Anmeldelse: Written on Skin, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Written on Skin, Det Kongelige Teater

Af Kristina McClelland Jacobsen

Mørket sænker sig, englene træder frem, og vi føres 800 år tilbage i tiden. På Det Kongelige Teaters Gamle Scene åbnes en brutal og sanselig fortælling om kærlighed, magt og begær – alt sammen skrevet ind i huden på mennesket selv. Written on Skin er en opera, af komponisten George Benjamin og dramatikeren Martin Crimp, der ikke blot udfolder en historie, men vækker ubehag, fascination og stor skønhed på samme tid.

Written on Skin tager sit udgangspunkt i englekoret, som vil vække de døde og føre publikum tilbage til en tid, hvor skrifter i skinbøger havde særlig værdi. Her vækkes godsejeren, Beskytteren, og hans kone Agnès til live. En af englene forvandles desuden til Drengen, der får til opgave at illustrere en af bøgerne. Fortællingen veksler mellem englenes styring af slagets gang og udfoldelsen af kærlighed, magt og brutalitet hos Beskytteren, Agnès og Drengen. Historien rummer både vold, seksualitet, renhed, kærlighed og tydelige bibelske referencer.

Beskytteren ønsker, at Drengen skal illustrere hans magt ved at fremstille familien i Paradis og hans fjender i Helvede. Agnès møder Drengen med skepsis, men Beskytteren overrumpler hende og tvinger hende til at tage imod ham. I hemmelighed opsøger hun siden Drengen i hans værksted, hvor han viser en lille skulptur af Eva. Agnès er uimponeret og opfordrer ham til at skabe en ”rigtig” kvinde – som hende selv – som han kan begære.

Som vinteren skrider frem, lægger Beskytteren mærke til, at Agnès vender sig bort fra ham. En aften sniger Drengen sig ind til hende for at vise et portræt – et billede af hende som en ”rigtig” kvinde. Stemningen bliver intens, og den seksuelle spænding vokser. Beskytteren plages imidlertid af mareridt om en hemmelig side i bogen, hvor en affære mellem Drengen og Agnès udfoldes. Han vågner og finder Agnès stående ved vinduet, hvorfra hun ser fjendens byer blive lagt i ruiner af hans mænd. Hun beder om kys og berøring, men Beskytteren afviser hende som barnlig og udydig. Da Agnès udfordrer ham til at spørge Drengen, hvad hun egentlig er, tager begivenhederne fart. Konfrontationen mellem Beskytteren og Drengen nærmer sig sit bristepunkt – men om sandheden afsløres, og hvad det får af konsekvenser, må tiden vise.

Sangerne leverede imponerende præstationer, både vokalt og dramatisk. Gisela Stille som Agnès fik musikken til at lyde legende let, men lod samtidig karakterens indre splittelse og tumult skinne igennem. Daniel Okulitch var en stærk Beskytter, både i stemme og i scenisk autoritet.

Kontratenoren Morten Grove Frandsen smukke stemme passede perfekt i rollen som Drengen, hvis karakter kunne virke uskyldig, hvis man blot lyttede til stemmen, men Drengens handlinger viste noget helt andet. Denne balance formåede Frandsen at klare overbevisende flot. Derudover leverede både Mathilda Sidén Silfver som Anden engel/Marie og Jacob Skov Andersen som Tredje engel/John også flotte præstationer.

Scenografien af Vicki Mortimer indrammede operaen på en måde, der gjorde fortællingen klar og overskuelig – uden den kunne man let have mistet overblikket. Den gamle gård, hvor handlingen udspillede sig, stod i skarp kontrast til de sterile, laboratorielignende omgivelser, hvor englene udførte deres arbejde. Denne dobbelthed fik forestillingen til at hænge sammen og understregede kontrast-temaet, som gennemsyrede værket. Modsætningen mellem englenes rolige tempo og jordens hektiske kaos blev endnu tydeligere af dette greb. Kostumerne, ligeledes designet af Mortimer, forstærkede effekten.

De konstante skift på scenen, også med kostumer, var enormt effektfulde, og man må som publikum følge godt med i, hvad der skulle til at ske. Deraf sagt var iscenesættelsen af Katie Mitchell meget velfungerende og flot. Iscenesættelsen var præcis og vellykket, hjulpet på vej af slowmotion-effekter, der hele tiden viste, hvor publikums blik skulle rettes. De store følelser – kærlighed, lyst, sorg og vrede – stod skarpt i rummet.

Denne opsætning og musikken i Written on Skin formår i høj grad at vække mange følelser, så man som publikum både sidder på kanten af stolen og har lyst til at gemme sig væk. Det er klart en aften værd at opleve denne forestilling. Har du lyst til en aften fuld af spænding og musikalske indtryk, så skynd dig ind og oplev operaen – du kan nå det endnu.

Til sidst vil jeg slå et stort slag for Ung i Operaen, hvor du som mellem 15 og 30 år kan få billetter til en billigere pris – og det er kun unge, der har adgang. Det skaber en særlig stemning, hvor man ikke behøver kende alle de uskrevne regler. Her kan man bare møde op og opleve operaen, præcis som man er. Så hvis du er ung og nysgerrig på at opleve operaen for første eller tiende gang, så er dette en super mulighed.

I samarbejde med Festival d’Aix-en-Provence, Dutch National Opera, Opéra National Capitole Toulouse, Royal Opera House Covent Garden London

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, København K

Spilleperiode: 14. september-4. oktober 2025

Set den 24. september 2025

Fotos: Miklos Szabo

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/opera/written-on-skin

Medvirkende: Daniel Okulitch, Gisela Stille, Morten Grove Frandsen, Mathilda Sidén Silfver, Jacob Skov Andersen

Dirigent: Evan Rogister

Iscenesættelse: Katie Mitchell

Scenografi og kostumedesign: Vicki Mortimer

Lysdesign: Jon Clark

Varighed: Ca. 1 time og 30 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *