Anmeldelse: Stor ståhej for ingenting, Gribskov Kultursal (Dramaterne)
Af Ea Melissa Christiansen
”Ring riing”. Klokken ringer, og publikum føres hen til scenen. Her står to unge mænd i færd med en akustisk intimkoncert med sange fra Bob Dylan, The Beatles ect. Stemningen er hyggelig, og det fungerer godt som indlukningsmuik. Scenen er fyldt med en masse podier i forskellige niveauer, og ude i siderne sidder orkestret synligt fremme og hvad mere? Ja, og så er scenen så godt som tom.
Herefter kommer ensemblet ind på scenen og den nyskrevne sang Stor ståhej for ingenting af Peter J. Østergaard fremføres. Den minder meget om en blanding af ”All my loving” med The Beatles og USA’s national sang, blot med dansk tekst til men med lige så meget energi og indlevelse, som sad vi og så musical ”Hair”. Men så går den heller ikke længere…
Hverken Shakespeare eller musicals er i samme båd som et teselskab, hvor bedstefar sidder i hjørnet og sover, og den sælsomme opstart forvandles nu til et rocket fyrværkeri af energibomber, propspækket til med humørbomber og perverse sidereplikker en masse.
Stor ståhej for ingenting er en gammel Shakespeare-klassiker, som igennem årene er blevet genopført på alle tænkelige og ikke-tænkelige måder. I år har Dramaterne, som er en teaterforening for unge, valgt at lave en genfortolkning af denne og i forbindelse med deres femten års jubilæum. Her har instruktør Troells Toya taget et vovet valt, hvorpå han har lavet den om til en musical! Sådan havde jeg aldrig forventet at opleve denne historie.
Fungerede historien så som musical? Ja, helt bestemt! Med Troells Toya i spidsen som instruktør, er der blevet kælet godt for alle detaljerne. Både de sjove, de vovede men særdeles også de perverse.
Vi befinder os i 70’ernes USA; Vietnamkrigen huserer og ligeså gør kærligheden. Vi følger de kendte karakterer: Claudio, som skal giftes med Hero og Benedict og Beatrice, som ikke rigtig vil indse, at de har et øje til hinanden på trods af deres konstante mundhuggeri. Deres mundhuggeri er sågar blevet ekstra understreget ved hjælp af et call-and-response kor, som står i baggrunden og kommer med kommentarer, opvisninger, lyde og lignende til ALLE Benedict og Beatrices samtaler. På den måde virkeliggøres deres ord på bedste vis, hvilket den konstante latter fra publikumsrækkerne kun kan bakke op omkring.
Ens tålmodighed bliver også gentagende gange sat på højspids, når Løjtnant John blev kørt rundt i sin kørestol og båret fra podie til podie. Til podie. Til podie. Eller når Costello går sine nærmest autistiske gangarter rundt på scenen og siger ”OG HOP” ved hvert. Eneste. Hop. Men det fungerer. Og hvorfor? Fordi skuespillerne holder ved og gør det autentisk.
Historiens karakterer samles omkring en nytårsfest, og selv om dette i sig selv er festligt, må jeg tage hatten af for koreograf Dina Fie Lorentzen, som har tilføjet lige dét ekstra til dansene. Skuespillerne danser f.eks. ind på scenen til en surfermelodi og vrikker skiftevis med skuldre og underliv, mens de gør sjove ansigter. Alting er generelt dødsens alvorligt og samtidig kunne det ikke gøres mere useriøst. Det sidder lige i skabet!
Ensemblet udnyttes på bedste vis og rekvisitterne ligeså. Sceneskiftene er f.eks. svære at spotte, da alle hjælper til med at fragte de mange små kasser rundt, som løbende bruges til at bygge scenerne op med. Kostumerne falder sommetider ned fra loftet eller bæres ind. Ja jeg ved nærmest ikke, hvordan resten foregår, for ved de mange sceneskift, bliver fokus genialt fjernet og sat hen på to til tre skuespillere i fronten, som står komisk og synger ”STOR STÅHEJ FOR INGEN…TIIIIIIIIIIIING”.
Hvem skulle for resten tro, at rollen som træ er en af de mest eftersøgte roller? Ikke mig. Men i denne forestilling ER det faktisk noget af det sjoveste. Hver gang historien foregår ude i haven, stiller ensemblet sig op med et lagen kastet sløset over hoved og arme, mens et grønt lys kastes på de levende træer. hvis øjne stirrer rundt i rummet. Dette godt spicet up med fugle-/hvepselyde og en masse publikumslatter. GE-NI-ALT.
Og hvad med sangene? Jo sangene var virkelig ørehængende. Her, flere dage efter, sidder jeg stadigvæk og kan huske melodien til ”Balladen om Hero”, som Claudio synger til Heros falske begravelse. Alle skuespillerne sang faktisk rigtig godt, og så hjalp det også gevaldigt på det hele, at der var en del dygtige dansere iblandt ensemblet. Det er altid dejligt, når der både er øje- og øreguf. Især når vi snakker om musicals! For ikke at nævne skuespillerpræstationerne. Niveauet kan jeg ikke klage over.
Mit eneste ”men” ligger i andet akt. Første akt foregik nærmest på en motorvej, mens andet akt startede op i første gear. Skuespillerne virkede en kende trætte, og call-and-response koret, som havde fyldt en del i første akt, kom først ind senere i andet akt. Desuden var der puttet en jysk dialekt på en karakter, som desværre til tider var utydelig at forstå. Men om ikke andet, blev energiniveauet hevet op igen senere, da sangene kom igen. Herfra fortsatte forestillingen i samme gear helt indtil slut.
Stor ståhej for ingenting må siges at være en mesterlig opførsel af Dramaterne, som de snildt kan være stolte over! Den havde både de klassiske elementer, sex, (music/dance-)drugs og rock’n roll, humor til den store topmedalje og en helvedes masse romantik i luften.
Dramaterne
Gribskov Kultursal
Spilleperiode: 28. juli-4. august 2018
Set den 4. august 2018
Foto: Louise Eriksen
Læs nærmere her:
http://www.dramaterne.dk/forestilling/stor-staahej-for-ingenting/
Medvirkende: Andreas Forné, Laurids Skovgaard Andersen, Linnea Lorenzen Fabricius, Mia Næss Lindgreen, Kasper Lyngkvist Findsen, Thomas Lykke Jensen, Lasse Lind, Kasper Buur Madsen, Thit Aaberg, Morten Wennevold, Peter Boffy Johansen, Sofie Trige, Hannah Palm, Clara Rose Lundberg, Rikke Ahm Hansen og Mathias Sauer
Instruktion: Troells Toya
Dramatisk bearbejdning: Mathias Sauer
Komponist: Peter J. Østergaard
Koreografi: Dina Fie Lorentzen
Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod