Anmeldelse: Nassim, Teater Grob (Bush Theatre & Nassim Soleimanpour Productions)

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Nassim Soleimanpours nyeste forestilling Nassim er ikke en traditionel forestilling, og det er en selvstændig fortsættelse på hans tidligere forestilling ”Rød Kanin Hvid Kanin”. Formatet på de to forestillinger er også mere eller mindre identisk. Forestillingen er som sagt ikke en traditionel forestilling, da den ikke er instrueret, ikke har haft en længere prøveperiode og ikke er med en større scenografi og fikse effekter. I stedet er det med en ny skuespiller på scenen hver gang, forestillingen spiller, og skuespilleren får først manuskriptet på dagen, når han eller hun går på scenen. Denne eftermiddag er skuespilleren Amanda Collin.

Hver opførsel af Nassim – og ”Rød Kanin Hvid Kanin” for øvrigt – er derfor unik, og oplevelsen kan aldrig genskabes eller gentages i helt samme format. Det er en af formatets store forcer. Ligesom livet er hvert øjeblik unikt, og øjeblikkene – hverken de gode eller de dårlige – kan genskabes.

Skuespilleren bliver præsenteret, hvorefter han eller hun får udleveret en kuvert med manuskriptet – eller rettere en præsentation af, hvordan vedkommende får resten af manuskriptet at se. Det projekteres nemlig i stedet op på en storskærm på væggen, hvorefter vi ser ark efter ark med forestillingens tekst. Arkene skiftes hele tiden af et sæt behårede herrehænder – som vi senere finder ud af tilhører Nassim Soleimanpour selv.

Humoren og skuespillerens ofte lettere generthed og kejtethed giver forestillingen et friskt pust. Skuespilleren er på den ene side bundet af formatet, men må den anden side også finde sin egen personlige stil til at omsætte manuskriptet til en forestilling for os. Manuskriptet er konstrueret, men der også plads til fortolkning, spillerum og spontanitet.

Interaktionen mellem Nassim Soleimanpour og skuespilleren er en vigtig del af fremførelsen. Det bliver ikke bare en oplæsning af teksten, men et autentisk samspil mellem ham og skuespilleren. Senere møder vi Nassim, og han kommer med op på scenen.

Nassim_David-Monteith-Hodge-15-1200x675

Manuskriptet til Nassim er på en gang fantastisk morsomt, men det er samtidigt både dybsindigt, ærligt og ikke mindst rørende. Det er en meget ærlig tekst. Teksten er oprindeligt skrevet på farsi, Nassim Soleimanpours modersmål, men er her oversat til dansk – selvom vi også præsenteres for visse ord på farsi. Hans arbejde er aldrig blevet spillet i hans hjemland på hans modersmål. Det her er derfor hans måde at få teksten ud i verdenen. Vi hører først Nassim selv i slutningen af forestillingen, hvor han taler med hans mor.

Det er hans ord, men det er ikke ham, der fremfører teksten. Han ”udlåner” sin stemme til en ny skuespiller hver aften. Ved ”Rød Kanin Hvid Kanin” var det nødvendigt, da han ikke kunne få lov at forlade Iran. I dag bor han i Tyskland, hvor han har fået opholdstilladelse. Det er derfor ikke længere nødvendigt at lade en ny skuespiller ”låne” hans stemme længere. Men det fungerer stadig godt, og det giver en fantastisk dialog mellem både Nassim selv, skuespilleren og publikum.

Forestillingen handler om ham selv. Om hans barndom og opvækst, hans liv i Iran, møderne med andre kulturer, sprog, nationaliteter og mennesker i verden og ikke mindst om de splittelser og forskelle, der er mellem selv samme. Han var en fremmed – selv i sin egen by. Med Nassim præsenteres han for os og bliver nærværende som en ny ven, som vi gerne vil lære at kende. Det er en ærlig og velfortalt historie.

Det hele handler om forståelse. Hvordan kan man det? Hvad skal der til for at forstå hinanden? Hvordan lærer man hinanden at kende? Og ikke mindst hvem er ”dem” og ”os”, og hvordan skabes der forbindelse og forståelse mellem dem? Forståelsen kan skabes gennem sproget og den rette kommunikation – både via kropssproget og det talte sprog. Det kan på en og samme tid bringe os sammen, men også skille os ad.

Nassim viser os, hvordan man kan tale på et andet sprog end ens eget, og hvordan man trods begrænsninger og censur alligevel kan tale og finde sammen. Det er en på en og samme tid anderledes, men også fantastisk og tankevækkende forestilling, som giver publikum mere og andet end en god oplevelse med hjem.

”Yeki Bood Yeki Nabood…” (Der var engang…). Lad fortællingen begynde!

 

Bush Theatre & Nassim Soleimanpour Productions

Teater Grob, Nørrebrogade 37, 2200 København N

Spilleperiode: 31. maj-2. juni 2018

Set den 2. juni 2018

Foto: David Monteith Hodge

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.grob.dk/forestilling/nassim/

Medvirkende: Forskellig skuespiller hver gang – denne gang: Amanda Collin

Manuskript: Nassim Soleimanpour

Instruktion: Omar Elerian

Scenografi: Rhys Jarman

Lyddesign: James Swadlo

Lysdesign: Rajiv Pattani

Oversættelse: Jesper Pedersen

Varighed: Ca. 1,5 time uden pause

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: NOMA, Sort/Hvid (- set fra to synsvinkler!)

Af Christian Skovgaard Hansen og Jonas Gudmand Nogle gange vil I opleve to anmeldelser ...

Anmeldelse: Metamorfoser, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen   Det Kongelige Teater genopsætter i denne sæson forestillingen ’Metamorfoser’ ...

Anmeldelse: Færdig med Eddy, Betty Nansen Teatret, Edison

Af Christian Skovgaard Hansen   Édouard Louis blev født i 1992 som Eddy Bellegueule ...

Anmeldelse: Butique Requiem, Københavns Musikteater

Af Jonas Gudmand Denne forestilling er for dig, der sætter pris på humor og ...