Anmeldelse: Stolthed og fordom, Aarhus Teater

Anmeldelse: Stolthed og fordom, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

Den engelske forfatter Jane Austen (1775-1817) er især berømt for sine to romantiske bøger ”Fornuft og følelse” (1811) og ”Stolthed og fordom” (1813). Sidstnævnte roman omsættes nu til scenen på Aarhus Teater.

Vi er i 1800-tallets England. Dengang ophævede nødvendigheden oftest kærlighedens love. Det var vigtigt for en ung pige uden penge at finde sig en ægtemand – og så måtte man nogle gange gå på kompromis med, om kærligheden nu også lige var helt så meget til stede.

Midtpunktet i fortællingen er familien Bennet, som består af Mr. og Mrs. og deres tre døtre, Jane, Elizabeth og Lydia. Moren, Mrs. Bennet, har ét mål: At finde egnede ægtemænd til sine piger. Deres lod er at blive valgt til! De tre søstres veje til kærligheden er ikke just ens, og de er ikke altid nemme. Men den kloge, humoristiske og kvikke Elizabeth vil ikke lade sig nøje. Hun tror i stedet på den ægte kærlighed, så det er op ad bakke, da hun møder den rige, men også arrogante Mr. Darcy. Begge er lige stolte og stædige, alligevel drages de uundgåeligt ind i et følelsernes spil, så kærligheden alligevel sejrer til sidst.

Dramatiker Dicte C. Houmøllers tilpasning af fortællingen og Carolin Oredssons iscenesættelse lader klassikeren være klassiker. De fokuserer perfekt på tidens klasseforskelle og på de store kærlighedsfortællinger. Man skal dog til tider holde tungen lige i munden for at holde styr på de mange forskellige par og deres historier, og fortællingen er skåret til og tilpasset, så forestillingen kan holdes på godt 2 timer og 40 minutter (inkl. pause). Det gør dog desværre, at nogle mellemregninger mangler, og nogle af springene i historien bliver lidt vel store. Det opvejes dog i nogen grad, da deres bearbejdelse bliver mere end ”bare” en kærlighedsfortælling, hvor den ene skal vinde den andens gunst. Her er plads til ”nødvendigheden” og spørgsmålet om, hvorfor det egentlig er, at kærligheden skal findes ved hjælp heraf – hvis den da skal det!

Helt lige så lydhør er David Gehrts scenografi ikke. Den er enkel, nærmest (for) bar, og dens brug af videoskærmene i begge sider er nærmest mere distraherende end givende. De høje spejle, som netop spejler både datiden og nutiden, forbinder dog os med Austins tid, hvor England og samfundsklasserne var noget anderledes. Til gengæld fungerer hans tidstypiske og stilsikre kostumer perfekt.

Iscenesættelsen lader alle de forskellige skuespillere få den rette plads. Hele skuespillerholdet, Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green og Malte Conradsen, leverer solide præstationer, og det er i høj grad deres fortjeneste, at denne version af Stolthed og fordom holder hele vejen hjem. Alle fortjener en ekstra klapsalve. Flere af skuespillerne har dobbeltroller, og de formår at springe ud og ind af disse gnidningsfrit.

Én skuespiller må dog fremhæves. Laura Kjær Jensens Elizabeth Bennet er perfekt afstemt, og hun balancerer fornemt både kløgt, kvikhed og den følsomme kærlighed. Vi mærker hendes tanker og længsel, hvor den ægte kærlighed støder sammen med virkelighedens smerte og nødvendighed. Hendes kvindeportræt er stærkt, og vi tror på, at skulle nogen bryde de stramme rammer, så er det hende.

Dramatisering og iscenesættelse af denne version af Stolthed og fordom fungerer overordnet godt, men det er de gode skuespillerpræstationer, hvor særligt Laura Kjær Jensens Elizabeth Bennet må fremhæves, der styrer både fortællingen, kærligheden og karakterbearbejdelsen i hus.

Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Århus C

Spilleperiode: 3. september-7. oktober 2026

Set den 8. september 2026

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/det-sker/forestillinger/aktuelt/stolthed-og-fordom

Medvirkende: Laura Kjær Jensen, Emil Busk Jensen, Marie Boda, Clara Sophia Phillipson, Mette Døssing, Henrik Birch, Kevan Nirwan Soliman, Emil Prenter, Jamina Chelina Green og Malte Conradsen

Af: Jane Austen

Oversættelse: Lærke Pade (Gyldendal)

Dramatisering: Dicte C. Houmøller

Iscenesættelse: Carolin Oredsson

Scenografi og kostumedesign: David Gehrt

Scenografisk koncept: Josefine Thornberg-Thorsøe

Koreografi: Esther Lee Wilkinson

Kompositioner: Joëlle Marie McGovern

Lysdesign: Thora Eriksen

Lyddesign: Aki Shiraishi Bech

Varighed: Ca. 2 timer og 40 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *