Anmeldelse: Crazy Christmas Cabaret 2017 – Planet Rump – The Farce Awakens, Tivoli (London Toast Theatre)
- By: Laura Munk Christensen
- On:
Af Laura Munk Christensen
I en galakse meget langt væk – eller måske lidt for tæt på – udspiller sig i disse dage en historie om science fiction og intergalaktisk politik, der minder en hel del om den, som vi ser i verden lige nu. Eller – historie er måske så meget sagt. Det er ikke ligefrem sammenhængen, der springer i øjnene ’Planet Rump – The Farce Awakens’. Tværtimod er kaosset herskende og forvirringen total.
I Crazy Christmas Cabarets 35. omgang forestilling befinder vi os i universet fra de populære Star Wars-film. De klassiske karakterer fra filmene er alle med, dog med små, forgæves forsøgt sjove navneændringer: Luke Skystalker, Master Yoghurt, Onli Won Karaoke osv. Men vor tids politiske kaos er rykket med, og der er konflikter mellem forskellige politiske ledere (Ronald Rump, Emanuel Macaroon, Kim Pong Pu). Vores unge helt Luke må i samarbejde med de øvrige karakterer beskytte galaksen fra Ronald Rumps superbombe, men der kommer konstant ting i vejen.
Dette er min tredje Crazy Christmas Cabaret, og jeg må helt ærligt sige, at man ikke behøver se mere end én i sit liv. Jokesene er lige platte fra år til år, det er den samme mand (Andrew Jeffers) i noget nyt dametøj, og Vivienne McKee får sin solosang igen. Alt er ved det gamle, og jeg forstår ikke, at en sådan forestilling stadig kan fylde salen. De få ting, der rent faktisk er sjove, bliver enten sprunget hurtigt hen over, eller trukket så langt ud, at der intet morsomt er tilbage til sidst. Der er altså enkelte sjove elementer, men forestillingen som helhed er ikke sjov.
Forestillingerne henvender sig typisk til det lidt ældre publikum, og netop derfor er Star Wars et ikke særlig velvalgt univers. Der bruges lang tid på at forklare om karakterer og steder, hvilket bare bidrager den i forvejen trættende forvirring. Forestillingen er alt for lang, og man kunne snildt cutte en tredjedel af uden at miste noget vigtigt.
Dog er der enkelte lyspunkter. Helt præcist var der tre. Først og fremmest er musikken spillet af Stuart Goodstein, Søren B. Petersen og Tom Højlund Olsen meget udmærket, og den skaber en fin ramme. Desuden er Katrine Falkenberg, som måske nok er en middelmådig skuespiller, en dygtig sangerinde, som formår at klare sine soloer meget overbevisende. Og sidst, men absolut ikke mindst, er det eneste i forestillingen, der reelt fik mig til at grine: David Bateson. Bateson giver den som både Ronald Rump, Chancellor Mærkelig (Angela Merkel) og Han Zupp (Han Solo) og han spiller dem alle sammen formidabelt godt og virkelig morsomt.
Forestillingen henvender sig mest til dem, der er inkarnerede fans. Og dem er der mange af i salen hvert år – mange vender tilbage år efter år. Men McKee lader til at være ved at løbe tør for idéer og det meste virker tvungent og, som det jo bliver lovet i titlen, er der tale en farce – desværre en dårlig én af slagsen. 35. års jubilæums-versionen falder derfor desværre noget til jorden.
London Toast Theatre
Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade, København V
Spilleperiode: 14. november-6. januar 2017
Spiller også 10.-13. januar på Hermans, Tivoli Friheden
Set den 14. november 2017
Fotos: Thomas Petri
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
eller
http://www.londontoast.dk/crazy-christmas-cabaret.html
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod