Anmeldelse: Alle sømænd er glade for piger, Dronning Dorthea Teatret

Af Sanne Halkjær Hebsgaard

Mange danskere kender muligvis filmklassikerne ”Een pige og 39 sømænd” og ”Martha” om livet til søs. Det gør jeg i hvert fald. Og det fremgår tydeligt for mig, at det blandt andet er disse film, der har inspireret denne forestilling.

Selve handlingen er let forståelig. Alf, der bliver en del af skibet Mariannes besætning, bliver dybt forelsket i den smukke og uskyldige Susanne, og hun ligeså. Desværre har de begge svært ved at få gjort klart overfor hinanden, at de utroligt gerne vil have hinanden. Da Alf så overbringer Susanne den skæbnesvanger besked, at han et halvt år drager til søs, knuses Susanne, og så er kontakten mellem dem umiddelbart brudt for evigt. Men efter to år møder Alf og Susanne endeligt hinanden igen. Og uden at afsløre for meget, så ender dette møde i sidste ende lykkeligt.

Selve historien er i sig selv fin nok, men siden sådan en kærlighedshistorie er blevet gengivet i mange forskellige forestillinger, er den egentligt rimelig forudsigelig. Det hjælper derfor, med de forskellige sange der er blevet taget i brug, til at gøre forestillingen lidt mere original og spændende.

Hovedrolleindehaverne Mathias Jensen og Laura Krogsgaard Schrøder spiller super godt sammen. Henholdsvis Alf og Susanne er meget akavede og generte, når de mødes, men Mathias Jensen og Laura Krogsgaard Schrøder formår, at skabe et fint billede af den forelskelse, de oplever, og alle de tanker der flyver igennem deres hoveder. Samtidigt virker de meget fortrolige med hinanden, og det gør selve deres kærlighedshistorie gennem forestillingen endnu mere troværdig. Derudover er de begge meget stærke sangere, og deres stemmer passer utroligt godt sammen, når de i ny og næ synger en duet sammen.

Handlingen kunne sagtens have foregået i ’60-erne, og det synes jeg faktisk også, er det mest logiske. Det synes jeg især på baggrund af kostumerne. Kostumerne er meget enkelte, hvor kvinderne er iført fine skørter, og mændene er iført de klassiske matrosuniformer. Men ikke langt inde i forestillingen bliver en smartphone taget i brug, og den bliver brugt op til flere gange i forestillingen. Det billede jeg bliver præsenteret for, passer lige pludseligt ikke for mig, i forhold til at smartphonen gør forestillingen meget mere nutidig, end jeg lige havde regnet med. Derudover er en af skuespillerne i første akt klædt i jeans og en rullekrave, som for mig ligner, at han lige er trådt op på scenen i sit private tøj. Hans kostume passer i mine øjne helt fint sammen med det faktum, at der blev brugt smartphones på scenen, men i et helhedsbillede med de andre skuespillers kostumer, passer det slet ikke ind.

Forestillingen bliver fint bundet sammen af kendte danske sange, som alle passer ind i en sømands univers. Jeg synes, at alle sange virker nøje udvalgte, og de passer alle ind det der foregår. Og for mig at høre, er størstedelen af skuespillerne også stærke sangere, som på hver deres måde gør et indtryk på mig. Især vil jeg fremhæve Thomas Johannes Larsen som blandt andet synger sangen ”Susanne, Birgitte og Hanne”. Denne sang formår han at synge med en sådan interaktion med publikum, at jeg ikke andet kan end at smile. Derudover har han en fantastisk kontrol over sin sangstemme, og det kan tydeligt høres.

Dog synes jeg, at det er synd, at alle skuespillerne er iført microportere, og at microporterne kun er i brug, når skuespillerne synger. Jeg er med på, at når der er et band, der spiller med, så skal skuespillerne også have lyd på, for at niveauet er perfekt. Jeg oplever det blot som et forstyrrende element, at skuespillernes stemmer bliver nedsat i volume, når deres microporter slukkes som følge af, at de nu er færdige med at synge, og derfor nu ”kun” skal snakke. Det er selvfølgelig helt naturligt, at skuespillernes stemmer ikke kan være højere, når det ikke går i deres microporter, men dette kan undgås ved at tænde microporterne, når skuespillerne har deres replikker.

Selve historien om hvor kejtet og nærmest ubehageligt det er at være forelsket, er altid betydningsfuld og let genkendelig for mange. Det er for mange nemt at sætte sig i de forelskedes sted, og opleve hvordan de prøver sig frem i kærlighedens labyrint. Denne historie er næsten altid med til at skabe rammerne for en feel good-forestilling, og det er den i den grad også med til her.

Dronning Dorthea Teatret, Zahnsgade 53, 6000 Kolding

Spilleperiode: 3. april-11. maj 2019

Set den 25. april 2019

Foto: Peberman

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://dorothea.dk/alle-soemaend-er-glade-for-piger/

Medvirkende: Mathias Jensen, Laura Krogsgaard Schrøder, Thomas Johannes Larsen, Laura Henriette Andersen Bager, Marco Goth Thorsen, Iben Marie Lindquist Jensen, Christina Britten, Johanne Vissing Majgaard, Lasse Lauridsen og Tove Bjørn Jensen

Manuskript: Marco Goth Thorsen

Instruktør: Marco Goth Thorsen

Voice coach: Sørine Bager

Scenograf: Helmer Kristensen

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse: Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik, Teater DanneBro

Af Jacobe Orry ”Faderen og Sønnen – sandhedens øjeblik” henvender sig til det opmærksomme ...

Anmeldelse: Døden kører Audi, Odense Teater

Af Mette Herschend   Min første tanke er, at en lille scene med kun ...

Anmeldelse: Kerteminderevyen 2019, Tornøes Hotel (Kerteminderevyen)

Af Daniel Lassen Kerteminderevyen har de sidste tre år vadet i succes, og derfor ...

Anmeldelse: Sylfiden, Pantomimeteatret (Tivoli Ballet Teater)

Af Henriette Devantier   Sylfiden er en af de helt store balletklassikere af vores ...