Anmeldelse: Medea, Aarhus Teater

Af Christian Skovgaard Hansen og Signe Birk Backs

 

Medea er et ca. 2500 år gammelt græsk drama skrevet af Euripides. I sit hjemland har Medea ofret alt for Jason, og de er sammen flygtet til det fremmede land, Korinth, uden mulighed for at vende om. I dette nye land, hvor de sammen skulle bygge en fremtid øjner Jason dog pludselig muligheden for at stige i graderne, da kongens datter er blevet forelsket i ham. Under påskud om, at ville sikre sin familie et anstændigt liv, forlader han Medea og deres to børn til fordel for den yngre kongedatter og et liv i magtens og velstandens centrum.

Medea, velvidende at hun i sin altopslugende kærlighed til Jason, har brændt sine broer og intet har at vende tilbage til, er knust over dette svigt og planlægger den ultimative hævn – koste hvad det vil.

at_medea_2941_foto-emilia-therese

Generelt er skuespilpræstationerne flotte. Mette Døssing i titelrollen som Medea og Jacob Madsen Kvols som Jason leverer begge rigtig flotte præstationer med den rette mængde præcision, nerve og følelse. Bifigurerne imponerer, og viser bredden i Aarhus Teaters ensemble. Dog med en enkelt indvending – om end det er en fortælling, der ønsker at sætte kvinden i centrum, kunne man dog godt være de tre kvindelige fortrolige foruden – eller i hvert fald have indkredset deres opgave lidt tydeligere. Deres primære funktion bliver at rammesætte historien i en prolog og epilog – præcis som i det traditionelle, græske teaters ånd – men i resten af stykket, bliver de en smule tilovers for disse anmelderes smag.

at_medea_7391_foto-emilia-therese

De to børn er endvidere kære og oprigtige, og de gør det forbavsende godt hele forestillingen igennem. Deres barnlige uskyld manifesteres yderligere i det røde sejlskib, som sønnen sporadisk gennem stykket leger med i det imponerende vandbassin. Efter børnenes død sejler det meget symbolsk videre rundt i vandet, som en konstant rungende dårlig samvittighed og reminder om, hvilke ugerninger der er blevet begået. Utroligt enkelt og simpelt – men rent æstetisk, meget virkningsfuldt.

Scala-scenen er som nævnt denne gang fyldt med mange tusinde liter opvarmet vand i ankelhøjde. Herudover er Franciska Zahles scenografi og Jonas Bøghs lysdesign dyster og enkel, ligesom rekvisitterne er få. På en og samme tid fungerer vandet – og så alligevel ikke. Det er smukt at se på og forfriskende anderledes og således et modigt valg.

at_medea_1876_foto-emilia-therese

Dog virker mange af skuespillernes bevægelser i vandet en smule påtagede, især almindelig gågang bliver pludselig meget dramatisk i et stykke der ikke just savner drama, idet spillerne tydeligvis er instrueret i at få vandet til at sprøjte så meget som muligt. Dette giver naturligt nok en plasken og larmen, som altså til tider bliver noget overdreven. Det betyder desværre også – sikkert stik modsat intentionen – at lidt af præcisionen og nerven i skuespillernes replikker desværre går tabt.

På den anden side kan man også argumentere for, at vandet yderligere er med til at tydeliggøre Medeas situation: meget symbolsk kan vandet således illustrere den hævntørst, der gennemsyrer Medeas sind og derved være med til at tegne et billede af en meget tynget kvinde. Specielt rent fysisk, hvor det er svært at bevæge sig i vand – hævnen bliver svær at være i, skridtene bliver tunge. Hævnens byrde tynger, præcis som vandet.

Kulminationen i Medeas hævn rammer plet. Udover hendes hævn på kongen og hans datter, må hendes børn også lide. Det er på en og samme tid et skræmmende og rørende øjeblik, hvor man er nødt til at stoppe og med gru følge dødens komme. Her kommer brugen af vandet og dets associationer til giften til sin ret.

at_medea_2806_foto-emilia-therese

’Medea’ rummer – stadig – en række universelle, menneskelige temaer om kærlighed og had, hævn og forsoning, flugt og fremmedhed. Er denne blodige hævntørst virkelig almenmenneskelig? Kan vi alle spejle os i Medea? Eller er hun blot et gement udyr? Ja, vil mange sikkert mene, men spørgsmålet er, om hun egentlig ikke blot reagerer, som mennesket oftest gør i den situation…?

Skønt hendes handlinger er sat vældig meget på spidsen, er det jo egentligt også blot en fortælling om en kvinde og en hustru, der rammes hvor det gør mest ondt, men nægter at finde sig i den uret, der begås mod hende – og således koldblodigt lukker ned for sin empati og tilsidesætter egne følelser og behov i sin jagt på at få den hævn, der kan give hendes sønderrevne hjerte ro. Og det med knuste hjerter og et lutter egoistisk håb om at få ram på den, der står bag, kan vi nok alle relatere til – selv 2500 år senere.

 

Aarhus Teater, Scala, Teatergaden, 8000 Århus C 

Spilleperiode: 27. januar-25. februar 2017

Set den 28. januar 2017

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1617/medea/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Direktøren for det hele, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Forestillingen er en komedie af Lars von Trier og ...

Anmeldelse: The Troll Show, Sort/Hvid

Af Daniel Lassen Det er meget sjældent, at jeg er mundlam efter en teaterforestilling, ...

Anmeldelse: Kalaallit Aalborgimiitut, Aalborg Teater

Af Thomas Riddersholm   Det er ikke nogen hemmelighed, at en hel del grønlændere, ...

Anmeldelse: Catch Me If You Can, Odense Teater

Af Emilie Elisabeth Bundgaard   Vi har nok alle prøvet at stikke en hvid ...

Anmeldelse: Gummi T, Aalborg Teater

Af Sofie Trige, gæsteanmelder   Tæppet er nede på Aalborg Teater. Uden på tæppet ...