Anmeldelse: Bornholms Sommerrevy 2024 – Kuk kuk i skoven, Kyllingemoderen (Bornholms Sommerrevy)

Anmeldelse: Bornholms Sommerrevy 2024 – Kuk kuk i skoven, Kyllingemoderen (Bornholms Sommerrevy)

Af Christian Skovgaard Hansen

Sommerrevyen er nu tilbage i Kyllingemoderen midt inde i Almindingen midt på solskinsøen, og den eventyrlige skov fortsætter igen i år indenfor i Rikke Juellunds grønne scenografi. Årets revy har undertitlen ”Kuk kuk i skoven”. Der er ingen tvivl om, at der en god portion ”kuk kuk” i årets revy – altså den danske version i form af gakket galskab og ditto løjer, og ikke svenskernes noget anderledes forståelse af ordet ”kuk”…

Bornholms Sommerrevy 2024 har ligesom de foregående år en underfundig gakkethed. De vittige og til tider også vanvittige numre har dog selskab af de mere alvorlige og eftertænksomme numre, så der er balance i revyen. Den serveres med den rette timing i det rette tempo i Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll og Bo Skødebjergs iscenesættelse, og nutidens emner tages under kærlig behandling. Det lokale islæt er også på plads i år, men både indfødte bornholmere og os turister udefra får noget med hjem.

På holdet har Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll i fået selskab af de to nye medspillere Mathias Flint og Frida Cæcilie Rødbroe, og Johann Gustav står igen for musikken.

Frida Cæcilie Rødbroe er ganske morsom i Andreas Hermansens ”Måge jeg være fri”, hvor den noget upopulære og ikke mindst larmende fugl får sin bekomst. Hun og Mathias Flint er morsomme og beundringsværdige som det trætte, lettere nedslidte forældrepar i Niclas Bardelebens tekst om (u)lykken ved at få børn.

Mathias Flint er nok ny på holdet på Bornholm, mens hans skuespillererfaring fornægter sig ikke. Han er en del af den øverste overklasse, når han i ”Venter på Kadeau” med tekst af Gunvor Reynberg og ham selv sætter fokus på overklassens problemer og ikke mindst dens forhold til underklassen. Han er charmerende og intens som sportskommentator i den noget alternative omgang ”Royal Run” for (tidligere) majestæter. Allerbedst er han dog i William Jacobsen Halkens ”Landmand i København”, hvor han med stor stemme og krop spidder både kærlighedslivet og ikke mindst forskellene på land og by.

Eftertænksomheden er på plads i Gunvor Reynbergs enkle fremførsel af Kristian Jensens ”Sandkorn”, hvor det gælder om at se ud over det umiddelbare og nære. Sammen med Mathias Flint leverer hun i egen tekst ”Vild med vilje” en kommentar til naturen i dag – og ikke mindst vores (ofte mis!)forhold til den. For verden er jo bi-zar, så vi bør ”let it bi” noget mere! Sammen med Søren Hauch-Fausbøll er hun kær som sølvbrudeparret, hvis takkesang – med tekst og musik af Mathias Flint – til gæsterne måske ikke helt er samstemt…

Over den morsomme ”Barbaras Rhabarberbar” har hun til Frida Cæcilie Rødbroe og Mathias Flint skrevet et rapnummer om Barbara (altså Bertelsen!), der er både morsom, men også skræmmende tæt på virkeligheden. Som kommentar på forholdene hos balletbørnene i Den Kongelige Ballet har hun skrevet en skarp tekst ”Svanens død” – til Tjajkovkijs musik!

Søren Hauch-Fausbøll er morsom som den svenske grafittimaler, der falder i søvn på mest underlige tidspunkter, i hans og Reynbergs ”Dagens nyheder”, hvor der improviseres over en overskrift i dagens Bornholms Tidende. I og med at det er improteater, er der dog risiko for, at nummeret ikke holder helt samme standard de kommende aftener. I hans egen ”Karl og kulturen” er han Karl, der er noget uvant med at bruge kulturen, hvorfor han ikke helt ved, hvordan man skal opføre sig. Det er ganske morsom og ikke mindst tankevækkende – de fleste af os vante kulturforbrugere kender typen. Problemerne med ejendomsvurderingerne får en atypisk kommentar i hans faste rolle som bygningsinspektøren Verner Mogensen, der har sin helt egen vurderingsmåde. Sammen med Frida Cæcilie Rødbroe er han også ganske poetisk i hans ”Chico & Coco”, hvor klovnen spejler sig legende og muntert.

Igen i år står Johann Gustav for musikken, og hans fornemme musikalske akkompagnement fungerer glimrende, ligesom han habilt har sørget for musikken til indtil flere numre, blandt andet til åbningsnummeret ”Kuk kuk orkestret” og Reynbergs rap om Barbara. Han får et par fine gæsteoptrædener på scenen.

Bornholm lyder – også – under politikernes spareøvelser på de offentlige ydelser, hvilket hele holdet får os til at synge med på i Reynbergs ”Spare-øen”. Kofødderne er også tilbage i nummeret af samme navn. I år er omdrejningspunktet både ganske alvorligt og ganske morsom Kongens besøg på øen, og planlægningen krydres som vanligt med nok mængder lokal snaps ”te næsan”.

Hele holdet fungerer også godt sammen. Frida Cæcilie Rødbroe og Peter Holst-Beck sætter i ”LGBTQIA+ det løse” fokus på køns- og identitetsdebatten og ikke mindst på, hvordan den ældre generation måske ikke helt forstå, hvad al nutidens tale skal til for, på en ganske sjov og ikke mindst anderledes facon på melodien ”Do-Re-Mi” fra ”The Sound of Music”. Bo Skødebjerg har til holdet skrevet ”Tillykke med fødselsdagen”, hvor DNA-tests viser, at familieforholdene ikke er helt så naturlige som først antaget.

Bornholms Sommerrevy 2024 er en bedårende og charmerende sommerrevy, hvor det alvorlige og det gakkede og det lokale og det noget større i både fædrelandet og verdenen tages under kærlig behandling. Teksterne, som for en stor dels vedkommende er skrevet af holdet selv, er generelt gode, og der er plads til både eftertænksomheden og poesien og ikke mindst det (van)vittige. Holdet er sammentømret og velspillende, og også i år fylder den gode musikalitet meget.

Bornholms Sommerrevy

Kyllingemoderen, Segenvej 50, 3720 Aakirkeby

Spilleperiode: 28. juni-3. august 2024

Set den 28. juni 2024

Fotos: Justine Høgh

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://bornholmssommerrevy.dk

Medvirkende: Gunvor Reynberg, Mathias Flint, Søren Hauch-Fausbøll og Frida Cæcilie Rødbroe

Kapelmester, komponist og arrangør: Johann Gustav

Idé, tekst og musik: Gunvor Reynberg, Johann Gustav, Søren Hauch-Fausbøll, ATS, Mathias Flint, Esben Thaysen Nissen, Johann Strauss d.æ., Erik Axel Wessberg/Aske Bentzon, Christian Dahlberg, Frida Cæcilie Rødbroe, Peter Holst-Beck, Richard Rogers, Niclas Bardeleben, Jacques Brel, Kristian Jensen, Bo Skødebjerg, June Beltoft, Tjajkovskij, William Jacobsen Halken m.fl.

Instruktører: Gunvor Reynberg, Søren Hauch-Fausbøll og Bo Skødebjerg

Instruktørassistent og rekvisitør: Andreas Hermansen

Scenograf: Rikke Juellund

Kostumier: Julie Jacobsen

Koreograf: Vivi Siggaard

Lysdesign: Lars Schou

Lyddesign: Michael Brøndum

Producent: Laura Frederikke Jespersen

Varighed: Ca. 2 timer og 20 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *