Anmeldelse: Aarhus Revyen 2025, Hermans i Tivoli Friheden (Aarhus Revyen)

Anmeldelse: Aarhus Revyen 2025, Hermans i Tivoli Friheden (Aarhus Revyen)

Af Lea Thalund og Christian Skovgaard Hansen

Man siger, at tredje gang er lykkens gang, og det er så sandelig rigtig for Aarhus Revyen i år. For tre år siden startede Mikkel Schrøder og Christine Astrid revyen op igen i Århus. De sidste par år har den høstet fine, men ikke prangende anmeldelser, men i år 2025 tyder det på, at de for alvor kan blive markeret på det danske revykort. Revyen i år er både fængende, musikalsk, humørfyldt og med en satire, som (næsten) altid rammer godt ind.

På scenen flankeres Mikkel Schrøder og Christine Astrid i år af gengangerne fra revyen 2023 Carsten Svendsen og Szhirley samt Lone Rødbroe fra revyen i 2024, og som ny mand, på den aarhusianske revyscene, er Troels Malling også blevet en del af holdet. Alle kommer de med hver deres charme og timingfyldte satiriske leveringer i Birgitte Næss-Schmidts tempofyldte iscenesættelse.

Rødbroe leverer således den mest charmerende om end også irriterende østjyde med den tykkeste dialekt, der blot forsøger at hjælpe et forvirret par i den rigtige retning i Århus, og hun er skøn som kvinden, der nu er kommet i overgangsalderen og dermed kan alt, så de på den måske kan blive forsvarets nye stærke våben! Svendsen giver revyen et friskt pust med en selvskreven sketch, som til tider ikke er den skarpeste, om woke Jesus, der på sin egen måde sætter folk på plads. Malling leverer en flot og særdeles velspillet akavet præstation som den humørforladte teolog, der vil belære publikum om humorens grundformer.

Schrøder får æren af aftenens mest seriøse nummer om alt det, Danmark og EU har gjort for USA – ”uden regning”. Teksten indeholder humorfyldte elementer, men med seriøsiteten lurende lige under overfladen. Sidst men ikke mindst beviser Astrid, hvordan kvinder er i stand til at multitaske på fornemmeste vis, ved at holde gang i en håndfuld forskellige telefonsamtaler samtidig.

I midten af scenen huserer bandet, som også får et par bemærkninger i løbet af aftenen. Generelt er Aarhus Revyen 2025 gennemmusikalsk, og kapelmester Rasmus Friis Tvørfoss spiller fængende og levende, så energien holdes oppe. De mellemliggende jingler binder de forskelligartede sketchens sammen og leveres klangfuldt af sangerne Lene Nørrelykke og Frederikke Viskum.

Bandet kommer for alvor på prøve ved første akts afslutning. Aarhus Revyen har trukket en gammel klassiker op af hatten, og som efterhånden er blevet et fast element hos Schrøder/Astrid. Et parkeringsmedley med numre af musikere fra Århus leveres i et heftigt tempo, overraskelser til publikum og – formentlig – rekorden for flest kostumeskift i et nummer. Vi runder således både Gnags Peter AG, der kommer akavet hoppende ind, Stefen Brandt, Marie Key, Sanne Salomonsen og mange flere. Nummeret bliver leveret skarpt flot, og det rammer de steder, hvor det virkelig gør ondt i Aarhus. Desværre går medleygenren og brugen af aarhusianske musikere igen i anden akt, hvilket tager lidt af pusten af et ellers velspillet og velsunget koncept.

Selvom der er mange velfortjente roser i år til Aarhus Revyen, falder et par af deres numre igennem tekstmæssigt, men de reddes heldigvis i land af det knalddygtige hold. Schrøder lægger for land med en kort standup lignende sekvens, der lige gennemgår det året, der er gået, som helt tydeligt er skrevet og placeret med den intention, at skuespilkollegaerne skal nå at skifte tøj. Ligeledes er Szhirleys Melania Trump-sketch ikke aftenens højdepunkt. Teksten halter flere steder og ordene drukner flere steder i den østeuropæiske og amerikanske dialekt, som lægger sig til karakteren. Kostumefolket har dog gjort en fantastisk stykke arbejde med at genskabe den enorme hat fra hendes mands indsættelse.

Åbningen af anden akt med et sammensurium af forskellige gameshows og realityprogrammer, bliver et rodet sammensurium af referencer, og satiren drunkner i forsøget på at indkapsle alt fra ”Den store bagedyst” til ”Den Sorte Svane”.

Aarhus Revyen 2025 har i år lavet en gedigen velspillet og velskrevet revy, der følger med tiden. Den er hårdtslående, til tider lige på grænsen, men fanger også essensen af de ting, som er vigtige at grine af. Musikken og hele holdet er i top, så man tilgiver, at ikke alle tekster er lige stærke.

Aarhus Revyen

Hermans i Tivoli Friheden, Skovbrynet 5, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 4. april-10. maj 2025

Set den 4. april 2025

Fotos: Christian B [MFF] // Yellows

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://aarhusrevyen.dk

Medvirkende: Troels Malling, Lone Rødbroe, Szhirley, Carsten Svendsen, Christine Astrid og Mikkel Schrøder

Kor: Lene Nørrelykke og Frederikke Viskum

Kapelmester: Rasmus Friis Tvørfoss

Band: Rasmus Friis Tvørfoss, Stephen Nørrelykke og Jakob ’Jønne’ Juel

Tekst og musik: Mikkel Schrøder, Christine Astrid, Silja Uldal, Rasmus Friis Tvørfoss, Michael Christiansen, Vase & Fuglsang, Troels Malling, Richard Rogers, Birgitte Næss-Schmidt, H.C. Lumbye, Lone Rødbroe, Carsten Svendsen, Szhirley, Harlan Howard, Peter Belli, Jacob Weble, Bisgaard & Søndergaard, Thomas Helmig, Wikke & Rasmussen, Kasper Gattrup, Kristian Jensen, Stephen Nørrelykke m.fl.

Iscenesætter: Birgitte Næss-Schmidt

Scenograf: Mikkel Schrøder og Johannes Ørum

Kostumier: Vibeke Valeur

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *