Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret 2016 – SHAKIN’ UP SHERWOOD, London Toast Theatre

Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret 2016 – SHAKIN’ UP SHERWOOD, London Toast Theatre

Af Amalie Sloth de Fine Licht

 

Hvert år kommer The London Toast Theatre til Glassalen i Tivoli og leverer deres Crazy Christmas Cabaret, som er en satirisk teaterforestilling med sang, dans og masser af humor. Det første show løb af stablen i 1982, og det har, med sine nu mange år på bagen, etableret et trofast publikum og rodfæstede traditioner og karakterer. Hvert år skrives showets plot ud fra en kendt historie, og i år er det fortællingen om den gode Robin Hood og hans kamp mod den onde Sherif af Nottingham, der kommer under en kærlig behandling.

ccc_2016_06-1600x1200

Jeg har ikke set de tidligere års Crazy Christmas Cabaret, så da jeg sætter mig til rette i den stemningsfulde Glassal, er jeg spændt og uvidende om aftenens underholdning. Det viser sig snart, da Vivienne McKee, drivkraften bag showet og en af de faste spillere, spørger til hvem, der ikke har set showet før, at jeg er i en meget lille gruppe af nytilkomne. For mange er det at se Crazy Christmas Cabaret således blevet en tilbagevendende tradition, og forventningerne til dette års spas og løjer var til at mærke i salen den aften.

Crazy Christmas Cabaret er en forestilling på engelsk, med sjove karakterer med mere eller mindre uforståelige accenter fra hele verden. Selvom fortællingen tog udgangspunkt i Robin Hood, så mødte vi også karakterer fra Ringenes Herre, vikingetiden, køkkenprogrammer og den famøse Donald Trump. Men selvom vi således blev kastet mange forskellige steder hen, så formåede showet forholdsvist at holde en klar historie. Begyndelsen af 2. akt var, for mig, dog lidt malplaceret, med en pludselig introduktion til tilberedningen af en kalkun og Gordon Ramsay på scenen. Dog løftede Andrew Jeffers niveauet op igen med sin nyfortolkning af Adeles ’Hallo’, som for mig var en af aftenens højdepunkter.

ccc_2016_01-1600x1200

Alle de otte skuespillere både sang og dansede, så selv jeg, som ellers ikke er den store revy- eller cabaretelsker, nynnede med på melodierne og grinte af teksterne.

Crazy Christmas Cabaret er en meget detaljeret og flot cabaret; den mest gennemførte jeg har set til dato. Der er blevet skruet helt op for alle virkemidler med konfetti, pragtfulde kostymer og scenografi, og et band som i den grad swingede og løftede showet.

ccc_2016_18-1600x1200

Selvom starten af 2. akt virkede mindre gennemarbejdet og lidt malplaceret, kom vi hurtigt tilbage på sporet igen, og jeg må konkludere, at jeg i den grad var underholdt i de ca. 2½ timer showet varede. Allerbedst var den afslappede stemning på scenen, som gav os publikummer indtrykket af, at skuespillerne virkelig nød at være centrum for vores opmærksomhed.

En dejlig og sjov oplevelse, som jeg bestemt kan anbefale, hvis du vil underholdes og være i godt selskab på en kold vinteraften.

 

 

 

London Toast Theatre

Glassalen, Tivoli, Vesterbrogade 3 1630 København V

Spilleperiode: 15 november–12 januar 2017

Spiller herefter i Hermans, Tivoli Friheden i Århus i perioden 17.-21. januar 2017

Set den: 15 november 2016

Foto: Thomas Petri

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://londontoast.dk/crazy-christmas-cabaret.html

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *