Anmeldelse: Helligtrekongersaften, Teater Momentum

Af Mette Herschend

 

”Lillesøster i provinsen vil, på sin egen afmægtige men frimodige facon, lege med storesøster i Hovedstaden”, dette er en snas af Det Ny Kgl. Teaters programskrift, og denne gang er det lykkedes ”lillesøster” at gøre et rigtig fint stykke arbejde med ’Helligtrekongersaften’.

Forvekslingskomedien ’Helligtrekongersaften’ af Shakespeare handler om ulykkelig kærlighed, længsel og ja, forvekslinger. Tvillingeparret Viola og Sebastians skib forliser; begge overlever men tror, at hinanden er omkommet. Viola forklæder sig som en mand og går under navnet Cesario for at få lov til at tjene hertug Orsino i Illyrien. Viola forelsker sig i Orsino, som elsker grevinde Olivia, der ikke gengælder hans kærlighed, men forelsker sig i den unge Cesario. Da Sebastian går i land i Illyrien forveksles han hurtigt med Cesario, og så bliver det hele en værre affære.

IMG_9352_1 [1600x1200]

Scenen er rodet til med mange mærkelige genstande: en stige, en kummefryser, toiletbørster og meget andet, men alle disse ting viser sig at have et højere formål, når der kun er fire skuespillere om 16 roller.

De første 10 minutter er lidt frustrerende og det noget vanskeligt at følge med: Næsten ingen navne bliver udleveret, og skuespillerne tager tilfældige genstande fra gulvet på, hvilket til at begynde med virker ret fjollet. Men da den samme karakter bliver ved med at tage den samme genstand på, virker den pludseligt som et særligt karaktertræk tilhørende en bestemt rolle i forestillingen. Til eksempel har Viola i forklædning som Cesario altid et blåt korkbælte på tværs over brystet, og Hr. Tobias har en sovepose stoppet ned i bukserne og slæber den efter sig.

IMG_9229 [1600x1200]

Det er rigtig godt tænkt, for enhver af de fire skuespillere kan i princippet iføre sig objektet og spille rollen, hvis den der ’plejer’ at spille rollen er optaget i en anden rolle i samme scene – og det gør de gerne. Det er f.eks. muligt for Nicklas Søderberg Lundstrøm at spille Cesario, når Kathrine Leth er optaget med en anden karakter – han tager blot det blå korkbælte på. Jeg kan godt lide konceptet, for det bliver en spændende kunstnerisk leg i vores egen opfattelse af både køn, identitet og genkendelse.

Men det er egentlig først nu, mens jeg sidder her og skriver, at jeg forstår instruktør Henrik Grimbäcks intention og leg med rekvisitterne: ”at de skal fungere som statister og få liv” (Fyens Stiftstidende, 23. januar 2017).

For i sidste scene er der pludselig flere replikbærende roller, end der er skuespillere. Rekvisitterne til Sebastian ligger på et podium, men der er ingen skuespiller til at bære dem, og derfor spiller Tobias Shaw i rollen som Olivia overfor et korkbælte og en plasticpose. Og som tingene ligger der, er det bare en plasticpose fra Lidl og et blåt korkbælte – de har mistet deres funktion eller deres liv, om man vil. Men da Tobias tager de to ting op, holder dem overfor sig, spiller til dem som var der et menneske, som udfyldte dem, får genstandene pludselig liv igen og Sebastian ”står” ved siden af Tobias. På en måde føler jeg det en smule søgt, men jeg kan godt se intentionen og eksperimentet, og der kunne godt være noget spændende at arbejde videre med.

IMG_9588_1 [1600x1200]

Det er rart at se Nicklas Søderberg Lundstrøm i noget andet end en macho-rolle. At se ham i rollen som kammerpige Maria eller usikre, fordrukne Hr. Andreas giver et indtryk af, at han kan mestre en bred pallette af karakterer.

Kathrine Leth som Viola var også en fornøjelse, da hun er dygtig i skiftene mellem de komiske og inderlige replikker. Dog kan hun godt have en tendens til at tale en smule utydeligt i sin inderlighed, så man taber sætningens sidste ord.

IMG_9306_1 [1600x1200]

Forestillingen løber over fem akter, mellem hvilke der lyder en voice-over. Voice-overen er egentlig ret overflødig, for man kan alligevel ikke høre den i tumulten fra scenen, når skuespillerne rydder alt fra kummefryser til toiletbørste til et nyt sted på scenen.

Alt i alt synes jeg, at ’Helligtrekongersaften’ er et spændende eksperiment – dog med nogle skønhedsfejl, som er til at arbejde videre med. Jeg vil anbefale forestillingen til dem, som har lyst til at se Shakespeares komedier i et andet lys, og hvis man har brug for at få stimuleret sin hjerne – der er nemlig nok at holde styr på i denne forvekslingskomedie!

 

Det Ny Kgl. Teater, Teater Momentum, Filosofgangen 19, 5000 Odense

Spilleperiode: 27. januar-18. februar 2017

Set den 31. januar 2017

Fotos: Teater Momentum

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.teatermomentum.dk/event/helligtrekongersaften/

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse, Accordion Stories, Tivoli

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Det skal indledningsvis siges, at jeg ikke ...

Anmeldelse: Nøddeknækkeren, Docken

Af Mille Mikie Hansen   Hele salen summer af spændte voksne såvel som børn. ...

Anmeldelse: Jesus Christ Superstar, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs og Christian Skovgaard Hansen   ’Jesus Christ Superstar’ er skrevet ...