Anmeldelse: Erasmus Montanus, Østre Gasværk Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Anmeldelse: Erasmus Montanus, Østre Gasværk Teater (Aarhus Teater og Sort/Hvid)

Af Christian Skovgaard Hansen

NB!

Denne anmeldelse er en anmeldelse af Københavner-premieren (re-anmeldelse).

Vores anmeldelse af premieren på Aarhus Teater i februar 2017 kan læses her.

”Danmark er et fladt kristent land…” Erasmus Montanus – eller rettere Rasmus Berg, som er hans fødenavn – må krybe til slut krybe til korset og indrømme, at verden måske ikke kun er rigtig set fra hans synsvinkel!

Erasmus Montanus er en komedie i fem akter skrevet i 1723 af den dansk-norske forfatter Ludvig Holberg. Den unge student Rasmus Berg er taget til København for at studere. Efter nogle år vender han tilbage til sin fødeegn i provinsen, hvor han optræder arrogant og bedrevidende. Han har ændret sit navn til det latiniserede navn Erasmus Montanus, og han føler sig for fin til at vedkende sig sin bror, som er bonde. Han er tæt på at miste sin kæreste på grund af påståelighed og ”viden”, og han skaber uro og snakken i landsbyen. Til sidst bliver Erasmus dog nødt til offentligt at sige, at jorden er flad som en pandekage, da det er hans eneste måde at slippe for at blive soldat og få sin elskede.

Grundhistorien er i Christian Lollikes opsætning stadig den samme, selvom den har fået et par twist og tilføjelser. Det siges, at forskellen på gal og genial er hårfin – her har Lollike været genial. Bedst som man tror, at det ikke kan blive mere vanvittigt, så bliver det alligevel det. Her går Lollike planken fuldt ud – og det lykkedes. Selvom latteren ruller, aner vi, at der er noget mere alvorligt nedenunder. Ser vi virkelig det, som øjet ser? Engang imellem må man knibe sig selv i armen for at være sikker på, at det virkeligt er rigtigt, men spørgsmålet er, om vi altid skal tro direkte på det, som vi ser.

Selvom grundhistorien har næsten 300 år på bagen, mens denne opsætning af Erasmus Montanus kun har knap 2 år på bagen, er dens temaer stadig lige aktuelle. Det er på sin vis skræmmende så lidt, som samfundet og debatten egentlig har udviklet sig, og man kan til tider føle, at vi står lidt i stampe.

Det hele kunne lige så godt være skrevet den dag i dag. Er virkeligheden egentlig bare en sproglig konstruktion, som ”kloge” folk har fremsat for at mele deres egne kager? Og hvad er forholdet mellem dem og os. Det er et spørgsmål om, hvilket samfund vi egentligt ønsker. Grundessenserne er sandhed, oplysning og samfundets udvikling og opbygning.

Lollike lægger herudover et ekstra og aktuelt lag om ”dem og os” på handlingen. Han bringer debatten om danskhed og ”jeg’et” frem, og det hele bliver en kritisk kommentar til vores samfund i dag. Mon sandheden blot er løgnen, der bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange? Det kan i hvert fald virke sådan i dagens politiske billede, og Lollike spidder samfundskritikken perfekt.

Vi ser, hvor grum debatten kan være – og hvor grimt det kan være, når vi vil tvinge ”vores korrekte værdier” ned i halsen på alle uden egentligt at lytte til forskellighederne. Hvor kommer vores værdier fra, og er der nogen, der er mere korrekte end andre? Det bliver ikke alene en diskussion om, hvorvidt jorden nu er flad eller rund, men også en diskussion om, hvilke værdier og religioner der er de rigtige.

David Gehrt og Ida Grarup Nielsens scenografi, rekvisitter og kostumer er stadig originale, funktionel og morsom. Det hele – eller næsten det hele, hvor Rasmus forsøger at bryde rammerne – sker i deres endimensionelle kassemodel, hvor både byen og dens beboere karikeres endimensionelle og enfoldige. Misforholdet mellem Rasmus og byen bliver derfor ekstra tydeligt. Efterhånden, som forestillingen skrider frem, brydes denne illusion heldigvis, så Rasmus’ også bliver klogere.

Skuespillerholdet er identisk med holdet i Århus, bortset fra at Bjarne Henriksen har overtaget rollen som Rasmus’ svigerfar efter Ole Thestrup efter hans død. (Derudover overtager Aarhus Teaters Jacob Kvols Madsen rollen som Per Degn, når forestillingen senere på foråret kommer tilbage til Århus). Hele holdet spiller fantastisk, og særligt Andreas Jebro i titel- og hovedrollen er stadig sprudlende, hvor komik, alvor, galskab og timing går op i en større enhed.

Familien, hans forlovede og (dele af…) resten af landsbyen lader til at være de eneste mennesker i byen med en vis portion sund og reel fornuft. De kender de værdier, der virkeligt betyder noget, og de forholder sig til den virkelighed, som vi nu engang lever i. Spørgsmålet er, om de kan tale Rasmus til fornuft.

Forestillingen afsluttes i en stadig overrumplende, vild og gal (på den rigtige måde!) slutning, hvor Rasmus kommer til – en form for – fornuft, inden han må stå på mål for sine anskuelser!

Aarhus Teater, Sort/Hvid og Christian Lollikes version af Erasmus Montanus er stadig grotesk, fantastisk og tankevækkende, og det er et held, at det københavnske publikum får muligheden for at opleve den, inden den vender tilbage til Århus.

Aarhus Teater og Sort/Hvid

Østerbro Teater, Østre Gasværk Teater, Nyborggade 17, 2100 København Ø

Spilleperiode: 18. januar-9. februar 2019

Spiller herefter på Aarhus Teater, Store Scene i perioden 16. februar-16. marts 2019

Set den 18. januar 2019

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.osterbroteater.dk/forestilling/erasmus-montanus/

Medvirkende: Andreas Jebro, Lotte Andersen, Lars Brygmann (i Aarhus: Jacob Kvols Madsen), Anders Baggesen, Zaki Youssef, Nanna Bøttcher, Bjarne Henriksen, Sofia Nolsøe, Simon Mathew og Andreas Nicolai Petersen samt et kor under ledelse af Ingeborg Thisted Højlund

Dramatiker: Ludvig Holberg

Bearbejdelse: Dennis Meyhoff Brink, Tanja Diers og Christian Lollike

Iscenesættelse: Christian Lollike

Scenografi & kostumedesign: Gehrt & Grarup – David Gehrt og Ida Grarup Nielsen

Lysdesign: Anders Kjems

Lyddesign: Lars Gaarde

Varighed: Ca. 1 time og 35 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *