Anmeldelse: Mussolinis De 100 dage, Teater Får302

Af Emil Samaras Eriksen

Jeg vidste ikke, at Mussolini skrev dramatik, før jeg så dette stykke. Jeg vidste heller ikke, at Mussolinis stykke, ”De 100 dage”, blev vist i Sverige i 1930’erne, hvor selveste Mussolini blev beskrevet som en ”digter, poet og diktator”! Denne lille historiske detalje foldes ud i Teater FÅR302’s forestilling, der formår at uddybe Mussolini som person i bedste teaterteatralske stil.

Scenen er sat for publikum, og den er vel og mærke lille og personlig. I et hyggeligt sofaarrangement sidder forestillingens tre skuespillere og overvejer netop det absurde ved, at den italienske diktator, der samarbejdede med Hitler, også var en succesfuld dramatiker. Siggi Óli Pálmasons scenografi gør stemningen intim og personlig.

Mussolinis forestilling, ”De 100 dage”, handler om Napoleons fald hundredvis af år forinden. Et fald, som viser sig profetisk for Mussolinis egen skæbne. De tre skuespillere sætter scenen, ved selv at påtage sig forskellige roller og derved genfortælle historien om Mussolini, der skriver sit teaterstykke om Napoleon.

Napoleon er, som Mussolini, en stor leder, der dog udtrykker en svaghed for sin søn, og som – ligesom Mussolini – frygter at blive væltet af de parlamentariske politikere. Forestillingen skifter igennem flere lag af virkelighed, hvor man det ene øjeblik befinder sig i 30’erne med Mussolini og Foranzo, og det andet øjeblik lever med Napoleon (som selvfølgelig er spillet af ”Mussolini” selv). Det kan godt lyde en smule forvirrende, og det er det også nogle gange. Forestillingen gør heldigvis et godt stykke arbejde for at sætte publikum ind i den historiske situation.

Charlotte E. Munksgaards karakter tager en falsk moustache og en regnjakke på og forvandles til selveste Hitler, da ”han” møder Birgitte Prins i rollen som Mussolini. De to diktatorer diskuterer ivrigt, og det hele genfortælles for publikum af Ole Lemmeke, som med levende entusiasme beskriver, hvordan Hitler fik ”lyst til at skyde sig selv”, da Mussolini overgår ham i mængden af arbejdsmoral. Det er humoristisk og underholdende, og behandles med en tydelig afstandtagen til de historiske begivenheder, der beskrives. Fortiden bliver noget levende på scenen, men den genfortælles humoristisk, og stykkets fascister viser sig som nogle sure, specielle individer, der ikke kan enes indbyrdes.

Forestillingen dykker dybere ned i Mussolinis person. Ole Lemmeke spiller Giovacchino Foranzo, en borgerlig dramatiker, som tager til Rom for at hjælpe Mussolini med at skrive sin teaterforestilling. Foranzo er en mand af borgerskabet, som sammen med sin forfængelige kone bekymrer sig om Mussolinis voksende magt. Mussolini forklarer dog Foranzo, at han vil samarbejde med borgerskabet, og betragte hele Italien som én krop, der kan mobiliseres og bruges i kampen mod ydre fjender.

I stykkets handling, 1930’erne, iagttager Foranzo, at den magtliderlige Mussolini er svagere, end han giver sig ud for, og at drømmen om det fascistiske idealsamfund forhindres af (blandt meget andet) de nuværende parlamentariske politikeres magt. Parallelt med denne handling skriver Foranzo og Mussolini deres stykke om Napoleon.

Det skaber en flydende sammenhæng mellem virkelighederne, som dog kan være en anelse forvirrende, idet de tre skuespillere spiller mange forskellige personligheder. Dog er de historiske gengivelser ofte humoristiske og smukt spillet af skuespillerne. Meget af fortællingen består af små historiske gengivelser: En scene på det svenske teater, nogle scener med Foranzo og hans kone, og nogle scener fra Napoleons fald. Den røde tråd er tydelig, men de historiske indtryk kommer som små glimt på scenen, der dog smager efter mere. Jeg fik lyst til at gå hjem og google historien og det er ikke en dårlig ting i min bog. Det hjælper også, at skuespillernes kostumer, designet af Camilla Lind, ser historiske og troværdige ud, på trods af den relativt lille produktionsstørrelse.

Plottet skriver sig selv, i bogstaveligste forstand. For historien er jo allerede skrevet – Mussolini bliver dybt berørt af Napoleons fald, og samtidig rammer den tragiske virkelighed, som ramte diktatoren Napoleon, gradvist også Mussolini. Sammenhængen mellem de to personligheder er så åbenlys, at selv Mussolini i stykket virker klar over, at hans fremtid er dyster. Det interessante her er dog ikke bare Mussolinis forfald, men også hvordan Foranzo konfronteres med sin rolle som medskriver til en diktators våde drøm. Først virker han til at være i benægtelse, men bliver sidenhen fuldstændig pacificeret, og endelig dybt uberørt, da hans kone fortæller ham, at Mussolini er død. Selv Mussolinis spøgelse kan ikke få ham til at fjerne fokus fra sin mad!

Foranzos reaktion på Mussolinis død er interessant, fordi den belyser både, hvordan Foranzo, som en del af borgerskabet, pacificeres og afkobles fra den (barske) virkelighed, Mussolini skabte for sit folk. Foranzo er nødt til at ”frakoble” sig selv for ansvar, fordi han måske ikke troede, at han havde et valg om at deltage til at starte med. Således blev han en del af Mussolinis uundgåelige fald, som Mussolini selv skrev i sit eget teaterstykke: Historien om en diktator, der blev forrådt og fortabt.

Forestillingen præsenterer en tydelig tese om, at Mussolinis invasion af Etiopien fører til det bundløse hul, som er imperialismen. Det tvinger Italien til at stå ved Tysklands side – og således knuser fascismen sig selv, eftersom de taber verdenskrigen. Eller gør den? Da tæppet trækkes for, står Mussolini stadig på scenen, og advarer om fascismens uundgåelige sejr. Alligevel har vi set 1,5 time om den selvsamme fascist, der skriver historien om sin egen undergang. Det giver stof til eftertanke, og stiller ubesvarede spørgsmål om menneskets fremtid.

Stykket udfolder således store dele af Mussolinis ideologi, hvilket jeg i hvert fald syntes var interessant. Stykkets dramatiker, Lucas Svensson, udtaler blandt andet i folderen til stykket, at disse politiske temaer fortsat er relevante i vores nutid, hvilket jeg ikke er uenig i. Denne sammenkobling mellem fortid og nutid kommer dog ikke synderligt til udtryk i stykket, så publikum må selv indsætte sin egen viden om nutidens politiske drama, for at forstå Svenssons pointe. Hvis man forventer en tydelig allegori til moderne politik, som beskrivelsen af stykket lidt lækker op til, vil man blive skuffet – men forestillingen leverer så meget andet.

Mussolinis De 100 dage er et intimt teaterstykke, hvor de tre skuespillere bærer publikum rundt i en historisk manege, med intriger, magtdrama og politiske overvejelser. Det kan være en smule forvirrende, men i sidste ende virker forestillingen rigtig godt, netop fordi den zoomer ind på en bestemt historisk finurlighed – nemlig forholdet mellem Mussolini og Napoleon samt Foranzo og andre karakterer. De symboliserer alle mennesker med magt, der tager afgørende valg i en skæbnesvanger tid. Til de politisk nørdede, eller dem, som nyder en intim forestilling, kan jeg klart anbefale at tage forbi Teater FÅR302.

TEATER FÅR302, Toldbodgade 6-8, 1253 København K

Spilleperiode: 24. marts-13. april 2019

Set den 27. marts 2019

Fotos: Søren Meisner

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Mussolinis De 100 Dage

Medvirkende: Birgitte Prins, Charlotte E. Munksgaard og Ole Lemmeke

Instruktør: Egill Pállson

Dramatiker: Lucas Svensson

Lyddesigner: Klaus Risager

Lysdesigner: Mads Lindegaard

Rekvisitør: Stine Skovgaard Worsøe

Kostumier: Camilla Lind

Scenograf: Siggi Óli Pálmason

Varighed: Ca. 90 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod