Anmeldelse: Dantes guddommelige komedie, Østerbro Teater, Republique

Af Anne Sophie Thingsted
Dantes guddommelige komedie er en uforlignelig og ambitiøs fortolkning af den italienske klassiker om Dantes nedstigning til dødsriget. Som ene skuespiller på scenen skaber den svenske skuespillerinde Stina Ekblad sammen med instruktør Staffan Valdemar Holm en elegant og billedrig forestilling smukt bundet sammen af en stilfuld scenografi af Bente Lykke Møller.
Fortællingen om Dante, som besøger Helvede, stammer fra værket ”La Divina Commedia”, (på dansk ”Den guddommelige komedie”) skrevet af den italienske digter Dante Alighieri (1265-1321) i det 14. århundrede. Digtet anses i dag som en af verdenslitteraturens klassikere, som for første gang nogensinde satte billeder på efterlivet. Siden har værket været definerende for vores opfattelse af Himlen, Helvedet og Skærsilden.

Den guddommelige komedie handler om menneskets vej til frelse, hvor forfatteren fortæller om sin rejse igennem de tre dødsriger med sig selv som fiktiv hovedperson. Det er den historie, som vi får serveret, i Staffan Valdemar Holms iscenesættelse af Dantes fortælling på Teater Republique. Dog ligger teaterstykkets hovedfokus på Helvede, hvor alle dets pinsler bliver udpenslet ned til den mindste makabre detalje. Derfor skal man også være 15 år eller derover for at komme ind og se stykket.
Iscenesættelsen er baseret på Ole Meyers danske nyoversættelse af originalværket, og det er måske derfor, stykket bærer præg af at være en moderniseret version af den italienske klassiker. For eksempel finder humoren vej ind i Dantes fortælling, når Stina Ekblad bryder den fjerde væg og leverer en skælmsk bemærkning direkte henvendt til publikum.

Den 64-årige teaterskuespiller Stina Ekblad leder publikum trygt igennem stykkets 1 time og 35 minutters monolog, og hun får det til at se legende let ud. I en sand ordstrøm inviterer hun os med på Dantes rejse til Helvede og op til Himlen med en inddragende stemme. Hun lader os mærke de forskellige stemninger, Dante møder undervejs, ved at danse let henover scenen til toner af italiensk popmusik og i næste nu vride sin stemme i smerte ved synet af Helvede. Det tunge og det lette er velafstemt, så de godt 1½ time føles som ingenting.
Stina Ekblads inddragende præstation er godt hjulpet på vej af Karen-Maria Billes bearbejdning af Ole Meyers 602 siders oversættelse af originalværket. Det har utvivlsomt været en svær disciplin at omsætte og tilpasse et så omfangsrigt værk til et teaterstykke, men det er lykkedes, for det store fokus på helvede skaber retning i stykket. Sproget er udtryksmættet og skaber de billeder, som den minimalistiske scenografi ikke giver os. Men monologen udvikler hurtigt historien, og den kræver sit publikums fulde opmærksomhed, så man skal være veloplagt, når man går ind til stykket.

For at højne dramatikken leges der hele tiden med samspillet mellem lyd og lys i stykket. På et tidspunkt lyder for eksempel et øresønderrivende brag i salen, som får Dante til at fare sammen på scenen, og imens ekkoet fra braget runger, flakker lyset i takt. Lyden og lyset puster om muligt endnu mere liv i historien, end Stina Ekblad allerede tilfører den.

På scenen er syv snorlige rækker af hvidmalede objekter, som fylder scenen fra hjørne til hjørne, placeret: En sækkevogn, en gulvspand, en suppeterrin, et skateboard, en stillet, en computer, et fuglehus. De hvide objekter, der oplyses af hver sit spotlys fra oven, mod scenens mørke bagtæppe, får den til at fremstå som gravsten på en mørk kirkegård. Eller måske kunstværker, på en fernisering. På sin rejse danser, vandrer eller kryber Dante rundt iblandt objekterne, og det føles som om, de står som et symbol på menneskets materialisme og måske ultimativt, forfald. Måske er det vores fokus på de verdslige objekter, der sender os mennesker lige lukt til Helvede, tænker man.
Østerbro Teater, Teater Republique, Østerfælled Torv 37, 2100 København Ø
Spilleperiode: 10. januar-2. februar 2019
Set den 10. januar 2019
Fotos: Per Morten Abrahamsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Stina Ekblad og Vitus Elliot Hansen/Samuel Traum
Instruktør: Staffan Valdemar Holm
Dramatiker, forfatter: Dante Alighieri og på danske vers (oversætelse) af Ole Meyer
Bearbejdelse: Staffan Valdemar Holm og Karen-Maria Bille
Scenograf: Bente Lykke Møller
Lysdesigner: Clement Irbil
Lyddesigner: Anders Amdisen
Varighed:
Ca. 1 time og 35 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod