Anmeldelse: Musefælden, Folketeatret
Af Minna Højholt
Med Musefælden er en ægte krimiklassiker kommet til København. Forestillingen, der er skrevet af genrens dronning, Agatha Christie, går fast i Londons West End siden 1952 (kun afbrudt kortvarigt af corona-nedlukning) og har dermed verdens længste spilleperiode. Nu får den også en (nok lidt kortere) spilleperiode på Folketeatret i en dansk oversættelse af Niels Henning Krag Jensby.
I denne version, iscenesat af Kristoffer Lundberg og Viktor Tjerneld, er alle krimiklichéerne (og et par fra thriller/horror-verdenen) taget i spil: Lamperne blinker, skuespillerne kaster gigantiske skygger på væggene, der lyder gyselig fløjten og øresønderrivende skrig. Alt er i sort/hvid i Frederikke Dalums scenografi, som om vi ser en gammel film, og karaktererne samles i en kold, kukkasse-agtig dagligstue fuld af døre, forhæng og vinduer de kan gemme sig bag. Stemningen er ildevarslende og klaustrofobisk.
Vi befinder os på Monkswell Manor, hvor det unge ægtepar Mrs. og Mr. Falton (spillet af Amanda Bøgestrøm og Kasper Krassimir) netop har åbnet et pensionat. Sneen fyger udenfor (og lidt ind i stuerne) mens radioen beretter om et mord begået i London, ikke mange kilometer derfra. Som gæsterne ankommer lukker sneen sig tættere og tættere om pensionatet, indtil de alle er fanget og kun den skiløbende kriminalassistent Trotter (Mikkel Becker Hilgart) kan komme igennem driverne for at meddele, at morderen fra London med stor sandsynlighed er på Monkswell Manor – og måske vil slå til igen…
Så er scenen ligesom sat. Forestillingen tager sig god tid til at etablere mysteriet, og selvom dette fungerer godt til at lulle publikum ind i en humoristisk trummerum og lære karaktererne at kende, krævede Musefælden lige noget tid for at fange mig ind. Skuespillet virkede en anelse stift, mens Mrs. og Mr. Falton gør klar til at modtage gæsterne, og med den unge arkitekt Christopher Wrens (Andreas Dissing Hyttel) mildest talt energiske entré, blev kontrasten mellem værtsparrets mere afdæmpede stil og gæsternes store og meget komiske spil lidt voldsom.
Men efterhånden som handlingen skrider frem, finder ensemblet en fælles tone, der klæder genren. Samspillet bærer præg af et nøje arbejde med timing og fysik, der virkelig bærer frugt, og hvor hele gruppen spiller en vigtig rolle for at skabe det stærke resultat. Ensemblet leverer en solid holdpræstation og hver karakter står knivskarpt, fra den storsnudede Mrs. Boyle (Charlotte Elizabeth Munksgaard) og den heftige, uventede Mr. Paravicini (Alexander Clement), til den hjælpsomme, men også mystiske Major Metcalf (Haesam Jakir) og den nonchalante Miss Casewell (Karla Rosendahl).
Spændingen tætnes gradvist, og i anden akt var jeg så slugt, at notesbogen røg på gulvet. Iscenesættelsen får med helt klassiske og næsten filmiske greb – særligt i Steen Larsens lyddesign – trukket i publikums følelsestråde, så nakkehårene rejser sig (uanset hvor tydelig manipulationen er). En masse latter lokkes ud af tilskuerne, der gladelig går i fælden med begge ben, og således kan blive så meget desto mere ramt af chok, twists og uhygge, når de indfinder sig.
Navnlig komikken sidder lige i skabet, og der gøres brug af en masse utroligt effektiv fysisk humor, som da karaktererne i begyndelsen af anden akt forsøger at bære liget ud i en scene, der minder om sofaens tur op ad trappen i ”Friends”, hvor publikum næsten må græde af grin over den morbide, faldenpåhalen-agtige koreografi.
Alt er taget til ekstremerne, og med enkelte undtagelser, hvor det blev lidt for meget for mig, er det lige, som det skal være. Det er et ikonisk stykke, og denne iscenesættelse prøver ikke at gøre noget nyt eller vildt med teksten, men derimod netop at gå linen ud med ikonografien. Og det virker.
Som en der elsker Christies detektivmysterier, men aldrig har haft fornøjelsen af at se Musefælden i London, var det en skøn oplevelse at få serveret en gedigen mordgåde i teatersalens fysiske nærvær. Karaktererne sniger sig rundt og opfører sig mistænkeligt, clues bliver givet og halve hemmeligheder afsløret, og kun Lars Schous grå/hvide lysdesign styrer publikums blik og forhindrer os i at se mordet, der finder sted for øjnene af os.
Hvis man er til en god gammeldags who-dunit, bør man unde sig selv en underholdende aften på Folketeatret og give sig hen til et velkonstrueret mordmysterium iscenesat med kælen for klichéerne og kostelig komik.
Folketeatret, Store Scene, Nørregade 39, 1165 København K
Spilleperiode: 10. september-10. oktober og igen 19.-31. december 2026
Turnéperiode: 18. oktober-16. december 2026
Set den 10. september 2026
Fotos: Büro Jantzen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
https://www.folketeatret.dk/forestillinger-events/musefaelden
Medvirkende: Mikkel Becker Hilgart, Andreas Dissing Hyttel, Alexander Clement, Amanda Bøgestrøm, Karla Rosendahl, Haesam Jakir, Charlotte Elizabeth Munksgaard, Kasper Krassimir
Dramatiker: Agatha Christie
Konceptualiserende instruktør: Kristoffer Lundberg
Realiserende instruktør: Viktor Tjerneld
Scenograf: Frederikke Dalum
Lysdesigner: Lars Schou
Lyddesigner: Steen Larsen
Varighed: Ca. 2 timer og 25 min. inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod