Anmeldelse: Verdensballetten 2024, Det Kongelige Danske Haveselskabs Have (Verdensballetten)

Af Ida Spedtsberg

Verdensballetten er tilbage på sit 16. år – og selvom meget er det samme, så er der også noget nyt. Faktisk måske en smule for meget nyt.

Lad os starte med det gode. Vejrguderne skånede os fra dommedagsregn, og Danmark gav os sit bedste solrige juli-ansigt. I modsætning til tidligere år åbnede premieren i år på Frederiksberg i de naturskønne omgivelser hos Det Kongelige Haveselskab. Flot – omend ikke helt så ekstravagant som de sædvanlige rammer på Sølyst.

Idéen om en udendørsforestilling med en potpourri af de bedste er genial. Stjerner i små bidder i festligt lag sælger jo næsten sig selv. Og essensen af Verdensballetten har altid været den perfekte kombination af små perler til balletkenderne og en bredere appeal til det mindre kulturvante publikum.

I Verdensballetten 2024 har vi på danserfronten besøg af mange glædelige gengangere. Kunstnerisk leder Steven McRae er tilbage sammen med danserne Anna Rose O’ Sullivan og Lukas Brændsrød fra The Royal Ballet i England. Som den eneste danske danser repræsenterer kgl. solodanser Astrid Elbo Gamle scene. Fra Staatsballett Berlin er stjerneparret Iana Salenko og Marian Walter tilbage, og Xander Parish fra The Norweigian National Ballet fuldender stjernebesætningen.

På musikfronten var populære Alexander McKenzie og Niklas Walentin skiftet ud med lige så populære violinist Charlie Siem og pianist Caroline Jaya-Ratnam. Sammen leverede de nogle af aftenens bedre momenter med ”Præludium og Allegro” af Fritz Kreisler samt ”Sonate nr. 2” af Edvard Grieg. På sangfronten gjorde norske Lina Johnson flot figur i kontrast mod den røde aftenhimmel – især på modersmålet i ”Våren” igen til Grieg. Og hjemmevant stod Jens-Christian Wandt igen på scenen som charmerende konferencier og energisk sanger.

Trods det funklende cast kommer dette års forestillingen ikke helt i mål. Verdensballetten er normalt en fuldendt sommeroplevelse, som altid glæder og inspirerer. Men i år havde dansen tabt lidt af pusten.  Og her vil jeg gerne understrege: Danserne gjorde deres allerbedste. Deres ekstremt høje kaliber og kvalitet var den afgørende forskel mellem ”flot” og ”meh”. Men flot er bare ikke nok, når man flyver verdensstjerner ind. Jeg vil se dem i deres es. Opleve sublime trin i teknisk-svært repertoire. Blive forbavset. Forfærdet. Forblændet.

Og jeg var faktisk skeptisk allerede da jeg så programmet. For klassisk repertoire var det småt med – faktisk fik vi kun en appetizer i form af adagioen fra ”Nøddeknækkeren”, danset med flot indlevelse og præcision af Elbo og Brændsrød, der begge er rutinerede i rollerne.

Efter ”Nøddeknækkeren”, fik vi fornøjelsen af ”Ballet 102”: En humoristisk gennemgang af de mange trin i en klassisk pas de deux. Det var en let og egentlig ganske morsom forret, som sagtens kunne have sin gang i aftenens program, hvis mere tyngde havde præget resten.

Herefter fulgte Broadway-legenden Arlene Phillips take på en pas de deux med O’ Sullivan og Parish. Desværre handlede ”Somewhere over the rainbow” mere om at høre Anna synge (som hun formåede fint) til lidt halvkedelige valsetrin end hendes energiske flair, som hun er kendt for. Og Xander Parish var der mest bare for at løfte hende lidt rundt. Faktisk dansede Parish desværre meget lidt på aftenen. Og som optakt til pausen fik vi stepnummeret ”Fortitudine” fra Steven McRae, kendt for sine formidable stepevner. Desværre ikke hans koreografiske højdepunkt, hvis man sammenligner med tidligere værker som ”Czardas”, der blev danset til Verdensballetten sidste år.

Efter pausen er vi tilbage med mere ufuldendt dans. ”Libertango” er en fin duet for to herrer, som er meget kort og forudsigelig, og igen: Kan vi ikke godt udfordre verdenskendte dansere en smule mere? ”Resonance” følger som en hyggelige trio, der dog desværre ikke rigtigt sætter sig fast hos mig. Den er veleksekveret, men jeg mangler på det her tidspunkt af forestillingen en lidt dybere connection med publikum. Og så soloen ”Hallelujah” af Marian Walter, som faktisk har lidt kant og sjæl, og som jeg tror ville have fungeret godt i en længere udgave eller som en del af et større værk.

Det er tydeligt, at man i år har valgt at satse på nye værker fremfor det klassiske univers. Med undtagelse af ”Nøddeknækkeren” er aftenens sidste værk, “Bolero”, eneste hyldest til det klassiske balletunivers. “Bolero” er en ny passioneret pas de deux af McRae og Salenko til Ravels velkendte ”Bolero”, og her fik vi endelig set de teknisk svære ting, som kun dansere i verdenskaliber formår. Værket var en hyldest til parrets mangeårige partnerskab, og sammensmeltningen af de to var så tydeligt årsagen til de mange piruetter, høje løft og den smittende energi.

Det er et festligt program, der sætter smil på læben, men ikke kryds på tjeklisten for ”balletomaner”. Og det er en skam. For ifølge Jens-Christian Wandts introduktion har de altid sat sig for at ramme både de nye og de erfarne kulturelskere. Og heldigvis rammer aftenen det helt perfekte niveau af en uformel indgang til en elitær kunstverden for førstnævnte gruppe. Er du en mindre kræsen balletsjæl end jeg, så skal du endelig tage afsted og lade dig besnære af luksusdansere i den danske sommernat. For alle os nørder, håber jeg på lidt mere virtuositet næste år.

Verdensballetten

Det Kongelige Danske Haveselskabs Have, Frederiksberg Runddel 1, 2000 Frederiksberg

Spilleperiode: På turne i Danmark og Tyskland fra 10. juli-6. august 2024

Set den 10. juli 2024

Fotos: Esben Zøllner Olesen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Konferencier og tenor: Jens-Christian Wandt

Sopran: Lina Johnson

Klaver: Caroline Jaya-Ratnam

Violin: Charlie Siem

Dansere: Steven McRae, Iana Salenko, Lukas Brændsrød, Xander Parish, Anna Rose O’ Sullivan, Marian Walter og Astrid Elbo

Koreografi: Steven McRae, Iana Salenko, Joshua Junker, Arlene Phillips, Marius Petipa og Eric Gauthier

Musik: Peter Tjajkovskij, Giuseppe Verdi, Fritz Kreisler, Edvard Grieg, Harold Arlen, The Drummers – John Mason, Astor Piazolla, Steve Reich, Leonard Cohen og Franz Lehar

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod