Spotlight: Jens Albinus

Af Jonas Gudmand

 

Tiden er kommet til at sætte spotlight på Jens Albinus, der i starten af denne teatersæson blev ansat som kunstnerisk leder på Husets Teater. Vi er meget nysgerrige på at blive klogere på, hvorfor han er gået fra at være skuespiller til nu at styre et teater i København.

Det er blevet til et interview, hvor Jens Albinus virkelig får delt sine tanker omkring det teatersprog, som ligger ham på sinde, som vi varmt vil anbefale, at I læser om. Vi føler selv, at vi er blevet pænt klogere af at lytte til denne intelligente og imødekommende mand.

Og så kommer han med råd til skuespilleraspiranter, som vi aldrig har hørt før.

Hvad er baggrunden for, at du sidder som kunstnerisk leder på Husets Teater?

Jeg har aldrig tænkt mig selv som nogen, der ledede noget som helst. Men jeg er begyndt at tænke mig selv som en, der omformulerer noget eller er en prisme for noget.

Omformulerer noget eksisterende?

Ja. Et vigtigt vendepunkt for mig på min vej til, at jeg sidder i den her stol er en forestilling, jeg lavede for 5-6 år siden, der hedder ‘Hvis dette er et menneske’. Forfatteren hedder Primo Levi og var en Auschwitz-overlever. Jeg havde altid inden da været meget fremmed over for ideen om at sætte Holocaust på scenen.

Men jeg har interesseret mig for temaer som: Hvad er en europæer? Hvad er Europa? Holocaust er en vigtig bestanddel i den ligning. Det er en forudsætning og en bagage, som har sin andel i, hvem vi er i dag, og hvad for referencerammer vi har.

Ikke desto mindre har udryddelseslejren i sig selv altid været vanskelig at nærme sig, synes jeg. Ikke mindst fordi den i så høj grad har været koloniseret af Hollywood. De fleste i min generation, jeg er født i midten af 1960’erne, og de efterfølgende generationer kan knap nok forholde sig til Holocaust. Det vi kan have et forhold til, er den billeddannelse, som først og fremmest Hollywood har produceret.

Derfor har jeg altid tænkt: Hvordan kan jeg omtale det her uden at blive knust af den fremmedhed, der ligger imellem mig og det emne?

På den ene side kan jeg blive knust af det, eller på den anden side kan jeg komme til at gå lakajvejen for nogle forestillinger om emnet, som ikke er mine, og som mere har noget at gøre med andres kolonisering af emnet, som kan have bestemte interesser eller sentimentaliserende interesser eller sådan noget.

Jeg stødte så på den her lille bog af Primo Levi. Det særlige ved den er, at forfatteren selv sætter som udgangspunkt, at det her er et erkendelsesmateriale, der i sin natur overtræffer, hvad et menneskeligt begrebsapparat kan formidle, og hvad mit sprog kan formidle. Hans eget inklusivt. Der er altså tale om en række umuligheder stablet oven på hinanden. Sprogligt kan dette ikke formuleres og følgelig umuligt begribes.

Imod denne umulighed sætter Levi så nødvendigheden i at gøre forsøget på at formidle det. Dette gjorde jeg til en præmis for min opsætning. Jeg forsøgte ikke at kostumere mig eller scenografere mig til en billedgørelse af udryddelseslejrens helvede.

Det ledte mig på sporet af, at dette måske kunne være en måde at angribe teater på mere generelt og imødekomme nogle af de frustrationer, jeg havde med mediet i det hele taget. Den erkendelse danner grundlaget for mit arbejde med Husets Teater.

Teatret er jo sådan et stort, fysisk grundlæggende langsomt medie. Det er ikke nødvendigvis hurtigt og med på det sidste eller enormt oppe i tiden. Nogle af vores mest påtrængende eksistensproblemer og politiske problemer er også oppe imod en tung fysisk omstændighed, som næsten ikke er til at trænge igennem, men som vi skal forholde os til alligevel. Jeg tænker på det, at vi er mennesker.

Der er en stor hurtighed på alle mulige digitale platforme. Det går sindssvagt hurtigt. Men det efterlader os noget menneskeligt, der næsten kan føles som en slags restprodukt: “Mennesket – det er her endnu!”, som maleren Svend Wiig Hansen engang kaldte en af sine udstillinger. Det kan opleves helt konfronterende i sig selv bare at sidde i et teater over for nogle levende mennesker, fordi alt er så hurtigt ellers.

Vejen frem går uden tvivl ind i det helt virtuelle værensfelt. Det er lige om hjørnet hele tiden, men netop derfor kan den blufærdighed, som man uvægerligt oplever i forbindelse med teatermediet, være interessant at beskæftige sig med.

I teatret kan man være ensomme sammen. Måske.

Jeg har været inde og se de to forestillinger, du har iscenesat her på Husets Teater (‘Skabelsen’ og ‘Ren’, red.). Der er de her former for tableauer eller overgange i det, hvor du bruger krop, lyde og musik og sådan nogle ting. Er det noget med det at gøre, du taler om?

Ja. I tilfældet ‘Ren’, vores Medea-forestilling, er der sådan nogle meget klare direkte skred i tekstens dramaturgi. Der er nogle voldsomt fortættede handlingsovergange, nogle fortættede skred ned i noget brutalt. Teater handler rigtig meget om sammenstød, sammenstød mellem fiktion og realitet, mellem noget verbalt sprogligt og noget fysisk kropsligt. De sammenstød, eller uformidlede overgange, vil jeg gerne trække med ind i mit teaterrum, enten meditativt som i ‘Skabelsen’ eller dramatisk som i ‘Ren’ eller humoristisk, som det bliver, når vi skal lave Erlend Loes ‘Status’. Den handler om den midaldrende digter, Nina Faber, som efter at have fået én stjerne af alle anmelderne for sin nyeste digtsamling, beslutter sig for endegyldigt at tage sin magt-status i egen hånd.

Er dit teater nedslag i fremmedgørelsen?

Ja, det er teater, som kombinerer den klassiske dramatiks voldsomme, bratte dramaturgiske overgange, som der f.eks. er i Medea, med nogle erfaringer fra den moderne performancescene. Performancescenen fokuserer ofte på et skarpt scenisk udtryk uden at nå til det helt store narrativ. Der fokuseres ofte på at undersøge, hvad det vil sige, at en krop er i et rum. Når en performer står på en scene, er han eller hun ikke umiddelbart repræsentant for noget andet end sig selv. Det klassiske teater har ofte ikke den strenge formbevidsthed med sig, men kan til gengæld formidle et stort indhold. Begge teaterstrategier har styrker og begrænsninger.

I mit teater arbejder jeg grundlæggende med de ting der er, således som de nu engang er, også i Medea. Men med disse, principielt ufremkommelige størrelser, forsøger vi at gribe ud efter de allerstørste historier.

Grundlæggende er en stor fortælling noget, som gerne må gerne stå i et konfrontationsforhold til den simpelhed, den bliver fortalt med, fordi jeg tror på, at det der giver det størst mulige kraftfelt, finder sted inde i publikums hoveder.

Det er der i og for sig intet nyt i – det er præcis sådan, at Shakespeares teater fungerede. Det nye er, at jeg forsøger at gøre det på samtidige præmisser. Du kan sige, at jeg ønsker at genformulere det klassiske teaters rækkevidde med samtidens gennemslagskraft og vitalitet.

Næste år laver vi ‘OPbrud’, der er det eneste original-manuskript fra min hånd, som vi kommer til at spille i min tid her. ‘OPbrud’ handler om at genbesøge den teaterform, som står på skuldrene af Tjekhov, Henrik Ibsen og Lars Norén. En i princippet udtømt form med et kæmpe potentiale. Nu genbesøgt på samtidige præmisser. Jeg glæder mig helt vanvittigt til den forestilling.

Rent praktisk når man bliver ansat som kunstnerisk leder, hvordan kan det så være, at man får forbindelse til Husets Teater? Er det tilfældigt eller hvordan?

Ja, jeg søgte det simpelthen.

Nej, man skal ikke gøre det svære, end det er. Det lyder som om, at det var rimelig godt timet?

Det var sådan, at jeg i mange år slet ikke havde forestillet mig den mulighed. Men på grund af nogle ting der er begyndt at ske i det københavnske teaterbillede, så tænker jeg, at der er plads til sådan en som mig nu.

Når man er kunstnerisk leder, og man ikke bruger tid på at udfylde sæsonen eller iscenesætte, hvad laver en kunstnerisk leder så egentligt?

Nu har jeg været her i fire måneder, og i den tid har jeg lavet ’Skabelsen’ og så – umiddelbart efter Medea (‘Ren’). Samtidigt er jeg i gang med at skrive og ikke mindst få andre i gang med at skrive.

Tue Biering sidder lige nu og skriver på ‘ROCKY!’, som kommer næste efterår.

Det er en stor ambition for mig i løbet af de fire år, jeg er her, at andre, som jeg tror på, bliver involveret. Jeg tænker vores arbejde her som en samlet helhed, og min opgave er at opsætte et hold, der kan løfte en samlet vision. Vi har skabt noget, der hedder en bagtænketank, der består af folk med meget forskellig baggrund. F.eks. er der en husfilosof og en professor i politologi.

Det er tanken, at vi skal forfatte de her store fortællinger i nogle andre opstillinger. Jeg kunne godt tænke mig at bruge dramatikeren på en anden måde. Det er ikke sådan, at dramatikeren bliver arbejdsløs hos os. Jeg er i dialog med nogle af vores bedste dramatikere lige nu. Men jeg er ikke så interesseret i blot at opsøge en enkelt dramatiker og sige, at vi bare vil sætte det op vedkommende har på hjerte. Jeg er meget mere interesseret i at sige, at det er dét her, der interesserer os, og hvordan kan vi fortælle ind i det sammen?

Denne sæsons tema er det radikale tilbageslag, og vi har et undertema, som vi kalder “kvindelige superhelte”. Det er Ulla Henningsens “Skaber”, Marina Bouras’ “Medea”, og endelig Tammi Østs “Nina Faber”. Til næste år har vi et tema for sæsonen, der kommer til at handle om muligheden for magtens omvæltning. Vi laver f.eks. en forestilling af den engelske dramatiker Alice Birch, hvor alle magtbeføjelser er overdraget fra mig til skuespillerne. Hvordan, de faciliterer forestillingen, er lagt helt i hænderne på dem selv.

Jeg er virkelig interesseret i at komme væk fra idéen om originalitet som noget, der er snævert forbundet med individet. I virkeligheden er idéen om eneren en ret ny tanke, som kan føres tilbage til romantikken. Går man tilbage til Shakespeare, vil man opdage, at han jo ikke har skrevet et eneste originalværk. Han har hele tiden omformuleret allerede eksisterende fortællinger.

Euripides’ Medea er også et eksempel på at en forfatter har genfortalt allerede eksisterende stof og indført nye elementer.

Du nævnte pudsigt nok, at I senere sætter et stykke op om en kvinde, der kun får 1 stjerne af alle anmelderne for hendes digtsamling. Som skuespiller og nu også som kunstnerisk leder, forholder du dig til anmeldelser, og hvis du gør, hvordan?

Jeg synes, at italesættelsen af det, som kunsten prøver at skabe og sætte ind i vores fælles samtale, er vigtig. Hvis man ser på det politiske felt f.eks., kan man se en krise i, at det er blevet så en utroligt effektiviseret omgang med sproget, der hersker. Hvis en politiker skal udtale sig til et kamerabåret medie, er han nødt til at gøre sig sindssygt klar, reducere sit sproglige udtryk, nærmest til deformitet. Det medfører desværre, at man som nogenlunde begavet tænkende menneske kan have svært ved at tage det alvorligt.

Man analyserer “spinnet”, dvs. man interesserer sig for, hvordan det bliver sagt, og ikke hvad der bliver sagt.

Vi har desperat brug andre former for sproglighed. Det er her kunsten kan spille en rolle, og teatret i særdeleshed kan spille en rolle. Hvis vi tør at tage den rolle alvorligt. På teatret kan alle de der åndsforsnottede aspekter af det at være menneske vises i et fysisk rum. Det jeg mener er, at alle sider af en sag kan sættes i spil på en anden måde på teatret, end på den politiske scene. Der er ingen tvivl om, at teatret er et afsindigt vigtigt samfundsrum, og det er en fuldstændig underitalesat pointe.

Jeg synes, at den politiske krise i USA er et skidegodt eksempel på, at der mangler en sproglighed, der kan gribe ind i sin egen modpol. Det er jo helt vildt, at der ikke længere findes en sproglighed, som er tilgængelig for modsigelse. Det er et kæmpe demokratisk problem, at der ikke længere findes en fælles sproglighed, der kan udgøre et brydningsfelt.

Du kan opleve i politiske diskussioner, at et argument der fremsættes ikke er faktuelt rigtigt. Men at det er uden betydning, fordi det egentlig slet ikke er det, som er til debat. At man så at sige ikke kan få øje på den sproglige bane, som debatten udspilles på. Dem, der har valgt Trump har ikke valgt Trump, fordi det faktuelt var rigtigt, hvad Trump sagde, men mere af nogle helt andre grunde, som hans politiske modstandere fejlede i at adressere.

Det er enormt vigtigt på alle måder, at vi får sproget imellem os gjort større og konkret, både på underholdende måder og virkelig reflekterende måder og på alle andre måder. Her spiller teatrene en kæmpe stor rolle. Og hvad spurgte du om?

Kan det opfattes som, at anmeldelser af teater kan være en naturlig forlængelse af teatrets sprog?

Ja absolut. Det, teatrene forsøger sig med, vil altid fremstå mere eller mindre fladpandet, mere eller mindre vellykket. Og man skal passe nøje på med, hvad man affærdiger som det ene eller det andet, fordi det, der kan synes som det dummeste, udmærket kan vise sig at rumme stor klogskab. Ikke desto mindre er det vigtigt at vove det ene øje og pege på det ene eller det andet og sige: “Her. Ikke her!”

For Husets Teaters vedkommende håber jeg, at der altid vil være nogle, der synes både godt og dårligt om os. Meget meget gerne. Fordi endemålet til syvende og sidst må være, at vi skal have udvidet det sproglige felt omkring teatret.

Det der ikke er så interessant er, at der hvert fjerde år eller hvert årti er nogle teaterudøvere, der bliver udset som de nye gulddrenge og piger.

Det interesserer mig vældig lidt, og det er også derfor, jeg har inviteret de her kollektivhoveder ind, som jeg har. Det bedste ved at sidde på den her stol er at kunne tage den her telefon og sige: “Kom ind og lad os prøve at skabe et rum for den her sprogudvidelse.”

Som kunstnerisk leder tænker du så den unge målgruppe ind?

Hvis jeg skal tale lige ud af posen, så spænder jeg hanen på min pistol, når jeg hører parametre som “den unge målgruppe” eller “minoriteter” eller “repræsentation”. Hele det politisk niveau har en decideret fraværende evne til at formulere noget som helst om kulturpolitik.

Sidst vi havde en kulturpolitisk vision, var dengang de kulturradikale havde en version, som går helt tilbage til genopbygningen efter krigen. Den handlede om, at proletariatet ikke skulle synke ned i dårlige forbrugsvaner. Man skulle lære dem den gode smag. Der var en opdragende funktion i kulturlivet. Den fik nakkeskuddet i 2001 med det berømte opgør mod smagsdommeriet. Det er erstattet af et fravær af en egentlig kulturpolitik.

Så er der på det seneste dukket formuleringer op, om at vi skal sørge for, at alle mulige befolknings-segmenter er repræsenteret både på scenen og blandt publikum. Det er en retorik, som er hentet fra de elektroniske medier og er i vid udstrækning en amerikansk diskurs, som nogen har formuleret på dansk i mangel på en egentlig kulturpolitisk vision. Men den har meget lidt med teatrets egentlige ærinde at gøre.

Selvfølgelig skal der unge i teateret, selvfølgelig skal teatret være et sted, hvor alle kan komme. “Kom som du er, og gå som du er.” et er vores motto. Men i den måde jeg skaber det på, er det mig magtpåliggende, at det er en påtrængende nødvendighed omkring vores kunstneriske bestræbelse, som inspirerer hvem, og hvad vi henter ind, og ikke den anden vej rundt.

På Husets Teater er vi sådan en specialenhed, der i modsætning til nationalscenen f.eks. først og fremmest skal udvikle for teatersprogets skyld. Når jeg i denne sæson sætter modne kvinder ind i traditionelle helte-positioner, så gør jeg det ikke af repræsentations-hensyn, jeg gør det ikke for “kvindernes” skyld. Jeg gør det, fordi det er det bedste kunstneriske valg for hver enkelt forestilling. Næste sæson vil man bl.a. se en skuespiller på scenen hos os, som har anden etnisk baggrund end dansk. Men kun fordi det er det teatersprogligt mest interessante valg. Jeg er her for at udvide teatersproget. Det kan man grine af eller græde over. Men det står og falder Husets Teater med, så længe jeg er her.

Her til januar er der optagelsesprøver til skuespillerskolerne. Har du nogle råd eller tanker til unge mennesker, der ønsker at komme ind i den branche, du nu har været i siden, du for 30 år siden kom ind på skuespillerskolen?

Det som jeg altid har sagt, siden jeg var ung, omkring det er, at du skal tænke på teaterrummet som noget, der er komplementært. Det vil sige, hvis du elsker teater så gå ud og se en masse teater, og det som du stadigvæk savner, lav det. Og hvis du kigger indad i dig selv, og du har de og de og de her ting, i de og de og de her relationer, så kom med det som du ikke har i nogen af de her relationer.

Altså fokus på indhold med hvad du gerne vil bidrage med fremfor bare at ville optræde?

Det bliver et indholdsmæssigt fokus, men jeg synes godt, man kan sige det mere koncentreret end det. Jeg synes, at det skal handle om, at du ikke skal tænke på at producere noget, som allerede er, og som du prøver at gengestalte. Tænk på det som ikke er. Og kom så ind og giv det som du savner, for der er ikke andre end dig, der laver det.

Man forestiller sig hele tiden, at juryen sidder og kigger efter noget ganske bestemt, eller man tænker: Åh de har svaret, og jeg skal finde løsningen. Men det er omvendt. Alle der sidder og kigger, de siger: Fortæl os hvad det er der skal til.

Der må kraftedeme være et skel i mellem den verden, du ser omkring dig, og så verden som du synes, den burde være. Hvis ikke, så er du ikke ung.

 

Fotos: Kenneth Havgaard og Ungt Teaterblod

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod