Anmeldelse: Sat i verden, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
Midt på Frederikssundsvej i Københavns Nordvest-kvarter er morgentrafikken gået i stå, og der hersker kaos. Og grunden? En kæmpestor peberkværn lavet af olietønder står og spærrer vejen! Blomsterbinderen Tobias er sikker på, at peberkværnen er til ham, da han fylder 30 år netop den dag – og er ugift.
Men det er den bare ikke, for hans venner og hans arbejdsgiver har glemt hans fødselsdag, da de har travlt med deres egne liv. Vennerne er også blevet voksne, og de er i gang med at skabe deres egne familier, så Tobias står lidt alene tilbage. Tobias indser, at det nok nærmere er ham, der valgt dem, end dem der har valgt ham. Men han ønsker ikke en familie og børn – i hvert fald ikke lige nu.

Han har mistet forbindelsen til familien hjemme i Jylland, da det ikke just var et sundt forhold, og da de slog hånden af ham på grund af hans homoseksualitet. Vi følger nu Tobias’ slalomløb gennem vennerne, der er hans nye, selvvalgte familie, og forventningen om, at få børn, alt imens han uoverlagt støder dem fra sig en efter en. I hvert fald lige indtil de igen finder hinanden. I hvert fald nogenlunde. Og med tiden indser Tobias også, hvad der egentlig betyder noget for ham.
Forfatteren Thomas Korsgaard har med den nyskrevne komedie Sat i verden skrevet en historie om venskaber, familie(forøgelser), ensomhed og ikke mindst om at finde sin egen plads som single i en verden med forventningen om, at man indgår i par. Spørgsmålet er, hvad vi egentlig er sat i verden for!? Handlingen og replikkerne er rappe og tilpas boblende og morsomme, men vi aner heldigvis en vis substans og alvor under overfladen.
Thomas Bendixens iscenesættelse får handlingen til at være let og elegant. Sammen med det gode skuespilhold tilgiver vi, at Peter Schultz’ søjlescenografi er ret så intetsigende, og at den ikke rigtig tilføjer forestillingen noget.

Magnus Haugaards Tobias er tilpas sød, naiv og følsom, alt imens han også er noget irriterende og ganske påtrængende, når han anser egne behov for at være de vigtigste. Man skiftes til at holde af ham til at få for meget af ham. Tina Gylling Mortensens to roller er i hver sin ende af spektret: Hun spiller både blomsterhandleren Jannie, som måske er lidt hård på overfladen, men som samtidig er ganske ærlig og kløgtig, og hun klarer den selvvalgte ensomhed noget bedre end Tobias, og Sebastians mor Lis, der er ganske blottet for empati for andre, hvilket gør hende ganske uudholdelig.

Anton Hjejle er vennen Isak, der viser os, at bag de store armbevægelser og det farverige ydre gemmer sig også en følsom og blød fyr. Emil Blak Olsens ven Sebastian er flyvsk og alligevel firkantet, og Cecilie Bogø Bachs veninde Martha er rørstrømsk og alligevel også firkantet, sårende og helt sin egen.
Det kan godt være, at Tobias er blevet sat i verden, og at han måske nok ikke helt selv har valgt det. Men han holder kramagtigt fast i det, som han er sat i verden til – i hvert fald lige indtil den overraskende og lettere åbne slutning, hvor han viser os, at han nok alligevel er mere selvstændig end først antaget. Her får fortællingen en kærkommen kant og alvor.

Thomas Korsgaards Sat i verden portrætterer nok én type, der er blevet sat ét sted i verden, men de fleste vil alligevel kunne genkende sig selv, vennerne eller omgivelserne i hans ærlige portræt, som man ikke behøver at være homoseksuel for at kunne spejle sig i.
Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K
Spilleperiode: 19. september-29. oktober 2025
Herefter er forestillingen på turné rundt i landet i perioden 3. november-3. december 2025
Set den 23. september 2025
Fotos: Marie Albrechtsen Mortensen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://kglteater.dk/det-sker/sason-20252026/skuespil/sat-i-verden
Medvirkende: Magnus Haugaard, Cecilie Bogø Bach, Emil Blak Olsen, Tina Gylling Mortensen og Anton Hjejle
Dramatiker: Thomas Korsgaard
Iscenesættelse: Thomas Bendixen
Scenografi og kostumedesign: Peter Schultz
Lysdesign: Mathilde Niemann Hyttel
Lyddesign: Mogens Laursen Hastrup
Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


