Anmeldelse: Djøf med Løgn – Per Helge elsker bureaukratiet, Bremen Teater (United Stage)
Af Christian Skovgaard Hansen
Per Helge Sørensen – eller blot Per Helge – er civilingeniør, embedsmand, forfatter og komiker. Efter en karriere i embedsværket begyndte han at optræde med comedyshows, der – mildt sagt – rister djøf’erne. I 2013 havde han premiere på det første show “Djøf med løg(n)”, og showet er har siden i 2015, 2017 og 2023 fulgt op med nye shows, og nu i 2025 er vi kommet til det femte show Djøf med løgn – Per Helge elsker bureaukratiet.
Per Helge sætter igen fokus på djøf’erne, embedsværket, mere eller mindre kløgtig ledelse, ditto beslutninger og ikke mindst bureaukratiet. For der er ingen tvivl om, at den offentlige sektor er en ganske stor størrelse – og skuden kan være svær at vende. Og der er heller ingen tvivl om, at bureaukratiet og antallet af de embedsmænd (m/k) de seneste mange år kun er vokset og vokset i antal.
Det lyder måske lidt tørt med en forestilling om at være djøf’er. Og man kan spørge sig selv om, hvorvidt der nu virkelig er stof nok til endnu et show. For at svare på det sidste først, så er svaret et rungende: ”Ja!” Den offentlige sektor med alle dens følger er ikke ligefrem blevet mindre, og der prøves mange forskellige mere eller mindre obskure ”eksperimenter” i forvaltningen, så alt naturligvis bliver bedre. Bemærk, hvordan flosklerne står i kø!
Bag al komikken og Per Helges flyvende stil gemmer der sig også en vis grad af alvor og ikke mindst realitet. Dét er det egentlig skræmmende. Når vi sidder i salen på Bremen Teater, er det nærmest som, at vi får snakken, brokkeriet og problemerne, som djøf’erne får henover kaffemaskinen, i kantinen etc.
Og svaret på det første spørgsmål er, at det ikke er så tørt, som det lyder. Det skyldes primært Per Helges levende comedy-fortælling og den omkringliggende historie, som flertallet af salens djøf’ere kan nikke genkendende til. Det er netop denne genkendelse fra djøf’ernes egen hverdag, der rammes lige på kornet. Har man først været djøf’er i flere år, har man prøvet en række af de uhyrligheder, som Per Helge omtaler – ikke bare i dette, men også i de tidligere shows.
“Indpakningshistorien” er ny, men ellers er meget i stil og format ved det gamle, og ligesom de foregående shows fungerer formatet, når systemet sættes under lup, alt imens leverpostejshverdagen og Per Helges egne historier og oplevelser flettes ind, så historierne bliver til én historie, der får et ganske reelt præg – omend de naturligvis ofte er en smule overdrevne…
Denne gang er Per Helge stadig djøf’er i en unavngiven kommune. Her er det afbureaukratiseringen, der er i fokus. Sådanne strategier kender de fleste djøf’ere til, og lige så mange djøf’ere kender dem mange tomme ord og løfter, som aldrig bliver gennemført. Man kan man mon afbureaukratisere noget, der aldrig har været der…?
Men han er også stadig far – Spelt-far, der tager AULA, trivselsgruppe, legeaftaler og faste regler ganske alvorligt – der uforvarende kommer med i en ”herregruppe” med Ferrari og lidt deres egne regler. I denne gruppe bliver Per Helge ”konsulenten”, hvilket ikke helt er løgn, men jo absolut ikke sandheden. Men det er jo ikke fint at arbejde i det offentlige, endsige at være djøf’er i denne nye gruppe. Per Helge møder her sine modsætninger, og til en start er han fascineret og fristet af denne nye gruppe, som han er blevet en del af, men mod slutningen finder han tilbage til ”sit” (”vores”) eget reservat. Komikken er stadig høj i djøf-land, men den får endnu et nøk opad, når han har fri!

Det er også her, at det svære lidt er. For nok er der – stadig – stof nok til at skildre djøf’ernes hverdag, men det bliver også lidt ensformigt. Nok skal comedy’en være der, men det ville til tider ikke have skadet at gå et spadestik dybere og/eller riste dem, der bestemmer endnu mere.
Indrømmet – jeg er måske en smule farvet. For når jeg ikke er teateranmelder, er jeg blandt andet også embedsmand ansat i centraladministrationen, og ja, jeg er også medlem af Djøf. Det er flertallet af publikummerne denne aften i Bremen Teater formentlig også, og at dømme efter reaktionerne i salen er genkendelsen af emnerne –også i år – stor!
Med Djøf med løgn – Per Helge elsker bureaukratiet er Per Helge tilbage i topform med et show med højaktuelle problematikker. Det er i høj grad Per Helges historiefortælling med sin naive embedstilgang og rustikke djøf-tilgang, hvor alle emner får en tur gennem rystemaskinen, der gør, at vi endnu engang holder ved og både griner og skræmmes af showets historier.
Showet er ganske klassisk Per Helge-comedy, der rusker op i djøf’erne og deres (vores!) egen forståelse! Enhver djøf’er eller politiker, gerne med en vis portion selvironi og selvindsigt i, at Djøf-land måske ikke altid er lykken, burde tage ind og se showet. Mon ikke at der kan forandres noget…
United Stage
Bremen Teater, Nyropsgade 39-41, 1602 København V
Spilleperiode: 8.-12. april og 29. april-1. maj 2025
Forestillingen også i Magasinet i Odense den 6. maj 2025, i Musikhuset Aarhus i Århus den 7. maj og 14. maj 2025 og AKKC i Aalborg den 13. maj 2025
Set den 8. april 2025
Foto: Pressefoto
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Af og med: Per Helge Sørensen
Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod
