Anmeldelse: ULTIMATUM, Holbæk Teater

Af Anja E. H. Poulsen

Stemningen er rå og intens, som man sidder i publikum og ser op på en lille scene uden rekvisitter foruden to stole og en stor skærm. Iblandt publikum er tørlagte alkoholikere, venner og familie til de medvirkende samt personer som dig og mig, der måske har været berørt af alkoholisme. Instruktøren Kristoffer Møller Hansen beder publikum om at slukke sin telefon og være fuldt til stede. Dette er ikke teater, men en virkelig historie.

ULTIMATUM er ikke et klassisk skuespil. Teatret præsenterer det som en ”teaterdokumentar”, hvor det er virkelighedens hovedpersoner, der selv står på scenen og fortæller deres egen historie – en historie som er sat i scene med teatrets virkemidler og instrueret af en professionel skuespiller og instruktør. Her er virkelighedens hovedpersoner Henrik Halby og hans datter Julie Halby.

Stykket indledes med en video, akkompagneret af et stykke sorgfuld musik. Henrik og Julie træder ind på scenen. Der er ingen smil at se. Dette er alvor. Spotlightet finder Henrik, og energien svulmer op i ham. Han snakker højt og alvorligt, som han begynder på sin historie ”Da jeg var en lille dreng…”.

I Danmark vokser ca. 120.000 danske børn og unge op i familier med alkoholproblemer, og hver tredje dansker har et menneske med et alkoholproblem i familien – enten i kernefamilien eller blandt andre familiemedlemmer. Henrik er søn af en voldelig alkoholiker og bandemedlem, og han svor, at han aldrig ville blive som sin far. Desværre blev dette ikke tilfældet, og Julie måtte derfor se sin barndom ødelagt.

Henrik sætter sig ned og spotlightet finder nu Julie. Også hun starter helt fra starten ”Jeg kan huske, hvor stolt jeg var af min far, da jeg var helt lille”. Julie beretter om de gode minder, der trods alt var i hendes spæde år, og på skift fortæller Henrik og Julie deres hudløst ærlige historie, der viser hvordan misbruget hos Henrik blot blev værre og værre år for år. På et tidspunkt, hvor Henrik beretter om det mest grusomste, han har forvoldt Julie, sidder jeg og græder. Det samme gør min ledsager og personen ved siden af hende. Dette er ikke teater for de sarte.

ULTIMATUM rører ved noget i os alle, hvilket var tydeligt ved spørgerunden efter stykket og i bilen hjem efter forestillingen. Dem, der har haft alkoholisme inde på livet, kan relatere sig til fortællingen, og endda finde trøst i at man måske ikke havde det så slemt, som man troede dengang. Endnu andre kan se stykket og finde håb i, at selv når det rene ondskab agerer, så kan det knuses med kærlighed.

Da Henrik og Julie til sidst omfavner hinanden, får de straks stående klapsalver af et publikum med tårer i øjnene, og en efterfølgende hyldest af instruktøren, der gerne vil takke dem for deres mod og indsats. Henrik og Julie har både hjulpet alkoholikere i behandling, på grund af deres teater, og andre personer til at finde modet, til selv at stille et ultimatum hjemme hos dem selv.

På en måde er dette ikke en happy ending, selvom det godt kan lyde sådan. Julie har tilgivet sin far og arbejder sammen med ham i dag for at hjælpe andre, men forholdet er stadig skrøbeligt, og vil måske altid være det. Stadig efter 100 forestillinger ligger smerten dybt i dem begge – dette er tydeligt – og sårbarheden ditto – det vil kun tage én fejltagelse fra Henrik for, at han mister det hele igen.

Holbæk Teater, Vimmelskaftet 27, 4300 Holbæk

Spilleperiode: 25. april 2019 (Forestilling nr. 100)

Turnéforestilling

Set den 25. april 2019

Fotos: Mie Neel

Medvirkende: Henrik Halby og Julie Halby

Instruktion: Kristoffer Møller Hansen

Varighed: Ca. 60 minutter med efterfølgende spørgsmål i ca. 15 minutter (uden pause). Fra 12 år i følge med en voksen.

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod