Teaterblik: Anbefaling: Syng julen ind og Jul med Det Kgl. Kapel, Det Kongelige Teater

Teaterblik: Anbefaling: Syng julen ind og Jul med Det Kgl. Kapel, Det Kongelige Teater

Af Christian Skovgaard Hansen

 

Tag i Operaen op til jul og lad julefreden sænke sig. Det Kongelige Teater spiller i dagene op til jul de to forskelligartede koncerter: Syng julen ind og Jul med Det Kongelige Kapel.

Syng julen ind er for hele familien, og stemningen er let. Vi får uddrag af musik fra forskellige steder i Europa tilsat fire sange til fællessang (denne aften: Et barn er født i Betlehem, Glade jul, dejlige jul, På loftet sidder nissen og Dejlig er jorden). Det hele bindes sammen af de to konferencier, operasangerne Johanne Bock og Morten Staugaard.

Bedst denne aften er Det Danske Drengekor under ledelse af chefdirigent Emil Ritter og Angelika Wagner på harpe, når de fremfører den engelske komponist Benjamin Brittens ”Ceremony of Carols, 1-10”. Det er enkelt, rent og ikke mindst smukt. Det Kongelige Operakor gør det også godt, og vi får blandt andet ”Nu’ det jul igen”, som du aldrig har hørt den før.

Helt samme højde når bindeleddene ikke. Steven Moore, som er korsyngemester og dirigent for Det Kongelige Operakor er da sjov, når han til slut afsløres som den julemand, som havde lovet at komme, men som konferenciererne ikke kan finde. Han må jo findes, da vi ellers ikke får nogen julegaver. Eller gør vi… En lille pige i salen er i hvert fald af en anden mening med sit bestemte ”Jo!” Men det er desværre her, at Syng julen ind mangler lidt julevarme og julecharme.

Trods det er det dog et dejlig afbræk i juletravlheden, og det kan være en vej ind til den klassiske musik for det yngre publikum.

Jul med Det Kgl. Kapel er derimod en traditionel klassisk koncert. Hele orkestret – under ledelse af Den Kongelige Operas husdirigent Robert Houssart – er samlet på scenen, så vi kan se dem. Det er rart at få ”sat ansigter” på de musikere, som vi ellers ikke ser til operaerne og balletterne, hvor de jo er gemt væk i orkestergraven.

Det er en smuk aften, hvor man kun kan overgive sig til de flotte toner. Alle musikerne er fantastisk dygtige, og de følger musikken med krop og ikke mindst sjæl. Du får ikke serveret alle de klassiske julehits, som du kan høre i radioen. Her er der i stedet plads til de store klassiske værker.

Hele koncerten er som et juleeventyr, hvor vi får serveret den ene godbid efter den anden. Luk øjnene, nyd musikken og lad fantasien flyve med musikken. Særligt Ralph Vaughan Williams’ ”Fantasia on a Theme of Thomas Tallis”, ”Angels we have heard on high” og G.F. Händels ”Rejoice greatly” fra ”Messias” gør indtryk på mig denne aften. Det er her, at musikken næsten kan tage pusten fra dig; hvor du bare sidder stum og lytter betaget.

Denne aften får vi også sopranen Renate Ekerhovd som sanger til en række af numrene. Hendes smukke stemme og musikken går op i en højere enhed, og det er svært ikke at blive begejstret og få et julesmil på læberne.

Jeg kan derfor kun anbefale dig at tage af sted næste år. Sæt dig vel rette i sædet og nyd musikken – og pausen i juleræset. Skal du vælge, vil jeg anbefale, at du tager julekoncerten med Det Kongelige Kapel.

 

Spillede den 21. og 22. december 2018, Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene

Læs mere om koncerterne her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/koncert/syng-julen-ind/

og

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/koncert/jul-i-det-kgl.-kapel/?section=top

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *