Anmeldelse: Komikby 2017, Centralværkstedet (Komikby)

Anmeldelse: Komikby 2017, Centralværkstedet (Komikby)

Af Christian Skovgaard Hansen og Signe Birk Backs

 

Aftenen i Centralværkstedet kan indledes med en tre retters menu, så man kan få en totaloplevelse på aftenen. Menuen består i grove træk af fisk, kalv og chokoladesovs. Vel kan menuen læses på Komikbys hjemmeside, men det kunne nu være rart, om tjenerne præsenterede menuen. Nu hverken kan eller skal vi anmelde maden, men generelt er det en lækker menu, og det fungerer rigtigt godt at starte aftenen ud på denne vis, inden selve showet begynder.

Det er ingen hemmelighed, at vi er de yngste gæster denne aften, og at showets største målgruppe er et lidt ældre segment. Det betyder dog ikke, at et yngre publikum ikke også kan få en sjov aften, og det er således også muligt alene at købe showet, så økonomien ikke bliver for stram resten af måneden.

Holdet bag ’Komikby 2017’ består af Vicki Berlin, John Batz og René Richardt og de to musikere Bjarne Langhoff og Eskild Dohn.

komikby-2 [1600x1200]

’Komikby 2017’ præsenteres således på deres hjemmeside: ” Når Aarhus, og Danmark, er mest grå og kedelig, så omdanner vi Centralværkstedet i Aarhus til et morskabsteater, og tænder op for et spritnyt blændende komisk show.”

Showet består af 18 forskellige numre, og her skal det siges, at nogen fungerer markant bedre andre. Altså skal man være forberedt på nogle udsving i kvaliteten af de forskellige indslag. Humoren og pointerne i en del af teksterne er noget slidte og (gen)brugte, og det generelle indtryk af aftenens show, må derfor siges at være noget forudsigeligt. Der tages ikke mange chancer, men spilles på de sikre og ofte egns-interne emner (intet Århus-show uden at nævne AGF, Thomas Helmig og Peter A.G., naturligvis). Altså dyrker ”Komikby 2017” dét, man ved, der virker.

For det gør det nemlig – altså virker – det går rent hjem hos aftenens ældre publikum, og her er det da også værd at nævne, hvordan der spredt i pausen, høres genkendelig nynnen fra showets mange musikalske indslag. Som yngre vil du dog også kunne få nogle gode grin, blot du ikke sætter næsen op efter at se noget anderledes og nytænkende. Accepteres den præmis, er der bare at læne sig tilbage og nyde den hyggelige stemning og de gode vibes. Kodeordet for aftenens komik og særlig musik må således siges at være ægte ”feel-good”.

komikby-9 [1600x1200]

Enkelte af numrene indeholder både et komisk element og lidt mere kant. Det fungerer godt, og det gør, at det hele ikke blot er tom underholdning. Både nummeret om det offentlige rum og vores opførsel heri og særligt nummeret om mandehørm er gode. Mandehørm rummer både en lille henvisning til byens hold, ”de hviii’ GF’ere” og det lidt mere alvorlige (par)forhold og det faktum, at mænd ikke altid er gode til at tale om følelser og de alvorlige problemer med hinanden, samt hvordan folk generelt er ”gode” til at have nok i sig selv og på denne vis tale fuldstændig forbi hinanden.

Numrene med de to sokkedukker Bettina og Preben, Toppen af poppen og ”kærligheden” til byens mange p-vagter i første del og tryllenummeret og afslutningen med Kim, John og Lone – med efternavnene Larsen, Mogensen og Kellermann – hører til de bedre. Vi kan dog godt mærke, at humoren visse steder er af ældre dato, og i hvert fald kræver, at man kan sin danske populærmusik-historie!

komikby-1 [1600x1200]

Og nu vi er ved musikken – den var nemlig aftenens absolutte højdepunkt! Stor anerkendelse skal der lyde til musikerne Bjarne Langhoff og Eskild Dohn, som gør det forbandet godt. Både når de ”blot” akkompagnerer komikken, eller laver jingles i overgangene, men særligt også, når de selv får lov at slå sig løs. De to herrer er gennemmusikalske, og dette ses tydeligt i deres battle, som udgør åbningen af 2. akt. Ligeledes, da Eskild endelig får lov at slå sig løs til yndlingssangen ”What a wonderful world” – formidabelt arbejde.

Opsummerende kan det siges, at selvom det yngre publikum ikke er hovedmålgruppen, kan de sagtens stadig få en underholdende aften – dog ville visse af numrene vinde lidt med en opstramning og et ekstra skud energi her og der. Men har du lidt en guilty pleasure for fællessang, dansktop, rødvinstænder og bare god, gammeldaws, dansk hygge, så får du helt sikkert en succesfuld aften på Centralværkstedet.

 

 

 

Komikby

Centralværkstedet, Værkmestergade 9, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 26. januar-18. februar 2017

Set den 28. januar 2017

Fotos: Niels-Steen Andersen, Niller Presse Foto

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://komikby.dk/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *