Anmeldelse: CRASH, Betty Nansen Teatret/Edison (med Sew Flunk Fury Wit)
Af Ea Melissa Christiansen
”Dig, på vores første date. Dig, som sidder fast i dine problemer. Dig, som skriger mig lige op i ansigtet…” Hvordan vil dine minder lyde, hvis du har ét splitsekund til at se dit liv passere revy foran dig, inden du dør?
Disse tankevækkende spørgsmål leges der med i musikforestillingen CRASH, hvor vi følger et par, der på tragisk vis dør i et biluheld. Inden de dør, spoles tiden tilbage og vi genoplever deres forhold fra slut til start.
CRASH er ikke en hvilken som helst musikforestilling. Det er en blanding af opera og pop, som nænsomt inviterer os ind i et musikalsk univers med tonerne fra en cello, guitar og sopran, en performer og en håndfuld dukker.
Musikerne står iklædt sorte gulvlange kjoler og har maling op og ned ad armene. Nærmest som var det døden i sin sorte kappe, der siger: ”Dit liv slutter nu.” Scenen er mørk, og der står en smadret bil midt i det hele. I baggrunden er der nogle glasfacader og bilens lygter lyser ud i rummet, mens musikken danner rammen for stemningen. Den er melankolsk, og tiden går langsomt. Meget langsomt.
Det hele starter i slowmotion. Karaktererne spilles af dukkeføreren Svend E. Kristensen og operasangeren Regina Unnur Olafsdottir, som sammen udgør parret i historien. De går krumrygget rundt på scenen, indtil mindet om dem, mens de var i live, bliver livagtiggjort. Vi oplever, hvordan parret skændes, vi ser deres ”Honey Moon-fase” af forelskelsen og til sidst ender vi tilbage i bilen igen. I nuet. I intetheden. I en smadret bil fyldt med to skrigende ofre, som ender ud i en smadret bil fyldt med stilhed.
Alt i alt fungerer det godt med det langsomme tempo, for netop at kunne sætte sig ind i karakterernes tidsboble á flashbacks. Alting behøver ikke altid være speeded up, for at skulle virke interessant.
Undervejs bliver der gjort brug af dukker, hvilket gav et sidste ”touch”, til den yderst fine, men tragisk historie. Dukkerne var morsomme, når de rykkede på sig, hvorpå de lignede to kalkuner med gummiarme. Ansigterne så fordærvede ud, med et øje åbent og et andet lukket. De skreg, de råbte ad hinanden og de blev voldelige. Det blev en kende absurd, tragikomisk og væmmeligt.
Dukkespillet fungerede, og Svend E. Kristensen har ramt plet, med sit valg om at bruge dukker i forestillingen. Hans stemme er ikke i topklasse, men du fornemmer karakterens ”state of mind” og dét synes jeg er det væsentligste. Alting behøver ikke altid være skønsang, når det ikke udelukkende er en musical, men en nytænkende OG musikalsk forestilling.
Senere oplever vi en dans med Svend E. Kristensen og en anden dukke, som ligner kvinden. Bevægelser var yndefulde, dukken virkede levende og helhedsbillede var virkelig smukt. Samtidig gav det også det til historien, at man fik en indlevelse i mandens kærlighed til kvinden. Det var mest kvinden, der var på spil, eftersom hun sang størstedelen. Her vil jeg også mene, at Regina Unnur Olafsdottir var et perfekt valg, i rollen som konen. Hendes smukke sang og indlevelse var beundringsværdig, og selve valget om at blande opera ind i en eksperimenterende moderne musikforestilling, kunne være et risky valg. Men det fungerede. Det blev absurd, det blev intenst og MEGET rørende.
Jeg savnede til gengæld noget energi, kropssprog og ansigtsmimik i den første halvdel af stykket, men da de havde ”varmet op”, kørte det hele. Hele magien startede, da parret fik øjenkontakt med hinanden, såvel som da dukkerne kom i spil. Her begynder historien virkelig at blive tydelig og her begyndte tankerne at så hos mig. Tanker så som: ”Hvilke minder vil være de mest betydningsfulde, hvis jeg døde lige nu og her? Hvad vil jeg fortryde? Hvad vil jeg glæde mig over?”
På trods af at performerne skulle ”varmes op”, er det et plus, at både musikerne ved Rune Risager og Josefine Opsahl var så intense i deres spil. Det var et plus, at scenografien af Johan Kølkjær var så simpel, med den sønderknuste kæmpe bil midt på scenen. Samtidig var der kælet ved lyssætningen med Andreas Buhl i spidsen, hvilket er vigtigt, når man har at gøre med en mørk scene, som ikke skal blive kedelig. Farverne spillede fint sammen og bilen, der lyser indefra, eller udadtil via billygterne, var scenisk flot.
CRASH var drømmeagtig. Det var som om, at tiden stod stille, mens vi alle befandt os i en lille boble af minder. Det var… Wow. Det var vildt. Hvis du sætter filmen ” Drive” på og forestiller dig du sidder på bagsædet af bilen, mens Ryan Gosling kører rundt i natten. Underlagt elektronisk musik i baggrunden, tilsat en mængde tankevækkende frø, lidt vand og en følelse af apati, afmagt, forelskelse og fortvivlelse, SÅ har du et billede af hvilken følelse, som jeg sad tilbage med efter forestillingen.
I slutningen af forestillingen blev jeg overvældet af tårer. Vi snakker ikke bare om én, men et vandfald af tårer. CRASH havde sat sig under huden på mig. Ligesom karaktererne ”sniger” sig frem på scenen i starten, følte jeg at karaktererne sneg sig ind på mig. På en god måde. Jeg kommer stadigvæk i tanke om ting, som CRASH har fået frem i mig. Det er virkelig ikke tit jeg oplever dette, men sådan en oplevelse fik jeg med CRASH!
Hvis du er til eksperimenterende forestillinger, med musikken og tragiske emner i fokus, peppet op med et præg af et langsomt univers og en helt unik form at bygge en forestilling op på, er dette ikke noget, du ønsker at gå glip af! Det vil være svært at finde en forestilling som denne, så se den, oplev den og få den ind under huden. Gør det, mens den stadigvæk går. Gør det, hvis du tør.
I samarbejde med Sew Flunk Fury Wit
Betty Nansen, Anneksscenen EDISON, Edisonsvej 10, 1856 Frederiksberg C
Spilleperiode: 3.-24. marts 2018
Spiller herefter på Teater Momentum i Odense i perioden 19.-22. april 2018 og på Folketeatret under CPH STAGE 2018
Set den 3. marts 2018
Foto: Søren Meisner
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
http://www.bettynansen.dk/da/oplev/forestillinger/crash/
Medvirkende: Svend E. Kristensen (performer og koncept), Regina Unur Olafsdottir (sanger), Rune Risager (guitarist), Josefine Opsahl (cellist)
Komponist: Peter Kohlmetz Møller
Librettist: Neill Cardinal Furio
Koncept: Jesper Pedersen og Svend E. Kristensen
Instruktion: Jesper Pedersen
Tekst: Jesper Pedersen i samarbejde med holdet
Scenograf: Johan Kølkjær
Kostumedesign: Anna Gammelgaard
Lysdesigner: Andreas Buhl
Lyddesign og teknisk afvikler: Jonas Krogh
Dukker: Svend E. Kristensen
Special Effects: Christine Scheel Kvint
Instruktør assistent: Maria Runing
Producent: Gitte Nielsen
Varighed: Ca. 70 min. uden pause
OBS! Forestillingen spiller på engelsk
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod