Anmeldelse: Bad Guy, Aveny-T (Teater Katapult)

Anmeldelse: Bad Guy, Aveny-T (Teater Katapult)

Af Clara Damlund

»Johannes? Er du egentlig stadig i gang med det der trans-noget?« Johannes kigger overrasket på sin 15-årige kusine. »Øhh ja, det er jeg,« svarer Johannes, og hans ansigtsudtryk spejler publikums undren over spørgsmålet. Og netop det spørgsmål indfanger i høj grad den virkelighed, som Johannes hele tiden møder fra omverdenen. Er du virkelig en mand? Sådan en rigtig mand?

I monologen Bad Guy møder vi Johannes, som spilles af Line Bie Rosenstjerne. Han er født som biologisk kvinde, men kæmper nu en kamp for at blive anerkendt som mand. Johannes’ hovedfjende er CKI – Center for Kønsidentitet. Det er den sundhedsfaglige enhed under Rigshospitalet, der skal vurdere, om Johannes er mand nok til, at han kan få kønsbekræftende sundhedsydelser. Altså er CKI den enhed, der skal vurdere, om han kan få medicin eller operationer, der ændrer hans krop, så den bliver maskulin.

Denne vurdering foregår ved, at Johannes skal gennem flere psykologsamtaler, hvor det skal vurderes, om Johannes er mand nok til, at hans krop kan matche hans indre. Johannes oplever dog hurtigt, at han kan svare forkert på psykologernes spørgsmål. Og selvom psykologerne siger, at de blot vil forstå hans inderste følelser, så er de alligevel skeptiske, når han fortæller, at verden, som pt. er fyldt med krige til højre og venstre, skræmmer ham. For ifølge Johannes er det, som om psykologerne tænker: ”Er det virkelig maskulint? At være urolig for en verden med stærke mænd?”

Hvis Johannes til at starte med har været en mere feminin mand, så ændrer dette sig drastisk, som stykket udfolder sig. Efter at han i første omgang har fået afslag på kønsbekræftende ydelser, skifter Johannes markant karakter. Han beslutter sig for, at hvis det er hardcore maskulinitet, verden vil have, så er det hardcore maskulinitet, verden skal få. Johannes bliver hård, grovere i sit sprog og begynder i højere grad at mime de mange verdensledere, der i højere grad ligner rovdyr end ægte mennesker. Og pludselig får han alt det, han gerne vil have. CKI anerkender ham nu som mand, og han kan få kønsbekræftende medicin og operationer.

Fortællingen akkompagneres derudover af et soundtrack, der understreger Johannes’ indre. I starten hører vi fin og sød musik, der kunne være soundtracket i et Disney-eventyr. Senere slår musikken over i flere af Billie Eilishs sange, blandt andet hitsangen ”Bad Guy”. Den spiller blandt andet, når en maskulin Johannes er i færd med at løfte vægte i sit træningscenter og beskriver, at han ikke længere er bange for verden. Han forstår pludselig stærke mænds behov for at kæmpe. »Putin er en bad guy, Zelensky er en bad guy, Netanyahu er en bad guy. Trump er den største bad guy.« Og der er beundring i hans stemme. Og Johannes bliver også en bad guy.

Gennem stykket mærker vi både Johannes’ smerte og ser samtidig, hvordan den manglende anerkendelse fra omverdenen forandrer ham og gør ham til en ubehagelig og voldsom mand, der flere gange får det til at løbe mig koldt ned ad ryggen. Det skyldes ikke mindst Rosenstjernes fænomenale skuespil. Hun formår at gøre Johannes både sårbar, flirtende og frygtindgydende. Forestillingen spiller på Aveny-T’s lille foyerscene, og derfor er jeg fysisk meget tæt på scenen og Johannes. Rosenstjerne bruger denne fysiske nærhed til aktivt at interagere med – og intimidere – os i publikum.

Foruden at vi fysisk sidder tæt på Johannes, så gør det, at dramatikeren Aleksa Okanovics og iscenesætteren Isabelle Reynauds valg af monologformen også, at vi som publikum bliver placeret helt tæt på Johannes’ indre liv. Vi oplever verden gennem hans perspektiv, hvilket både skaber forståelse for hans kamp og gør hans udvikling desto mere urovækkende.

Det gør det til en intens oplevelse på flere måder. For det første fordi det viser, hvil-ken kamp transpersoner kan stå i i mødet med et sundhedssystem, der bestemmer, om de kan få et kønsudtryk, der bekræfter deres identitet. For det andet fordi styk-ket viser, hvordan en verden, hvor hård, normativ maskulinitet er det, som møder anerkendelse, kan være med til at gøre os alle sammen hårdere og koldere. Det er tankevækkende, aktuelt i de her år og vigtigt – så hop ind og se stykket!

Teater Katapult

Aveny-T, Foyerscenen, Frederiksberg Allé 1021820, Frederiksberg C

Spilleperiode: 24.-28. april 2026

Forestillingen spiller herudover på Teater Katapult i perioden 5.-7. maj 2026

Set den 24. april 2026

Foto: Jens Peter Engedal

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.aveny-t.dk/forestillinger/bad-guy

og

Medvirkende: Line Bie Rosenstjerne

Manuskript: Aleksa Okanovic

Instruktør: Isabelle Reynaud

Scenograf: Aleksandra Lewón

Lys, lyd og komponist: Jens Mønsted

Varighed: Ca. 1 time og 10 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *