Anmeldelse: To be continued, Aveny-T (Please Like and Subscribe)

By: Clara Damlund
On: 7. september 2026

Af Clara Damlund

Da Simon erkender, at han en sen aften fulgte efter sin kollega Mai, så han nu kender hendes nye hemmelige adresse, løber det mig koldt ned ad ryggen. Her erkender jeg endelig helt, at Simon faktisk stalker Mai og har gjort det længe. Forestillingen To be continued, som blandt andet er støttet af Offerfonden, undersøger netop stalkingen og viser, hvor altomsluttende den kan være for dens ofre.

I forestillingen To be continued følger vi Mai (Sophie Gunilla Larsen), som arbejder i en lille PR-virksomhed og er ansvarlig for en ny kampagne, der går under navnet ”Nej, du ikke alene”. Den har fokus på krænkelser, og i kampagnen problematiserer Mai, at et ”nej” burde forstås som et ord, der efterfølges af et punktum eller et udråbstegn, men alt for ofte afkodes som et ord, der efterfølges af et komma, og dermed som noget, der er til diskussion.

Der er to andre medarbejdere i virksomheden: Thomas (Morten Stæhr-Johansen), som er virksomhedens direktør og Mais chef, og Simon (Luiz Wilhelm Karlsen). Simon er Thomas’ lillebror, som er blevet hyret ind som IT-konsulent. Efter en af de første arbejdsdage, som Simon og Mai har haft sammen, inviterer Simon hende på en fyraftensøl. Mai siger egentlig nej, men da Simon presser på, indvilger hun alligevel i at tage med, hvis han lover at opføre sig ordentligt. Og Simon virker egentlig hyggelig, venlig og sjov. Indtil han ikke gør det længere.

Mai afviser Simon, men i stedet for at acceptere nej’et bliver Simon fornærmet og udbryder surt, at han jo ellers lige har betalt som en gentleman. Da hun er på vej til at gå, tager han i smug et billede af hende, og herfra bliver tingene mere og mere pressede for Mai.

For samtidig med, at hun af flere omgange må afvise Simon, bliver kampagnen også lanceret. Den får en masse omtale og ”clicks”, men eftersom Mai er kampagnens ansigt udadtil, bliver hun også offeret for de mange hadefulde ”trolling”-kommentarer, som også følger med kampagnen. Det fører til et større og større psykisk pres på Mai, der bombarderes af beskeder fra fremmede. Samtidig forsøger hun at håndtere samarbejdet med både sin chef Thomas, der primært synes at leve under parolen om, at ”dårlig omtale er bedre end ingen omtale”, og Simon, som bliver ved med at række ud til Mai under dække af, at han bare ”vil passe på hende” i den her svære tid.

Og det, som der gør det vanskeligt for os som publikum, er, at han i begyndelsen faktisk er svær at lure. For selvom vi i glimt ser nogle grimme sider af ham, ser vi også en mand, der faktisk giver udtryk for, at han er OK med, at hun ikke har lyst til at date ham. Og indtil Simon tropper op ved Mais dørtærskel med en dump-phone, som hun efter sigende kan bruge til at slippe for de mange beskeder, så er jeg faktisk ikke sikker på, om han er så slem en fyr, eller om det blot er i Mais hoved, at han er det. Hun er jo i forvejen presset over de mange beskeder, måske hun bare lige skal tage den lidt med ro? Og netop denne første tvivl om Simon, mener jeg er en af forestillingen største kvaliteter.

For tvivlen gør os i publikum medskyldige i, at krænkelser og stalking kan fortsætte så længe, som det desværre ofte gør. Og ligesom politiet siger, da Mai kontakter dem for at anmelde Simon, er vi så helt sikre på, at Simon er grænseoverskridende? Er han virkelig farlig, eller er det blot en kejtet forelskelse? På den måde repræsenterer vi i publikummet samfundet, der lydløst observerer krænkelserne og stalkingen, men alligevel er i tvivl om vores dom over Simon. For man er vel uskyldig, indtil det modsatte er bevist?

På samme måde fungerer Thomas også som repræsentant for samfundet, da han som chefen har magten og autoriteten til rent faktisk at anerkende Mais oplevelser og hjælpe hende med at gå til politiet. Thomas er dog mere optaget af at redde virksomhedens økonomi og vil ikke ødelægge forholdet til sin bror – noget med den gode stemning og sådan. På den måde er Thomas også med til at holde stalkingen og krænkelserne i live.

At Thomas er med til at holde stalkingen i live, understreges også af forestillingens scenografi, der er skabt af Sol Ravn. For gennem stykket bliver Thomas ved med at komme ind på scenen med flere nye planter. Planter, som kan give ilt til det bur, som Simon langsomt bygger op omkring Mai. For når Simon ikke er på scenen, lusker Luiz Wilhelm Karlsen, som spiller Simon, rundt i krogene og sætter flere og flere glasplader op omkring scenen.

Symbolikken er stærk, men velfungerende, og understreger, hvordan Mai oplever at være under konstant opsyn. Både af os i publikum og af Simon. Foruden Sol Ravns velfungerende scenografi er hans lyddesign også godt. Lyden er ofte voldsom og brat og er velfungerende til at markere sceneskift.

Derudover er skuespillet også godt. Hovedrollerne Sophie Gunilla Larsen og Luiz Wilhelm Karlsen, som i foråret var aktuelle på Aveny-T med stykket ”Heroin 4.0”, viser også i denne forestilling, deres imponerende evner til at portrættere flere forskellige sider i mennesket og ikke mindst til hurtigt at skifte mellem disse. Sophie Gunilla Larsens portrættering af den cool og måske i begyndelsen lidt for selvbevidste corporate-kvinde Mai fra millennial-generationen, der gradvist bliver mere og mere bange og panisk, er helt fænomenal. Det er lige fra hendes kropssprog til hendes stemme, der bliver mere og mere usikker og lille. Også Luiz Wilhelm Karlsens evne til både at ligne en glad dreng, der bare gerne vil Mai det bedste, og til lynhurtigt at blive skræmmende uhyggelig og vred er virkelig imponerende. Morten Stæhr-Johansen, der spiller Thomas, gør det også godt som en meget virkelighedstro og fortravlet chef, der går mere op i profit end sine medarbejderes ve og vel.

Det eneste, jeg savner i forestillingen, er, at den havde fået lov til at færdiggøre nogle af de temaer og baggrundselementer, som forestillingen tager op. Helst ved at lade forestillingen vare længere end dens 60 minutter. De sidste 15 minutter bliver nemlig ret forhastede, og der er et par elementer, som jeg i hvert fald som tilskuer aldrig rigtig forstår. For eksempel har tekstforfatterne, som også er Sophie Gunnilla Larsen og Luiz Wilhelm Larsen, akkompagneret af Anton Sørensen, valgt flere gange at referere til en person ved navn Nynne. Men jeg fanger aldrig, hvem Nynne er, eller hvad der er sket med hende.

Samtidig er der også en samtale mellem Simon og Thomas i slutningen af forestillingen, som forvirrer mig en del. Det er vist ment som en samtale, der på en eller anden måde skal vise os, at Thomas og Simon har haft et svært forhold, men jeg forstår aldrig helt, hvad der er sket – og om der overhovedet er sket noget, eller om det i højere grad er den klassiske fortælling om to brødre, der aldrig helt er kommet sig over barndommens magtkampe. Det er ellers et spændende tema, men det stiller desværre flere spørgsmål end svar, og jeg ville nok gemme brødretemaet til en anden forestilling.

Det tager dog ikke det væsentligste fra forestillingen, som er en forståelse for, hvor klam og ubehagelig stalkingen er – særligt fordi offeret selv og dem omkring ofte stiller sig kritiske overfor dens alvor. Og alt fortsætter…

Please Like and Subscribe

Aveny-T, Foyerscenen, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg

Spilleperiode: 3.-12. september 2026

Set den 3. september 2026

Fotos: Andreas Aicka

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aveny-t.dk/forestillinger/to-be-continued

Medvirkende: Sophie Gunilla Larsen, Luiz Wilhelm Karlsen og Morten Stæhr-Johansen

Tekst: Luiz Wilhelm Karlsen, Anton Sørensen, Sophie Gunilla Larsen

Instruktion: Dan Zahle
Scenografi og lysdesign: Sol Ravn

Komponist: Anton Sørensen

Varighed: Ca. 1 time uden pause