Anmeldelse: Erasmus Montanus, Aarhus Teater

Af Signe Birk Backs

Det er lidt svært, hvordan jeg lige skal starte den her anmeldelse, for jeg mangler faktisk ord til præcist at beskrive, hvad jeg var vidne til i fredags, hvor ’Erasmus Montanus’ havde premiere på Aarhus Teaters Store Scene. Det var på én gang voldsomt absurd, underligt og stiliseret, og på samme tid rørende, komisk, levende, livsbekræftende og knaldhamrende relevant!

Holbergs klassiker fra 1723 er teatrets første bidrag til Kulturbyåret, og det er faktisk også den forestilling, som teatret blev indviet med ved sin åbning i 1900. Historien kort omhandler hovedkarakteren Rasmus Bjerg, der vender tilbage til sin fødeegn efter studier af alverdens fine videnskaber i Kongens København. Han er sine forældres stolthed – nogle hårdtarbejdende bønder, der har slidt i det, for at kunne give denne mulighed for (ud)dannelse til deres søn. Det er imidlertid ikke Rasmus Bjerg, som de kender ham, der gør sin entré tilbage på Bjerget hos forældrene og broderen Jakob – det er en bedrevidende, temmelig usympatisk, snobbet udgave, som nu har skiftet navn til Erasmus Montanus.

Jorden er således gødet til noget af et opgør mellem den traditionelle, om end noget udvidende, landsby og tidens nye tanker i form af Erasmus’ ny tilegnede viden og dekadence. Det bliver et spørgsmål om værdier, generel vanetænkning, hvordan man gør sig til dommer overfor hinanden, hvem der lever ”rigtigt”, hvor langt man skal gå for at forsvare sine egne standpunkter, og om hvor meget man er villig til at ofre i sin kamp for det, man tror på.

Jeg føler, at jeg som anmelder skal veje mine ord nøje, og virkelig overveje grundigt, hvor meget jeg vil løfte sløret for, da det også i den grad er en forestilling, der specielt brillerer i sin anvendelse af overraskelsesmomenter. Og det er netop i de brud med den klassiske, Holbergske komedie, at stoffet virkelig kommer til live og samtidig bliver tilsat et ordentligt skud samfundskritik anno 2017.

Komedien bliver i Christian Lollikes professionelle hænder således en kritisk kommentar til vores moderne samfundsstruktur med alt hvad det indebærer af flygtningekrise, jeg-kultur og spørgsmål om, hvem der har monopol på sandheden. Er det blot den, der råber højest? Som Erasmus ganske spidsfindigt påpeger i stykket: ”En sandhed er blot en løgn, som bliver gentaget tilstrækkeligt mange gange”. Zoomer man lige ud engang og ser sig om i vores egen virkelighed, hvor verdens mest magtfulde mand nu kan argumentere med såkaldte ”alternative facts”, bliver det pludselig et skræmmende relevant statement.

David Gehrt og Ida Grarup Nielsen fortjener også rosende ord for forestillingens visuelle udtryk. Der er kælet for hver en detalje, og hele idéen med at fremstille landsbyen og dens personer som endimensionelle marionetdukker er hylende morsom.

De låste og karikerede landsbybeboere står således i forrygende, skærende kontrast til den sprudlende Andreas Jebro i hovedrollen som Erasmus. Hans komiske timing og fysiske spil er intet mindre end aldeles fremragende.

Det er også et stærk hold Lollike har sammensat med sværvægtere i branchen som Lars Brygmann, Lotte Andersen og Ole Thestrup. Sidstnævnte, som ved sin blotte tilstedeværelse på scenen, formår at være komisk. Cadeau til en ret genial casting. Her ønsker jeg også at fremhæve Aarhus Teaters egen Anders Baggesen. Han giver den stolte fader liv og nærmest barnlig naivitet, og der er visse skønne øjeblikke, hvor faderen konfronterer sin søn, som er særligt rørende – et godt afbræk i den ellers stærkt satiriske komedie.

Det er en forestilling, hvor man som publikum gang på gang bliver taget på sengen. Man tror, at man har regnet den ud, men så overraskes man igen. Det er helt igennem uforudsigeligt. Netop som man tror, at en bevægelse ikke kan gentages mere eller en joke ikke kan køres længere ud, så strækker Lollike og kompagni den liiiiiiige en tand ekstra – og af en eller anden mærkelig grund, så holder det.

Hele setuppet bliver så grotesk og langt ude, at man ikke kan andet end at give efter og bare lade sig rive med. Det er enormt humoristisk, og man er 100 % underholdt hele vejen igennem. Der er mening med galskaben og det vil du finde ud af, hvis du under dig selv en oplevelse på Aarhus Teater det her forår.

Og så lige en personlig refleksion i forlængelse af aftenens forestilling: Jeg kunne ikke lade være med at fnise lidt i mit stille sind og forundres over, hvordan vi sammen sidder i en stor teatersal og ler hjerteligt i fælles enighed over, hvor selvoptaget og storsnudet en vigtigprås, den gode Erasmus fører sig frem som. Alt imens vi selv føler os enormt frelste. Jeg har ikke et klart budskab med min observation den aften. Ikke andet end, at jeg synes vi allesammen pludselig var lidt fjollede og opstyltede, og jeg fik sådan lyst til at bede alle – inklusive mig selv – om lige at slappe lidt af.

Lægge lidt låg på forventningerne. Skrue ned for tempoet, selvhøjtideligheden, selviscenesættelsen og alt det der. Måske er det noget med, at man ikke skal tage sig selv alt for seriøst. Måske skal man gøre som Jakob, Erasmus’ bror, og købe sig en Puch Maxi og finde glæden i et godt måltid mad og en sød pige. Måske skal man bare lige forstå at sætte pris på de små ting. Jeg ved det ikke, men jeg tror, at jeg lige selv vil prøve det lidt. Altså bare for en stund selvfølgelig – jeg har jo også et socialt image der skal plejes og en Instagram-konto der gerne skulle opdateres engang imellem …

Selvom det måske nok blev noget lommefilosofisk til slut, mener jeg virkelig, at den her forestilling er drønhamrende vigtig for os alle sammen! Afsted med dig – billetterne bliver revet væk!

Aarhus Teater, Store Scene, Teatergaden, 8000 Aarhus C 

Spilleperiode: 10. februar-11. marts 2017

Set den 10. februar 2017

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1617/erasmus-montanus/

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod