Anmeldelse: Hvidstengruppen, Jysk Musikteater (Musical Silkeborg)
Af Christian Skovgaard Hansen
På landevejen mellem Randers og Mariager i landsbyen Hvidsten ligger stadig Hvidsten Kro. Kroen er grundlagt i 1634, og siden 1884 har den været drevet af familien Fiil.
Under Anden Verdenskrig blev der her startet en af de vigtigste grupper i den danske modstandsbevægelse. Kroejer Marius Fiil blev opfordret til at starte en gruppe, der kunne modtage sendinger fra England – en opfordring han tog imod. Gruppen blev desværre stukket, og størstedelen af gruppen blev arresteret af tyske soldater, hvilket førte til, at Marius Fiil og flere andre gruppemedlemmer blev henrettet.
Denne modstandsgruppe er baggrunden for Musical Silkeborgs årlige musical, Hvidstengruppen, der som vanligt spiller i Teatersalen i Jysk Musikteater i Silkeborg. Magnus I. Berg og Thomas Agerholm har skrevet et troværdigt og sagligt manuskript, der iscenesættes inderligt og ærligt af Agerholm, så vi tror på historien.
Musicalen omhandler naturligvis Hvidstengruppen, men vi har jo af historien kunnet se, at vi ikke må tage fred og frihed eller demokrati for givet, og at der til næsten enhver tid – desværre – vil være ufred et eller andet sted i verden. Derfor er musicalen undertitel, ”En musical om frihed og demokrati”, også ganske sigende.

Thomas Agerholm og Sune Verdier har skabt den enkle, men virkningsfulde scenografi, der sammen med videodesignet, skaber de bedste rammer for handlingen. Steffen Schackinger og Thomas Møllers musik og Helle Hansens sangtekster fungerer lige så godt til handlingen. Her er ikke alene let musicalmusik, men både i både musik og tekst fornemmer vi handlingens mange stemmer og følelser, og der er en fornuftig dybde og klangbund. Lige dele grumt, men samtidigt lige dele nøgternt og ærligt synges der blandt andet ”Nogle af os må dø, for at andre kan leve.” Dette formår kapelmester Henrik Svenning og hans velspillende orkester, der spiller musikken live, også at bringe ud over scenekanten til os.
Ligesom Hvidstengruppen agerede som et samlet hele, hvor alle spiller en naturlig og nødvendig rolle, har både det kunstneriske hold bag og holdet på scenen gjort det samme. Instruktør Thomas Agerholm omsætter elegant manuskriptet til scenen, og han formår at få de professionelle skuespillere til at fungere godt sammen med de lokale amatør-/semiprofessionelle skuespillere.
Både Jon Lange som Marius Fiil og Annelouise Gomard som hans kone Gertrud Fiil leverer sikre præstationer, hvor der er både tyngde, integritet og personlig karakter i deres roller. Hele det omkringliggende ensemble yder deres ypperste, og det er således en fornem holdpræstation, der holder sammen på skuespillet.
Hvidstengruppen fungerer derfor stort set over hele linjen. Både handling, musik, scenografi og skuespil fungerer godt – både hver for sig, men særligt sammen. Musicalen er derfor den til dato mest vellykkede af Musical Silkeborgs forestillinger, som jeg har set.
Musical Silkeborg
Jysk Musikteater, Teatersalen, Papirfabrikken 80, 8600 Silkeborg
Spilleperiode: 17. oktober-1. november 2026
Set den 18. oktober 2026
Foto: Musical Silkeborg
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Jon Lange og Annalouise Gomard samt et stort hold lokale amatør-/semiprofessionelle skuespillere.
Manuskript: Magnus I. Berg og Thomas Agerholm
Musik: Steffen Schackinger og Thomas Møller
Sangtekster: Helle Hansen
Instruktion: Thomas Agerholm
Kapelmester: Henrik Svenning
Scenograf: Thomas Agerholm og Sune Verdier
Koreograf: Damian Czarnecki
Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod


