Anmeldelse: Befri gudtjenesten, Århus Domkirke (Teatret Svalegangen)
- By: Lea Damgaard
- On:
Af Lea Damgaard
Som en del af Kulturby 2017 kan man lige nu opleve noget ret ekstraordinært i Århus Domkirke. Her er Teatret Svalegangen nemlig rykket ind, og de har sat sit præg på gudstjenesten. Det er blevet til en ganske spændende fusion mellem teater og gudstjeneste. Det erklærede mål er at byde indenfor til en relevant, fællesskabende og anderledes gudstjeneste og efter en lidt tøvende og svag start, er det heldigvis lige præcis, hvad ’Befri gudstjenesten’ formår at levere.
Det kan tælles på få hænder, hvor mange gange denne anmelder har været til gudstjeneste siden konfirmationsforberedelsen, og siden dengang er kendskabet til kristendommens mindre kønne historiske passager og det faktum, at kristendommen ofte er brugt i diskussionen om ”dem” og ”os”, afholdt mig fra de fleste møder med religionen.
Måske er det netop derfor, at ’Befri gudstjenesten’s begyndelse ikke rigtig fungerer. Her passerer publikum flere korsangere, der alle synger hver deres kendte danske popsang, de er placeret under hver deres store cirkelformede lysstofrør og den tykke symbolik gav en smule forbehold fra begyndelsen. Den meget anderledes, dansende og rytmiske fremsigelse af fadervor og lige så specielle introduktion af præsten Christina Laursen giver heller ikke den betryggende fællesskabsfølelse, som ’Befri gudstjenesten’ sigter efter. Når man som mig, har holdt sig fra de fleste møder med kirken betød begyndelsen en forvirrende oplevelse, hvor usikkerheden på, hvad der var gudstjeneste og hvad der var forestilling, desværre overskyggede den samlede oplevelse.
Heldigvis vendes alt dette i gudstjenestens anden akt. Der serveres en nadver, der slår altervinen og oblater med kilometer og da publikum placeres på kirkebænken sker der virkelig noget. Alt fra de gendigtede salmer til den teologiske refleksion er utrolig rørende og det fysiske udtryk, som danseduoen Don Gnu står for, er rene og stærke i deres udtryk uden at flyde over med velkendt kristen symbolik. De forskellige elementer formår at inddrage og skabe en helt særlig følelse af rummeligt fællesskab, som denne anmelder ikke har oplevet før, hverken i kirken eller teatret.
Hver aften i spilleperioden vil den oplæste epistel være skrevet af en ny forfatter, ligesom prædiken vil blive fremført af en aktuel meningsdanner som bl.a. Sherin Khankan, Flemming Jensen, Emma Holten m.fl. Jeg håber, at de kommende aftener vil byde på lige så fine tanker og overvejelser som dem, vi fik serveret af Rasmus Bryggers epistel og Poul Henning Bartholins prædiken. Hver aften i spilleperioden er således en ny aften.
Det er et stort og omfattende projekt at ”befri gudstjenesten”, og det er en fornøjelse at opleve, hvordan alle delelementer og forskellige udtryksformer alle kan tale ind i det samme tema og give en hel særlig oplevelse af at være en del af et fælles hele – om man så tror på en kristen Gud eller ej.
Teatret Svalegangen i samarbejde med Århus Domkirke og Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017
Kan opleves i Aarhus Domkirke, Store Torv, 8000 Århus C
Spilleperiode: 18.-25. februar 2017
Set den 17. februar 2017 (forpremiere)
Fotos: Teatret Svalegangen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.svalegangen.dk/forestillinger/egne-forestillinger/befri-gudstjenesten/
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod