Anmeldelse: And over bord, Café Liva
- Posted by - Christian Skovgaard Hansen
- On -







Af Christian Skovgaard Hansen
I en lille båd, der gynger… Eller! Så lille er ”Liva II” nu heller ikke. Du er formentlig gået forbi den på et tidspunkt ved Nyhavn. Midt mellem Kongens Nytorv og Det Kongelige Teaters Skuespilhus ligger båden til kaj – lige efter Bådteatret.
Hvert år op til jul spiller de en julecabaret på Café Liva under ledelse af Jacob Morild, som både er kunstnerisk og administrativ leder af teatret. Cabareten er grundlæggende en underholdende forestilling med musik, sang, dans m.m., og hvor indholdet ofte er satirisk og med et gennemgående tema eller budskab.
Aftenerne kan startes med en julebuffet, inden forestillingen starter kl. 21. Gennemsnitsalderen på publikum denne – og formentlig også de øvrige – aftener er væsentligt højere end vores primære læserskare. Men lad dig ikke skræmme væk! Du kan som ung og yngre sagtens få en fornøjelig aften også!
Årets julecabaret består af 16 numre, hvor Jacob Morild har stået for teksten til størstedelen. Overordnet balancerer teksterne præcist på grænsen mellem det sjove og alvorlige, og det satiriske bid er skarpt. En række aktuelle emner tages under (k)ærlig behandling, og ’And over bord’ slipper godt fra de fleste.
På scenen står Jacob Morild selv og Tom Jensen og Joy-Maria Frederiksen, mens Thomas Pakula sidder bag klaveret. Jacob Morild, hvis gummiansigt og mange stemmer næsten automatisk bringer grinet frem, Tom Jensens bulderbasse og Joy-Maria Frederiksen, som både er sød og sexet, fungerer rigtig godt sammen, og de har alle tre fine stemmer. Tilsat det gennemmusikalske lydspor er det et sammentømret og hylende morsomt hold.
Fremhæves må nummeret om de to internettroll’e, i skikkelse af Jacob Morild og Joy-Maria Frederiksen, som i bedste schlagerstil fortæller om hele følelsesregistret og om, hvor let det er at gemme sig bag skærmene og udgyde holdningerne uden egentlig at vide, hvem der er hvem. Teksten er lige direkte som internettroll’enes tekster på nettet, og det store spørgsmål er, hvem der egentlig gemmer sig bag profilen.
Nærværende, aktuelle og sjove er nummeret om ”fake news”, hvor man kan blive helt i tvivl om, hvorvidt julemanden er død – hvis han da har levet…! Hvilke nyheder skal vi tro på, og hvilke skal vi ikke? Tom Jensen rystes i hele sin tro, og det er svært at vide, hvem og hvad man skal tro på efter denne omgang. Også Morilds præsts prædiken er sjov og bidsk, mens han revser hele det politiske Danmark, hvor både Anna Mee Allerslev-sagen, Alternativet, resten af kommunalvalget og diverse bilagssager får et par ord med på vejen.
I disse jule(frokost)tider, hvor festlighederne står i kø, står julefrokostens 9 stadier formentlig klart for de fleste, men kan kun håbe, at man aldrig rigtig kommer igennem alle stadierne!
Enkelte tekster og numre falder dog lidt igennem og holder ikke distancen. Særligt Tom Jensens tekst og nummer om klejner – både som de spiselige og som metafor – trækkes for langt ud til, at det stadig er sjovt. Ej heller Morilds åbningstekst, som er en #MeToo-parodi på serien ”SKAM”, kommer helt i mål. Idéen og spillet på titlen (”KLAM”) er god, men den er desværre lidt for tyndt skrevet og aldrig rigtig morsomt, så hele alvoren falder lidt sammen.
De store sangnumre fungerer derimod fantastisk. Joy-Maria Frederiksens flirten med nissen er tilpas sød, fræk og humoristisk, og Tom Jensens store stemme passer godt til det store spørgsmål: ”Hva’ ska’ vi me’ musetrapper…!?”. Trioens – eller nærmere kvartettens – store julemedlem, hvor en række klassiske julesange synges på Stevie Wonders melodier, er kræs for øregangene. Julen er nemlig en ”wonderfull christmas!”
’And over bord’ er overordnet en fin og ganske fornøjelig julecabaret, som kun kan bringe grinet frem hos publikum. Men den er i lighed med de tidligere år næsten udsolgt, så det er med at komme ud af starthullerne, hvis du også vil se forestillingen!
Café Liva, Liva 2, Nyhavn 26, 1051 København K
Spilleperiode: 15. november-22. december 2017
Set den 14. december 2017
Foto: Café Liva
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.cafeliva.dk/aktuel-forestilling
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod