Anmeldelse: AquaSonic, ArtMaze (Between Music)

Anmeldelse: AquaSonic, ArtMaze (Between Music)

Af Kristina McClelland Jacobsen

Man går langs grønne veje på Østerbro og ankommer til ArtMaze, hvor aftenens koncert holdes. Der står en stor forventningsfuld gruppe foran indgangen. Da man sætter sig indenfor, kan man ikke se en scene, men i stedet noget der ligner spejle. Da lyset dæmpes og det bliver helt mørkt, ser man at spejlene faktisk er akvarier med musikere i. Undervandskoncerten AquaSonic er gået i gang som en del af CPH STAGE.

Nogle af instrumenterne ligner nogle, man kender, såsom en triangel, gong eller sågar en violin. Forskellen er bare, at det hele bliver spillet under vand. Det betyder også at instrumenterne får en helt anden lyd og klang. Selvom instrumenterne kan ligne nogle man kender, er de alligevel meget specielle. For eksempel er violinen, som blev spillet af Robert Karlsson, lavet af karbonfiber, så den netop kan holde til at blive spillet under vand. Derudover var der en masse andre spændende undervandsinstrumenter, såsom en hydraulophone, crystallophone og rotacorda, som hver især havde deres helt egen unikke lyd.

Koncerten var meget spændende med et meget unikt lydbillede. Stykkerne kunne til tider være helt meditative med skrøbelige melodier. Måske kan det også være på grund af de asiatiske syngeskåle, som blev brugt og ofte bruges til meditation og ritualer. Udover den rolige følelse man kunne få, var koncerten også rytmisk og til tider også lidt uhyggelig. Den vækkede altså mange forskellige følelser i en. De skiftende følelser var fængende og gjorde, at ens opmærksomhed konstant var rettet mod koncerten.

Udover alle instrumenterne var der også to sangere, Laila Skovmand og Nanna Bech. Måden, de brugte vand til at synge, var meget specielt. De sang både lige på overfladen af vandet, men på imponerende vis sang de også under vandet med en helt speciel teknik, som Laila Skovmand selv har opfundet.

Slagtøj blev spillet af Moran Lebars og Ludvig Bøjle Kastberg, i mange forskellige udtryk. På et tidspunkt spillede de på slagtøjet, hvor man ikke kunne høre dem, indtil de brugte mikrofonerne. Det havde en meget kraftfuld effekt, da effekten af lyden i vandet blev centralt i dette øjeblik. Det var næsten magisk.

Lysdesign af Jesper Kongshaug, oprindeligt af Rune Halken Tønnes, var med til at sætte stemningen. I løbet af koncerten lyste de forskellige akvarier nemlig op i forskellige farver og fra forskellige vinkler. På denne måde kunne stemningen virke enormt dyster, hvis lyset for eksempel kom fra bag akvarierne i en grønlig farve. Det kunne også virke roligt med gultonede lys, som reflekterede i loftet – næsten som om man selv var under vand.

Efter koncerten blev alle inviteret til en talk, hvor musikerne fortale om processen og teknikerne bag undervandskoncerten. Efter det blev vi alle inviteret til deres udstilling ”Breaking the Surface” i rummet ved siden af, hvor man kunne fordybe sig endnu mere i vandet og bryde ”samfundskasserne”. De fortalte efter koncerten, at ideen var at ”turn the world upside down and see the world in a new view.” Dette lykkedes i nogen grad, da man ved nogle af værkerne følte, at man var en del af udstillingen. Alligevel havde udstillingen ikke samme effekt som koncerten, da den var lidt standard i sit udtryk. Det var dog en fin afrunding på koncerten.

Inden man kommer ind i salen, er der en gård med bænke, borde og bar. Her kan man blandt andet købe øl og popcorn til forestillingen. Selvom de først lukkede op for koncerten 5 minutter før det startede, kunne man hygge sig i gården. Det var dog lidt frustrerende at vente udenfor, da koncerten var med unummerede pladser, hvorfor man godt ville stå i kø og sørge for at få en god plads i salen. Derfor nåede man ikke helt at nyde gårdhyggen.

Det var en virkelig spændende og unik oplevelse. Det er i hvert fald første gang, at jeg har hørt fem musikere spille under vand, som de gjorde til AquaSonic. Desværre spiller de ikke flere koncerter i forbindelse med CPH STAGE, men jeg vil anbefale at holde øje med næste gang de spiller i Danmark. De fortalte også, at de er i gang med at producere den første undervandsplade nogensinde, som du kan glæde dig til at høre.

CPH STAGE er helt til den 8. juni, så du kan stadig nå at opleve en masse andre spændende koncerter, skuespil, events og meget mere, som de har på programmet. Så skynd dig ind og tjek det ud!

Between Music

ArtMaze, Bryggervangen 7, 2100 København Ø

Spilleperiode: 31. maj-2. juni 2024

Set den 1. juni 2024 kl. 20.00

Fotos: Charlotta de Miranda og AquaSonic

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.cphstage.dk/shows/aquasonic

og

https://www.betweenmusic.dk/aquasonic

Medvirkende: Laila Skovmand, Robert Karlsson, Nanna Bech, Moran Lebars og Ludvig Bøjle Kastberg

Kunstnerisk leder: Laila Skovmand

Scenemester: John Nyby

Lyddesign og -Teknik: Roman Komar

Lysdesign: Jesper Kongshaug

Oprindelig lysdesign: Adalsteinn Stefansson

Oprindelig Lysdesign: Rune Halken Tønnes

Lysteknik: Emilie Manniche

Varighed: Ca. 55 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *