Anmeldelse: Revykøbing – Nykøbing Falster Revyen 2023, Nykøbing F. Teater (Nykøbing Falster Revyen)

Anmeldelse: Revykøbing – Nykøbing Falster Revyen 2023, Nykøbing F. Teater (Nykøbing Falster Revyen)

Af Christian Skovgaard Hansen

”Der skal ikke mangle noget”. Sådan lægger holdet i årets Nykøbing Falster Revyen 2023 ud i åbningsnummeret af Rasmus Krogsgaard, og det holder heldigvis hele vejen igennem, hvor vi ikke rigtig savner noget – i hvert fald ikke noget af større væsentlighed.

Rasmus Krogsgaard er en hjørnesten i revyen. Udover at være på scenen har han skrevet seks numre, svarende til ca. ¼ af revyens numre. Begge dele klarer han ganske glimrende. Han leverer – både på skrift og på scenen – en morsom overklassefyr, som måske er lettere ude af trit med den gængse befolkning og proportionerne i det hele taget, men som nu må undvære sin uundværlige Irma. Det hele leveres i overlegen blues, og det er et af årets bedste og skarpeste kommentarer til lukningen af Irma.

Han står også bag årets store ensemblenummer, som også tager musicalfænomenet under kærlig behandling. I ”M som i Musical” kommer M’et også til stå for noget andet. Der er annonceret både en musical om Matador og Margrethe II, og de to musicals flettes sammen i et morsomt og gennemmusikalsk potpourri, hvor forvirringen og forviklingerne om, hvilken musical vi nu er i, står i fuldt flor. Gakkeriet får dog substans til slut, hvor der leveres en fornem hyldest til Lise Nørgaard. Eneste – lille – anke er, at det bliver en tand for langt.

At han har ordet i sin magt viser han også i godnatfortællingen om Rabarber-Barbara, hvor det gælder om at holde tungen lige i munden, men også det klarer han uden problemer. Der er også plads til de mere alvorlige emner. Han har også skrevet ”Jeg havde det ellers lige så godt”, hvor fokus netop er på ordet ”havde”, da stress og måske dens årsager behandles behersket, men dog med sine svirp. Det samme gælder hans ”Budget-Visen”, som han selv fremfører sammen med Bente Eskesen, hvor inflation og budgetterne, og ikke mindst hvad der rimer herpå, tages under kærlig behandling.

Sidst, men absolut ikke mindst står han også bag årets – indtil videre – fineste hyldestnummer. Krogsgaard har skrevet en smuk og kærlig hyldest til Dario Campeotto, som døde i foråret. Mickey Pless, som selv har haft et personligt forhold til Campeotto, synger nærværende sangen, som rører os alle.

Sagerne om Jon Stephensen og Lizette Risgaard kommer vi heller ikke uden om i Nykøbing Falster. Vase og Fuglsang har her skrevet nummeret ”Hvor blev det af?”. Krogsgaard som Jon og Eskesen som Risgaard synger i bedste dansktopstil om ”det”, der referer til ”det lille hyggeovergreb”, alt imens de naturligvis er ledere uden grænser!

Det politiske landskab får også et par skarpe svirp. I nummeret ”Politisk hittegodskontor” af Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard placeres alle politikernes møgsager, løfter og ikke mindst værdighed effektiv i småt brændbart – sammen med vores velfærdssamfund, som politikerne ikke rigtig interesserer sig for, da de har for travlt med deres egne interesser.

I ”Nye gardiner” italesættes morsomt Mette F’s (Lisbeth Kjærulff) måske, måske ikke kandidatur til en NATO-toppost, alt imens Lars Løkke bare lige måler op til nye gardiner, hvis nu statsministerkontoret skulle blive ledigt igen. Bente Eskesen leverer sæsonens bedste portræt af Lars Løkke, der på en og samme tid gemytligt og en kende udiplomatisk jo bare liiige skal…

Lisbeth Kjærulff viser os med humor og en god portion selvironi, at hun skam stadig har sin stemme i behold. Hvor andre måske må bruge play back, viser hun i ”Jeg synger LIVE”, at hun bestemt IKKE har problemer med at synge live.

Troels Malling er igen fantastisk komisk som figuren Thøger, som i år i hans egen tekst ”På venteliste” netop er kommet på venteliste for en række obskure sygdomme, som han pensler meget, meget billedligt ud for os. Det er så morsomt og tilpas absurdt, at vi tilgiver ham, at teksten stikker lidt af til slut. Han leverer også et fint portræt af Claus Hjort Frederiksen, ekspertvinsmageren med de gode smagsløg og ægtemanden, som ved mere om biler end konen.

Det nye skud i revyen, Karen-Marie Lillelund, gør det ganske glimrende, når hun i sit eget nummer ”Jobskifte” både sætter fokus på krænkelser og klimaforandringer, når tiden er løbet fra jobbet som bakkesangerinde, så hun bytter det ud med jobbet som insekthotel. Hun er også fin som forstadsfruen, der sammen med manden (Malling) blot venter på, at klimaforandringerne sikrer dem strandgrunden, alt imens de ikke bekymrer sig om fremtiden, når strandkanten rykker endnu længere ind i landet.

Første akt afsluttes festligt med Jan Svarrer og Søren Anker Madsens Walt Disney-potpourri, hvor alle de kendte figurer stadig kan, selvom de er blevet ældre – for alder er jo bare et tal. Lillelund er her en fin Klokkeblomst, og Kjærulff er morsom Snehvide, der på grund af begyndende demens ikke helt kan huske. Hvor mange dværge var det nu, der var? Resten af holdet leverer fine portrætter fra hele Disney-universet, og kostumier Henrik Børgesen står bag de mange flotte kostumer.

Også anden akt sluttes af med et stort ensemblenummer, hvor holdet hylder 50 året for stiftelsen af Bamses Venner. De leverer elegant et potpourri af deres mange sange, som her leveres med overskud og respekt for originalsangene.

Orkestret under ledelse af Mickey Pless er stadig velspillende, og de akkompagnerer fornemt revyens numre. Nykøbing Falster Revyen 2023 er også i gennemmusikalsk. Michel Castenholt har overtaget glimrende iscenesættelsen, hvor stort set alt sidder lige i skabet. Revyen har et fint tempo og en god vekselvirkning mellem alvoren og absurditeterne. Lars Rødbroes scenografi er enkel, men elegant.

Nykøbing Falster Revyen 2023 har stort set alle ingredienserne for at blive en fantastisk revy, og ingredienserne er – også – i år mixet næsten til perfektion. Der er et veloplagt og velspillende skuespillerhold, et ligeså velspillende musikalsk akkompagnement og fine tekster, hvoraf langt de fleste har det rette satiriske bid, stor musikalitet og/eller sin egen tone, så man tilgiver let de få mindre gode tekster. Årets revy hører derfor til i særklassen med en enestående revy.

Nykøbing Falster Revyen

Nykøbing F. Teater, Østergågade 2, 4800 Nykøbing Falster

Spilleperiode: 8. juni-19. august 2023

Set den 8. juni 2023

Fotos: Klaus Bo Christensen, Yellows

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Bente Eskesen, Lisbeth Kjærulff, Karen-Marie Lillelund, Troels Malling og Rasmus Krogsgaard

Tekst og musik: Rasmus Krogsgaard, Mickey Pless, Lars Udengaard, Jan Svarrer og Søren Anker Madsen, Vase & Fuglsang, Lars Bisgaard og Rasmus Søndergaard, Leif Maibom, Troels Malling, Birthe Jønsson, Niels Chr. Larsen, Lisbeth Kjærulff og Giovanni Capurro, Eduardo De Capua, Karen-Marie Lillelund, Lukas Birch, Johann Strauss m.fl.

Instruktion: Michel Castenholt

Scenografi: Lars Rødbroe

Kostumier: Henrik Børgesen

Koreografi: Katrine Bonde

Kapelmester: Mickey Pless

Musikere: Michael Axen/Rasmus Lund (trommer), Thomas Lund/Simon Thorsen (sax og fløjte), Lasse Knudsen (bas), Casper Gyldensøe (guitar)

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

2 thoughts on “Anmeldelse: Revykøbing – Nykøbing Falster Revyen 2023, Nykøbing F. Teater (Nykøbing Falster Revyen)

  1. Diskantlyden var meget skarp, fik nogle af sangstemmerne til at lyde nærmest hysterisk, jeg syntes det var ubehageligt at høre på. Der er mange sangstykker tilsat nogle kønsløse melodier, lidt synd for så er det glemt når man går der fra.

  2. *Diskantlyden var meget skarp, fik nogle af sangstemmerne til at lyde nærmest hysterisk, jeg syntes det var ubehageligt at høre på. Der er mange sangstykker tilsat nogle kønsløse melodier, lidt synd for så er det glemt når man går der fra.’

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *