har man fået lavet nogle mere eller mindre fantasifulde kostumer, der ikke rigtig lader sig tidsmæssigt placere, når de stikker i flere retning. Det forvirrer mere end det gavner.
Ibsens gamle tekst er her tilsat både nutidsfraser og engelske i Camilla Sieling Langdals oversættelse og bearbejdelse. Det giver ikke rigtig noget til teksten, og særligt første akt bliver lidt for meget ufrivillig komisk. Men når det ”rigtige” drama kommer i gang, er denne version af Vildanden alligevel ikke uinteressant. Hun har også iscenesat, og den lykkedes meget bedr, når den ganske fint rammer katastrofens indtog. Man sidder og håber på, at Gregers besinder sig, selvom man godt ved, at handlingen ikke ender godt. Men hvis nu han bare kunne holde sin mund…
Datteren Hedvig er lykkelig uvidende om det hele, men da virkeligheden efterhånden viser sit grumme ansigt, vælger hun den mest smertefulde løsning, når hun går op på husets loft med bedstefarens pistol, som han ellers kun bruger til at skyde efter kaninerne deroppe med. Denne gang er det desværre noget andet, der bliver skudt! I denne smerte og ulykkelige slutning kommer Ibsens drama grumt til sin ret.
Alt imens kan man overveje, om sandheden altid skal frem, eller om man egentlig ikke er bedst tjent med at leve i uvidenhed. Det er et spørgsmål om moral og etik. Det er samtidig et spørgsmål om retfærdighed og om, hvem der skal være dommer for hvis liv. Er prisen for Gregers iver efter sandheden for stor? Og kan familien ikke være lykkelig, uanset at slægtskabet måske ikke er ”rigtigt” gennem blod? Det korte svar er ”Jo”, men det overser Gregers totalt i hans iver efter at oplyse Hjalmar, når han sætter sine egne interesse forrest.
Ida Mia Appels Hedvig har den rette uskyldighed og håb på, at alt bliver godt igen – lig indtil hun ikke kan overskue det mere. Hendes forældre spilles henholdsvis af Kathrine Høj Andersen og Lars Topp Thomsen, og de to rammer både parforholdets glæder, men særligt smerten, uvisheden og opløsning perfekt. Tilgivelsen indfinder sig til sidst, men da er de for sent.
Marcus Gad Johansens Gregers, der bliver dramaets skurk, er tilpas svær at holde af, når han glat som en ål glider af på andres holdninger, når han kun tænker på sandhedsmissionen, som kun han selv egentlig ønsker svaret på. Camilla Gjelstrup og Marie Knudsen Fogh leverer fine biroller.
Det gode skuespil er i høj grad med til, at holde gang i Ibsens grusomme drama. Man føler med karaktererne, og man håber til sidst på, at dramaet får en lykkelig slutning, selvom man tidligt aner, hvor det hele bærer henad. Vildanden bliver symbolet på, at man nogle gange skal passe sig selv, og at sandheden ikke altid behøver komme frem.
Denne nyopsætning er særlig god, når den holder sig til de klassiske temaer og lader familiedramaerne komme frem. Ibsens tekst holder nemlig endnu, og den behøver ikke alle mulige mere eller mindre nutidige krumspring for at sig os noget i dag.
Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 12. september-9. oktober 2024
Set den 30. september 2024
Fotos: Rumle Skafte
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Lars Topp Thomsen, Kathrine Høj Andersen, Ida Mia Appel, Mogens Rex, Jørgen W. Larsen, Marcus Gad Johansen, Camilla Gjelstrup og Marie Knudsen Fogh
Forfatter: Henrik Ibsen
Instruktør: Camille Sieling Langdal
Oversættelse og bearbejdelse: Camille Sieling Langdal
Scenograf og kostumer: Peter Schulz
Lyddesign: Rune Abel Aagaard
Lysdesign: Mads Lindegaard
Varighed: Ca. 2 timer og 15 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod