Anmeldelse (bog): Skuespilhuset, Det Kongelige Teater
Af Christian Skovgaard Hansen
I februar 2008 åbnede Skuespilhuset, således Det Kongelige Teater nu fik et hus særligt til skuespillet.
Selvom bogen og dens historier og fotos er fra tiden lige efter åbningen, vil læseren også i dag kunne genkende huset og historierne – måske blot med andre folk og skuespillere.
Har man gæstet Skuespilhuset, vil man nikke genkendende til mange af fotografierne, mens man samtidig får et mere sjældent indblik i de områder, som ikke normalt er åbent for publikum, f.eks. sceneteknik, garderober, kontorer og andre arbejdsområder bag scenen, som er nødvendige for, at en sceneproduktion kan fungere. Som læser bliver man opmærksom på alt det, som man ikke normalt ser som publikum i salen eller gæst i husets fællesarealer enten inde eller ude.
Bogens store force er Egon Gades mange flotte fotografierne af huset og ikke mindst dets virke og det liv, som nu er i huset. Fotografierne og historierne i bogen har også indfanget den arkitektoniske vinkel, og hvordan arkitekturen og skuespilkunsten spiller sammen med ønsket om, at folket også bruger huset og dets omgivelser – og også uden for spilletid.
Fotografierne står bogen igennem alene kun enkelte steder brudt af mere generelle, men heldigvis velvalgte og sigende citater. Bagerst i bogen er der en forklaring og en tilhørende lille tekst til de forskellige fotografer, så man får historien bag fotografiet. Først ved at læse denne lille tekst få man den fuldendte oplevelse, hvor man kan ”gå” på opdagelse i huset.
Det er bare synd, at de er placeret her! Æstetisk er det naturligvis flottest, at billederne står skarpt og alene, men for læseren er det alligevel lidt besværligt. Disse tekster burde have været placeret sammen med hvert enkelt billede eller inkorporeret på anden vis, så man som læser fik den rette synergieffekt og aha-oplevelse, frem for enten til tider at undres over, hvad et billede forestiller, eller at skulle sidde og bladre frem og tilbage hele tiden.
Når det er sagt, er det dog stadig en flot (foto)bog om Det Kongelige Teaters nyeste hus – som i dag ikke er helt så nyt længere, men som folk har taget godt i mod. Skuespilhuset – bogen som selve huset! – er derfor for både den, der er interesseret i arkitektur og/eller scenekunst, men også for den almindelige borger, som er interesseret i at vide mere om det ”nye” Skuespilhus.
Joakim Lassen og Peter Bentzen (red.) og Lone Spliid (tekst) og Egon Gade (fotograf): Skuespilhuset, Det Kongelige Teater, 1. udg., 2008
ISBN: 978-87-989870-1-7
168 sider
Pris: 150,-
Bogen kan købes i Det Kongelige Teaters billetsalg
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod