Anmeldelse: 3 x Beckett, Østre Gasværk Teater
- By: Christian Skovgaard Hansen
- On:
Af Christian Skovgaard Hansen
Østre Gasværk Teaters forestilling ’3 x Beckett’ består, som titlen antyder det, af 3 af den irsk-fransk forfatter Samuel Becketts tekster. I første akt får vi serveret ’Ikke Jeg’ og ’Hva’ Joe?’, mens vi i anden akt får ’Krapps sidste bånd’.
Sidstnævnte er sammen med ’ Vi venter på Godot’ og ’Slutspil’ nok de af hans tekster, som flertallet kender bedst, og begge har været opsat med jævne mellemrum – denne anmelder har i privatregi set ’Krapps sidste bånd’ på Det Kongelige Teater i 2015 og ’Mens vi venter på Godot’ på Folketeatret og ’Slutspil’ på Teatret ved Sorte Hest i 2013.
Lad mig sige det med det samme: Becketts tekster er – og ofte opsætningen af dem – ikke nødvendig lige til at gå til. Det kan derfor være, at du i nuet er en smule forvirret, men når teksten har bundfældet sig, og du måske har sovet på den, står de noget klarere. En interesse for teater og moderne – og til tider anderledes – litteratur er en fordel.
Becketts tekster balancerer på en knivsæg mellem det humoristiske, det alvorlige og det absurde. Grundtemaerne i Becketts tekster er ofte tid, venten og tiden oplevet som ventetid, og hvordan mennesket reagerer i denne (vente)tid. Teksterne kan i øjeblikket virke sorte og alt andet end rationelle; de omhandler virkeligheden, men ikke hvordan den egentlig ser ud, men nærmere hvordan den føles og bør (burde) leves, og hvor svaret på livet ikke nødvendigvis gives. Ved nærmere eftertanke har vi garanteret selv oplevet nogle af disse følelser – hvis ikke på egen krop endnu, så i omgangskredsen.
Morten Grunwald, som var med til at grundlægge Østre Gasværk Teater, er nu tilbage på teatret – som skuespiller på teatret for første gang og som instruktør. Grunwalds glæde og passion for Beckett mærkes tydeligt, og den giver en lyst til selv at udforske Beckett.
Det hele spiller i Østre Gasværks foyer, hvor der til denne forestilling er plads til ca. 150 publikummer. Størrelsen og scenerummet passer perfekt til Becketts forestillinger, der bør spilles i mindre, lettere intimt scenerum, hvor vi er helt tæt på teksten, tiden og reaktionen. Men husk en varm trøje – der var denne aften en kende køligt i foyeren!
Lyset slukkes, og det er bælgravende mørkt – tavsheden brydes af en kvindestemme, der først relativt stille taler, men meget hurtigt stiger og stiger tempoet. Teksten som sådan er måske relativt lille og beskeden, men det er med at holde ørene stive for at få det hele med. Vi ser ikke kvinden, Ellen Hillingsø, bag stemmen – vi ser alene munden med de røde læber. Trods tempoet gør Hillingsø alle ordene tydelige i ’Ikke Jeg’.
Du hører alle ordene om kvindes liv, men du forstår formentlig ikke det hele med det samme. Da lyset fader ud igen, fortsætter stemmen i et stadigt højt tempo. Hun har alt på hjerte, og alligevel rummer ordstrømmen også en masse tillæg. Monologen varer kun godt 10 minutter, men vi når næsten hele hendes livshistorie. Det er som om, at kvinden alt for længe har ventet på en tilhører, så hun ikke ved, hvor hun skal starte eller slutte.
Herefter overtages scenen af Morten Grunwald som Joe. I venstre side af scenen sidder han iført sin slidte slåbrok på en gammel seng. Her ser vi ham i profil, mens en storskærm i højre side af scenen går tæt på ham og hans udtryk. Grunwald siger ikke selv et ord, mens hans mimik siger alt. Vi oplever den sårbare mand, Joe, hvis liv ikke har formet sig helt, som ventet. Alt i mens hører vi Ulla Henningsens hårde ord i en monoton strøm: ”Hva’ Joe? …”, mens Joe, som har ventet alt for længe, viser sin skrøbelighed og den opløsning, som er på vej.
I ’Krapps sidste bånd’ er Tommy Kenter den aldrende hr. Krapp. Her viser Kenter, at han er meget mere end den til tider lettere højtråbende og fjollede mand, og han viser, at han er en glimrende karakterskuespiller. Ansigtet er lagt i de rette folder, og øjnene bedrøvede. Krapp lytter til livets bånd på den gamle spolebåndoptager – kasse 3, spole 5 er målet. Krapp gennemlever spolens – og livets – dagbogstekst, og vi følger denne rejse i hans mimik og udbrud.
Men snart er det tid til det sidste bånd. Der var engang, og spørgsmålet er nu, hvad der egentlig er. Intet. Krapp er endt fordrukken og fejlslagen, og han har ventet hele livet på dette øjeblik. Østre Gasværks rå og lettere dystre mure er som skabt til gennemgangen af hans liv.
’Ikke Jeg’ og ’Hva’ Joe?’ er begge instrueret af den erfarne Beckett-instruktør Walter Asmus, mens ’Krapps sidste bånd’ er instrueret af Morten Grunwald. Alle tre iscenesættelser er tilpas stringente og dog sårbare. Perfekt!
Forestillingen ’3 x Beckett’ er ikke for alle – men vil du prøve noget anderledes, og vil du have et indblik i Becketts forfatterskab er det en glimrende forestilling at starte ud med, inden du f.eks. giver dig i kast med ’Mens vi venter på Godot’, ’Slutspil’ eller en af hans mindre kendte tekster.
Når du forlader Østre Gasværks foyer, er hovedet fyldt, og det kan være svært at finde hoved og hale i aftenens tre tekster. Det er ikke letfordøjelig og underholdende teater. Men ved nærmere eftertanke, mens tiden går, og man venter på bussen eller toget hjem, begynder man at forstå det Beckett’ske univers.
Bliv endelig ikke skræmt væk!
Østre Gasværk Teater, Foyerscenen, Nyborggade 17, 2100 København Ø
Spilleperiode: 23. januar-21. februar 2017
Set den 23. januar 2017
Fotos: Christina Hauschildt
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.gasvaerket.dk/forestillinger/3-x-beckett/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod