Anmeldelse: Askepot, Det Kongelige Teater

Af Henriette Devantier

”Askepot” læste jeg på min redaktørs udsendte liste over forestillinger, der skulle anmeldes i den nærmeste fremtid. Jeg tænkte: ”Den tager jeg. Askepot kender man jo, og hvem kan ikke lide et godt eventyr med pladderromantik og skønsang?” Jeg satte mig derfor i teatersædet med forventninger om, at dette ville være en let affære. Men tro om igen!

Denne opsætning af Askepot i Stefan Herheims iscenesættelse åbner Det Kongelige Teaters operasæson, og den signalerer, at vi har fået os en sprudlende og modig operachef i Elisabeth Linton, der er tiltrådt denne sæson.

Vi kender alle historien om den stakkels Askepot, der bliver udnyttet og dårligt behandlet, indtil hun møder prinsen, og retfærdigheden sker fyldest. I Gioachino Rossinis operaversion afviger den dog enkelte steder fra den kendte Disney-version og Brdr. Grimms udlægning. Stedmor er blevet til stedfar, skoen er blevet til armbånd, og Rossini får da også indflettet en forviklingshistorie eller to. I forsøget på at narre de naive og rangsyge stedsøstre bytter Prins Don Ramiro plads med sin kammertjener Dandini. Mens søstrene kun er interesserede i prinsen grundet status, forelsker den godhjertede Askepot sig i Don Ramiro forklædt som kammertjener uanset stand. Det virker kvalmende sødt.

Det har instruktør Stefan Herheim også tænkt. Han har skabt en humoristisk rammefortælling i denne opsætning af Askepot med et metablik på eventyret i eventyret. Rossini var tydeligvis en begavet satiriker. Lige så begavet er også Herheim. Askepot er en såkaldt klassisk ”opera buffa” – en italiensk komisk opera i bel canto-stil. Med denne disclaimer kunne man forvente diverse dumheder fra stedsøstrene og fjollerier under forviklingshistorierne, men Herheim har givet den et nyk op ad humørstigen. Hans skrupskøre og humoristiske udlægning af Rossinis gamle klassiker tager tykt gas på operakunsten, komponisten selv og operaens samtid.

Til gengæld holder den fuldt og totalt i nutiden. Forestillingen leger med publikums forventninger til en klassisk opera. Opera kan være selvhøjtideligt og til tider for selvhøjtideligt. Det gør Askepot op med. Den giver os et metablik på operagenren og på os selv som publikum. Gang efter gang godtager man i operaens verden de store svulmende kjoler, høje hatte og romantik langt fra virkeligheden. Normalt grines der ikke af det, men det fik vi lov til denne aften. Længe leve selvironi!

Eventyret i eventyret rammesættes gennem hele forestillingen i mange lag. Vi introduceres til lagene allerede under operaens ouverture. Her lander en eventyrbog i hænderne på rengøringsassistenten Angelina. Hun giver sig til at læse i den, og en verden folder sig ud. Fra loftet daler Rossini him self ned med en magisk og musikalsk fjerpen, som han giver sig til at dirigere slagets gang med. Ind gennem kaminen kravler Angelina, og ud kommer hun som Askepot. Realiteten, eventyret og eventyret i eventyret leges der med gennem hele operaen indtil eventyrbogen allersidst klappes i.

Askepot er spækket med komik, skævheder og humør – nok til at jeg her dagen efter går og griner for mig selv. Men komikken og parodien kræver kvalitet. En kvalitet, der blev udlevet til fulde på scenen.

Mezzosopranen Josy Santos sang partiet som Angelina/Askepot. Koloraturarie efter koloraturarie fulgte, og de blev leveret med bravur og med en kvalitet, så der netop kunne ”leges” med materialet og gøre det sjovt. Hendes stemme var som en smurt elastik, hvor Rossinis forkærlighed for stemmens fylde virkelig kom til udtryk.

Santos fik modspil af velsyngende herrer fra hoffet: Matteo Macchioni som Prins Don Ramiro, Tomi Punkeri som hans kammertjener Dandini, Tae Jeong Hwang som opsætningens ”gode fe” og prinsens rådgiver. Askepot måtte ligeledes trækkes med sin evnesvage familie i form af Miklós Sebestyén som stedfar Don Magnifico (og i skikkelse af Rossini selv) samt stedsøstrene Clorinda og Tisbe, denne aften sunget af henholdsvis Eldrid Gorset og Kari Dahl Nielsen.

Som opbakning havde operaen et mandskor bestående af herrer fra Det Kongelige Operakor, der agerede små nuttede englebasser med en utrolig lighed til Rossini. Ja du læste rigtigt: En skøn forening af glansbilledengle og komponisten selv. Man skraldgrinede hver gang de overbevisende sang mens de understøttede komikken med bedårende bevægelser.

Operaen var gennemarbejdet ned til mindste detalje lige fra sangerpræstationer, iscenesættelse og scenografi. Sidstnævnte var dynamisk og bevægelig. Eventyret rammesattes af flere lag af kaminkarme, og når det blev allermest svulstigt, tryllede et kongeslot à la Disney sig frem på bagtæppet. Trapper og huse blev kørt ind og ud af scenen for helt at forsvinde til sidst. Slutningen blev allerede varslet i operaens begyndelse: ”Men komedien bliver tragedie til sidst”, blev der kækt sunget. Eventyret var nu bare en illusion.

Stefan Herheims Askepot demonstrerede, at more is more. Det er længe siden, jeg har grinet så meget. Jeg vil anbefale operaen til alle uanset ”operaniveau”. Operaen er spækket med interne operajokes til operanørden, mens den generelle komik er forståelig for alle. Forestillingen bruger alle kneb og udnytter scenerummet til fulde med scenografisk fantasi udviklet af Daniel Unger og Stefan Herheim.

Askepot giver sig selv som gave til sit publikum. Er du så heldig at sidde i teatersædet på en af spilledagene, så giv dig hen, og åben gaven. Den fjerde væg står åben på vidt gab!

Det Kongelige Teater, Operaen, Store Scene, Ekvipagemestervej 10, 1438 København K

Spilleperiode: 11. september-26. oktober 2022

Set den 14. september 2022

Fotos: Henrik Stenberg

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20222023/opera/askepot

Medvirkende: Matteo Macchioni, Tomi Punkeri, Miklós Sebestyén, Clara Cecilie Thomsen/Eldrid Gorset (sidstnævnte sang denne aften), Kari Dahl Nielsen, Josy Santos og Tae Jeong Hwang

Iscenesættelse: Stefan Herheim

Genopsætningsinstruktør: Steven Anthony Whiting

Dirigent: Steven Moore

Dirigent: Thomas Bagwell

Scenografi: Daniel Unger og Stefan Herheim

Kostumedesign: Esther Bialas

Lysdesign: Phönix

Lysdesign: Pedro Chamizo

Videodesign: FettFilm ved Momme Hinrichs & Torge Møller

Varighed: Ca. 3 timer inkl. en pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod