Anmeldelse: Carmen, Det Kongelige Teater

By: Henriette Devantier
On: 3. oktober 2018

Af Henriette Devantier

Jeg føler mig så meget på udebane – og så endda på min egen hjemmebane! Hvor skal jeg starte og hvordan? Carmen, der spiller på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, sætter tankerne i gang og ikke mindst i perspektiv med kontroversiel, innovativ originalitet.

Den spanskfødte Marcos Morau har studeret koreografi i Barcelona og New York og er nu en populær og efterspurgt herre rundt omkring i Europa. I denne omgang har Den Kongelige Ballet været heldige at få Marcos Morau til Danmark for at opsætte balletten Carmen helt på ny!

Vi kender alle Carmen på den ene eller anden måde – mange genkender den smukke, forførende musik af George Bizet, og andre har enten oplevet forestillingen som opera eller ballet. Carmen er en fri kvinde, og hun udlever sine lidenskaber uden at mærke noget til begrænsninger, som samfundet pålægger kvinder. Hendes skæbne kender vi på forhånd. Publikum sidder og venter på dødsscenen, men i denne udgave nægter Carmen at dø. Hun flygter fra sin skæbne på utrolig realistisk vis. Men hvad der præcis sker, må du selv opleve på Gamle Scene frem til 1. november!

Morau tager udgangspunkt i den originale roman af Prosper Mérimée, men har flyttet hele handlingen ind i et filmstudie, hvor vi som publikum, befinder os under optagelserne. Over scenen hænger en kæmpe skærm, der er lige så bred som scenen selv. Skærmen viser, hvad kameraet på scenen optager, mens det svæver hen over danserne i vilde guldskørter, karruselheste og minimalistisk scenografi. Man får en unik mulighed for at opleve, hvad der udspiller sig på scenen fra flere forskellige vinkler og komme helt tæt på.

Inden forestillingen sad jeg i salen med en forventning om, enten er denne forestilling knald eller fald, for jeg ved, at Morau har sin helt egen stil. Han sætter forestillingen i nye rammer og ændrer begivenhedernes gang for øjnene af publikum. Det jeg ikke lige vidste, var, at der fandtes en helt tredje mulighed end ”knald” eller ”fald”; nemlig ”forvirring”.

Moraus Carmen var svær at gå til. Jeg ved ikke, om det er mig, der er gammeldags, men jeg havde svært ved at finde en dybere mening i forestillingen. Denne opsætning var svær at komme ind i. Jeg er kommet frem til, at for at træde ind i dette totalt nye danseunivers, må man vaske ballettavlen ren. For balletessensen er ikkeeksisterende her. Ballet er dans, og dans kan være alt! Men her manglede jeg desværre grundsubstansen – skelettet af balletten.

Forestillingen var meget præget af sekvenser i form af de forskellige scener, der bliver taget på et filmset. Hver scene har hver sin Carmen. Der er altså ikke én danser, der gennem hele forestillingen danser partiet. Der er ingen forskel på mænd og kvinder. De mandlige dansere danser ikke nødvendigvis kun mænd, og det samme gælder de kvindelige dansere. I programmet står der listet hvilke kvindelige dansere og hvilke mandlige dansere, der medvirker, men netop ikke hvilke roller de danser.

Jeg manglede en helhed – en rød tråd. Men der var fede momenter i de forskellige brudstykker. Som forestillingen skred frem, og jeg fandt ud af, at jeg måtte vaske ballettavlen ren, højnede fascinationen sig i mig. Fascinationen til det splinternye, det regelløse og det skæve. Men helheden og handlingen manglede jeg. Først her efter forestillingen begynder der at skabe sig en snert af helhed og forståelse i mig i kraft af den sidste scene, vi blev præsenteret for i forestillingen.

Jeg tager hatten af for danserne, der, med en klassisk skoling og hverdag, bliver kastet ud i dette helt nye trinsprog, der ikke ligner noget, man har set før. Især Esther Lee-Wilkinson i form af en Edith Piaf-skikkelse, gjorde det så godt. Det var tydeligt, at danserne nød at blive udfordret af noget helt nyt!

Musikken var skøn! Temaerne, vi kender fra Carmen af Georges Bizet, prægede store dele af balletten, tilsat et lille nyt twist fra komponisterne Rodion Sjtjedrin, Ernest Guiraud, Nikolaj Rimskil-Korsakov og Charles Dumont. Det fungerede rigtig godt og gik helt i spænd med Moraus meget musikalske koreografi. Det musikalske fangede netop essensen af det innovative, nytænkende, og gik hånd i hånd med det originale værk.

Forestillingen var også i den grad komisk. De nye rammer gjorde noget godt for underholdningsværdien, men heller ikke mere end det. Jeg savnede at de dybere lag efter det underholdende, var blevet gjort mere tydelige. Men flere gange grinede man enten med eller ad, hvad der udspillede sig på scenen. Og til tider blev man midt i komikken i tvivl om, det her egentlig var en parodi?

Selvom Moraus Carmen desværre ikke ramte helt plet hos mig, er den essentiel i det store billede. Det kontroversielle, innovative og originale er vigtigt og skaber perspektiv og udvider horisont. Forvent alt udover det sædvanlige og noget helt anderledes!

Det Kongelige Teater, Gamle Scene, Kongens Nytorv 9, 1050 København K

Spilleperiode: 28. september-1. november 2018

Set den 2. oktober 2018

Fotos: Per Morten Abrahamsen og Klaus Vedfelt

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/ballet/carmen/

Medvirkende: Ida Praetorius, Kizzy Matiakis, Esther Lee-Wilkinson, Alexander Bozinoff, Jón Axel Fransson, Andreas Kaas, Marcin Kupinski mfl.

Idé og iscenesættelse: Marcos Morau

Koreografi: Marcos Morau med Lorena Negal, Ariadna Montfort og Marina Rodríguez

Musik: Georges Bizet, Rodion Sjtjedrin, Ernest Guiraud, Nikolaj Rimskil-Korsakov og Charles Dumont

Scenografi: Max Glaenzel

Kostumer: Silvia Delagneau