Anmeldelse: Amadeus, Det Kongelige Teater

Anmeldelse: Amadeus, Det Kongelige Teater

Af Laura Munk Christensen

Peter Shaffer og Milo Formans film ”Amadeus” fra 1984 er et mesterligt og meget anerkendt indblik i komponisten Mozarts liv, fortalt af hans musikalske rival; Antonio Salieri.

Amadeus på Det Kongelige Teater er en stort set direkte adapteret udgave af denne historie med meget få ændringer til handling og manuskript. Og det er netop kendskabet til filmen, som kan være afgørende for éns personlige dom over stykket – for havde jeg ikke set og elsket filmen, så var jeg blevet langt mere imponeret over teaterstykket. Mange yngre teatergængere har måske ikke set denne film, og derfor vil historien i Amadeus sandsynligvis stå langt stærkere i det tilfælde.

Helt kort handler historien om hofkomponist ved den østrigske kejser, Antonio Salieri, der hele sit liv har higet efter storhed og berømmelse. Da han endelig er ved at opnå sin ønskede status, opdages et ungt talent: Wolfgang Amadeus Mozart. Salieri rammes af stor jalousi og gør alt i sin magt for at knuse den unge Mozart, så han kan overvinde sin egen evige middelmådighed. Historien er baseret på rigtige mennesker og rygter fra tiden, men ikke påviste begivenheder.

Men lad os starte med det gode: musikken, det visuelle udtryk og Søren Sætter-Lassen. Disse tre tilsammen er i sig selv næsten nok grund til at se Amadeus.

Musikken er naturligvis primært Mozarts store værker – ”Figaros Bryllup”, ”Don Giovanni”, ”Tryllefløjten” – og denne musik er fantastisk smuk. Den bliver i Kasper Holtens opsætning gjort endnu mere levende og nærværende ved at lade Det Kongelige Kapel komme op på scenen og befinde sig blandt spillerne. Musikken er ikke bare baggrundslyd til historien, men en central del, som kommer i front og fortæller selv, både i de mere stille, instrumentale numre og i opera-uddragene, hvor vi både får skuespillere, musikere, sangere og dansere i en veludført kvartet. Fantastisk smukt og effektfuldt.

Scenografien – skabt af en af Det Kongelige Teaters faste scenografer, Maja Ravn – er både visuelt flot og meget stemningsfuld. Et veritabelt bjerg af nodeark rejser sig over spillerne og viser os, at ovenover det hele, over skænderierne, misundelsen, hævnen, dér ligger musikken. Flere bliver folk begravet under eller klatrer rundt i noderne, som et livstræ, der troner over dem alle.

Enkelte andre rekvisitter – en miniudgave af Gamle Scenes kongeloge, et klaver, lidt borde og stole – er holdt så dejligt minimalistiske, at de ikke bryder med den flotte hoved-kulisse. Det samme gælder kostumer, som er formet realistisk og passende efter tidens ånd.

Til det visuelle kommer også en ros til de dygtige dansere, særligt i åbningsscenen af anden akt. Her er et meget flot dansenummer, som både fungerer i sig selv, men også holder sig til handlingen i stykket. Desuden skal også kort nævnes en meget kort scene, hvor Mozart møder sin far. Der er stille (en sjældenhed i dette stykke) og i en enkelt lyskegle træder faderen frem, som døden i sin mørke kappe. Det er så simpelt og så smukt lavet. Forestillingen havde nok været bedre, hvis der havde været mere af dette undervejs.

Og sidst, men absolut størst, Søren Sætter-Lassen, som leverer en fuldstændig forrygende formidling af den evigt misundelige, og dog så dybt betagede, hofkomponist Salieri. Han har viet sit liv til musikken og derigennem Gud, og ser sig svigtet af begge dele, da han møder Mozarts, efter hans mening, ufortjente talent – et svigt, der fører til hans altoverskyggende søgen efter hævn. Hans følelser skinner klart igennem lagene af makeup, lys og musik, både når han er vred og højlydt, og når han stille tager musikken til sig. Også som historiens fortæller fungerer han fremragende, godt hjulpet på vej af forestillingens to alt-mulig-engle, spillet af Sigurd Holmen le Dous og Martin Bo Lindsten.

Særligt er det værd at bide mærke i den scene, hvor han for første gang hører Mozarts musik og beskriver den, mens den bliver spillet. Det lyder måske som om hans voice-over kunne være forstyrrende for musikken, men det er helt utroligt godt, også for os, der ikke er store kendere af den klassiske musik.

Men hvor Sætter-Lassen er en strålende stjerne, da falder resten af spillerne desværre til jorden. Spillet er generelt stabilt, men ingen formår at nå ud over scenekanten. Simon Bennebjerg er ofte lidt for fjollet som Mozart, særligt i forhold til Salieris nøgterne karakter, folkene ved hoffet lidt for ens alle fire – jeg havde faktisk svært at huske hoffets fire herrer fra hinanden undervejs, fordi det simpelthen var fire af den samme mands i forskellige farver tøj. Selv kejseren, som burde have haft bare en smule gennemslagskraft eller autoritet, gik i ét med de andre.

Særligt Rosalinde Mynster, i rollen som Mozarts kone Constanze, virker både karikeret og næsten tvungen i sit spil. Selv i den sidste, mest hjerteskærende scene (ingen spoilers her) lyder hun ærligt talt som én, der læser op fra manuskriptet. Hun kan ikke bestemme sig for en retning, som karakteren skal gå i, og skifter derfor konstant mellem fjollet og naiv og hård og kynisk.

Overgangene virker meget unaturlige, og det bliver ikke bedre af, at hendes replikker tydeligvis ikke er specielt godt tilpasset i oversættelsen. Sproget holder sig generelt i den gammeldags tone, der passer til historiens tidslinje i ca. 1780-1800, men undervejs bliver moderne ord, såsom ”job”, ”flipper ud” og ”spanking” kastet ind, hvor de slet ikke hører hjemme og faktisk bare forstyrrer indtrykket.

Desuden er humoren i stykket ikke noget særligt. Hvis man er til nem, forudsigelig komedie, eller synes et simpelt ord som ’lort’ eller ’røvhul’ er sjovt, er den udmærket, men for mig virkede det en smule ligegyldigt. Pjat og pjank tog simpelthen over lidt for mange steder, hvor det virkede overfladisk. Særligt i Mozart og Constanzes sammenspil, som er én lang falde-på-halen-komedie.

Alt i alt er dette altså en lidt blandet forestilling. Den har så absolut nogle fantastiske øjeblikke, hvor man kan få gåsehud og blive suget dybt ind i både musik og historie, men absolut også det modsatte. Man skal lade sig blæse bagover af Søren Sætter-Lassens fantastiske performance og desuden nyde den kunstneriske fuldkommenhed for og med øjne og ører.

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv, 1017 København K

Spilleperiode: 18. januar-17. februar 2019

Set den 18. januar 2019

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/amadeus/

Medvirkende: Søren Sætter-Lassen, Simon Bennebjerg, Rosalinde Mynster, Kristian Halken, Henrik Koefoed, Sigurd Holmen le Dous, Martin Bo Lindsten, Michael Moritzen, Morten Hauch-Fausbøll, Bjarne Antonisen, Lucia Vinde Dirchsen, Clara Cecilie Thomsen og Joakim Larsson (denne aften – forskellige hold) samt sangere, dansere og musikere fra Det Kongelige Kapel

Dramatiker: Peter Shaffer
Oversætter/Iscenesætter: Kasper Holten

Scenograf: Maja Ravn

Musikalsk ledelse: Mikkel Futtrup

Koreografi: Signe Fabricius

Lysdesign: Bruno Poet

Lyddesign: Rasmus Balch og Jacob Bo Nystrup

Varighed: 2 timer og 45 min.

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *