Anmeldelse: 4:48 PSYCHOSIS, Aarhus Teater

By: Trine Kinch
On: 6. november 2018

Af Trine Kinch

Den britiske dramatiker Sarah Kane, efterlod sig 4:48 PSYCHOSIS, da hun i en alder af 28 år tog sit eget liv. Stykket blev første gang opført i 2000, et halvt år efter Sarah Kanes selvmord. Nu spiller det på Aarhus Teaters scene STUDIO, i en fortolkning af huskunstnerne instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrt. Forestillingen handler om en ung kvinde på vej ind i en psykose. Kvinden føler sig utilpas i verdenen, og hun er plaget af angst, tomhed og smerte. Hun søger på én gang svar på, om hun er syg, og hun er på samme tid desperat efter at føle sig rask.

Publikum lukkes ind i salen, som hverken rummer publikumspladser eller et markeret scenerum. Vægge, gulv og loft er hvidmalede, og den eneste egentlige scenografi består i en række lysstofrør som hænger ned fra loftet. Nysgerrigt placerer publikum sig i rummet og kigger både høfligt og spørgende på hinanden. Så begynder det: Døren smækker i og skuespillerinde Mette Døssing står foran døren iført sort tøj og elefanthue. Stemningen er etableret, og herfra bliver det ikke mere behageligt.

Mette Døssing er den eneste skuespiller på scenen, og hun gør det forrygende. Hendes nærvær og inderlighed krydret med hendes ekspressive temperament og hendes fysiske arbejde imponerer i den grad. I stykket optræder en kvinde og en læge. Mens Mette Døssing spiller kvinden, spilles lægen af publikum via højtalere hængt om halsen på dem.

Brugen af højtalerne er en af stykkets mest spændende elementer. Ca. 20 publikummer fordelt i rummet, udstyres med en højtaler om halsen. Herfra afspilles en del af lægens replikker. Replikkerne er brudt op og spilles skiftevist og tilsyneladende uden system. Flere gange forstærkes også kvindens åndedrag gennem publikums højtalere, og på den måde bliver publikum også en del af kvindens fysiske ubehag.

Grebet gør ikke bare publikum til en aktiv del af stykket, men skærper også publikums opmærksomhed på hinanden. Vi konfronteres både med vores tilstedeværende i det rent faktiske rum og i den situation som udspiller sig. Det fungerer virkelig godt! Det er både tankevækkende og meget ubehageligt, at være en del af så stor en gruppe af mennesker, som stille ser til, mens hovedkarakteren nedbrydes foran øjnene på en.

Scenografien består som tidligere nævnt af enkelte elementer. Udtrykket er stilrent og råt og publikum bliver en fast del af helheden. Scenografien danner et abstrakt ikke-sted, som jeg på én gang ser som udtryk for kvindens indre, og som hendes blik på verden. Det synes at være det eneste sted, hvor hun kan eksistere.

Teksten er gribende og poetisk, men selvom jeg fornemmer, at der er gjort et stort arbejde med formidlingen af den, oplever jeg den stadig som svær at holde hoved og hale i, og det gør desværre ikke noget godt for min oplevelse. Jeg bruger meget tid på at lytte efter pointer, og stykket føles til tider meget langt.

Sargun Oshana og David Gehrt stod i sidste sæson bag de tre forestillinger “#amlet’”, ”Momentet” og ”Lav sol” på STUDIO. Både brugen af publikum og rummet, samt flere af de koreografiske greb som bruges i forestillingen, ligner eller er direkte kopier af greb set i huskunstnernes tidligere forestillinger. Selvom det virker, når Mette Døsing løber rundt langs væggene, på samme måde som Simon Mathew gjorde det sidste efterår, er brugen af de refererende greb lige stor nok til min smag.

4:48 PSYCHOSIS er en barsk og ærlig forestilling, om hvor svært det kan være at leve.

Aarhus Teater, STUDIO, Teatergaden 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 3.-30. november 2018

Set den 3. november 2018

Fotos: Anna Marín Schram

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1819/448-psychosis/

Medvirkende: Mette Døssing

Dramatiker: Sarah Kane

Oversættelse: Morti Vizki

Iscenesætter: Sargun Oshana

Scenograf: David Gehrt