Anmeldelse: Dan Turèll + Halfdan E – Live, Folketeatret (Jangmark Agentur)

Anmeldelse: Dan Turèll + Halfdan E – Live, Folketeatret (Jangmark Agentur)

Af Christian Skovgaard Hansen

Ord! Dan Turèll har et omfattende og alsidigt forfatterskab bag sig. Han har også haft et samarbejde med musikeren og kompinisten Halfdan E. Det blev til de to album, ”Pas på pengene” (1993) og ”Glad i åbningstiden” (udgivet posthumt i 1996), hvor Turèll læste sine digte op til musik af Halfdan E. I 2019 udsendtes et nyt album, ”Telefon til afdøde”, med tekster og oplæsning af forfatteren Dan Turèll, sat i scene og til musik af Halfdan E.  Disse tre albums danner grundlag for koncertforestillingen Dan Turèll + Halfdan E – Live, hvori vi får et bredt udvalg af Turèlls tekster.

Selvom Dan Turèll har været død i snart 30 år, lever hans tekster videre. Ordstrømmen er stor, da Turèll var en både produktiv og bredtfavnende herre. Men lytter man efter, er der – oftest – en dybere mening med teksten. Turèll var en mester med ordene, og man får selv lov at danne sig billederne. Teksterne har stor vidde, og de dækker både livet, drømmene, byens gang, kærligheden og ungdommen, men også om hvor både elegant og underlig hverdagen kan være. Vi mærker, hvor kort og mærkeligt livet kan være.

Mads Wille kopierer bevidst ikke Dan Turèll. Men med en kærlig hilsen til ham giver Wille ham en fornem tilstedeværelse, nerve og stemme, hvor Dan Turèlls oplæsningsstil og tale skinner igennem. Turèlls tekster vækkes fornemt til live i hans fremførelse. Det er meget mere end bare en oplæsning, og det er i høj grad hans fortjeneste, at vi fængsles af og stringent lytter til ordene, så det ikke bare bliver en lang, ubrudt talestrøm.

Teksterne tilsættes musik komponeret af Halfdan E og leveret af Halfdan E sammen med de to dygtige musikere Søren Siegumfeldt og Lars Terkelsen, som begge mestrer en række forskellige instrumenter. Musikken er stemningsfuld og alsidig stilmæssigt, og den passer fantastisk godt til Turèlls tekster. Musikken i sig selv kan ligeså meget som teksterne, og i samspillet går det hele op i en højere enhed.

Scenografien er enkel, og den består alene af tre videoskærme bag Wille og orkestret. På skærmene har Jens Koudal skabt en række videografikker, som passer fantastisk til teksterne og musikken. Vi får både København og mere abstrakte billeder, og til nummeret ”Provins Parcelhus Baghave Blues” ruller provinsbaghaverne set gennem togvinduet netop forbi, som sad vi selv i togkupeen, mens vi lyttede til tekstens ord.

Turèll holdt af hverdagen, og at vi får hans digt ”Hyldest til hverdagen” som ekstranummer. Men alsidigheden og det anderledes kan også noget. Begge dele indfanger koncertforestillingen Dan Turèll + Halfdan E – Live, hvor en række af Turèlls teksters vækkes til live.

Jangmark Agentur

Folketeatret, Hippodromen, Nørregade 39, 1165 København K

31. januar-11. februar og 24.-29. marts 2023

Set den 5. februar 2023

Fotos: Folketeatret

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.folketeatret.dk/shows/dan-turell-plus-halfdan-e-live/

Medvirkende: Mads Wille

Manuskript: Dan Turèll

Instruktion: Simon Boberg, Halfdan E og Mads Wille

Komponist: Halfdan E

Visuals: Jens Koudal

Musikere: Søren Siegumfeldt og Lars Terkelsen

Varighed: Ca. 1 time og 50 minutter inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

2 thoughts on “Anmeldelse: Dan Turèll + Halfdan E – Live, Folketeatret (Jangmark Agentur)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *