Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance, Dansk Danseteater

Anmeldelse: Copenhagen Summer Dance, Dansk Danseteater

Af Mia Søndergaard

P’Copenhagen Summer Dance’ er en danseforestilling i Politigårdens smukke rammer.

Da jeg trådte ind ad den store indgang til en gård, der normalt er lukket for offentligheden, fik jeg opfattelsen af, at det kun er eliten, der besøger denne årlige begivenhed. Ældre mennesker, midaldrende venindepar og dem med lidt flere penge mellem hænderne end ungdommen på SU. Og den fordom vil jeg med det samme gøre noget ved, for ’Copenhagen Summer Dance’ er for alle – og så er det tilmed gratis!

519_2_0-HenrikStenberg

 

I år er det 11. gang, at ’Copenhagen Summer Dance’ gæster Københavns Politigård med en forestilling, der er bygget op af forskellige små historier i hvert dansenummer. I år byder de på noget så forskelligt som både moderne dans og ballet til flamenco.

Der er både dansere fra forskellige kompagnier i Danmark med også udenlandske dansere, der bidrager med deres fortællinger og flotte bevægelser.

Selvom jeg ikke er den mest garvede inden for dans, blev jeg rørt af de forskellige kompagniers fortællinger og deres smukke udformning. Når man lader sig give hen til fortællerformen, bliver der serveret 8 forskellige numre med hver deres lille historie at fortælle, som man hurtigt køber. Nogle af historierne var for mig sværere at følge med i end andre, men sådan vil det nok altid være, om man ser teater, dans, installationskunst eller andet. Det handler i bund og grund om at videreformidle følelser og intentioner, og det var jeg helt med på i mange af numrene.

Politigården_photo_Henrik-Stenberg (2)

 

Jeg var især betaget af Dansk Danseteaters ’Black Diamond’, Lotte Sighs ’Dancing with Anger’ og Tivoli Ballet Teaters ’Accordion stories’. Alle tre numre var duetter og enormt smukt og poetisk udformet; der var moderne dans i morhpsuits, ballet om vrede og en moderne parafrase på den klassiske pantomime. Det jeg faldt for ved lige præcis de 3 numre, var nok deres tydelige sprog og historie, som jeg synes de alle formåede at fremføre elegant på trods af det abstrakte.

Alt i alt vil jeg sige, at ’Copenhagen Summer Dance’ bestemt er et besøg værd!

 

Spillested: Københavns Politigård

Dansk Danseteater

 

Spilleperiode: 10.-16. august 2015

Forestillingen varer ca. 1 time og 30min. inklusiv pause

 

Køb af billet: Der er gratis adgang, men man kan reservere en billet og dermed plads for 60 kr. Læs mere på deres hjemmeside: www.danskdanseteater.dk

 

(OBS: De anbefaler at man kommer senest 1-1½ time før forestillingsstart, da der er lang kø for at komme ind).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *