Anmeldelse: De fulde, Det Kongelige Teater

Af Line Rolighed

Alt fornuft er sat ud af spil. Det er helt tydeligt. Det er helt håbløst, og det på trods, forsøger de 14 fordrukne karakterer i forestillingen, De fulde, alligevel hjælpeløst at finde mening i kærligheden, løgnen, Gud og andre småting. De fulde er langt fra en yndig forestilling. Tværtimod vendes mennesket i dets mest fordrukne tilstand på vrangen, og det er med et, på flere måder, meget blandet resultat.

De fulde er en turbulent forestilling med mange karakterer, men et forholdsvis simpelt plot: Den sprittede hjernes tankeprocess blotlægges uden filter og ender gang på gang i samtaler om Gud, kærlighed, sandhed og løgn. Det er ikke karaktererne i sig selv, der er så vigtige, men nærmere den måde de møder hinanden på, og genkendelsen i deres reaktionsmønstre på tværs af de stereotyper, de repræsenterer.

Sprøde fortællerstemmer guider i dele af forestillingen de spritstive karakterer dinglende henover de bogstaveligt talt skrå brædder. I Bente Lykke Møllers scenografi bevæger gulvet sig nemlig undervejs og følger derved de fuldes skrånende fokus skiftevis frem, tilbage, op og ned. Den del af processen er i selv er spændende at iagttage, og giver liv til den ellers neutrale scenografi. Dertil fungerer det særligt godt, når alle 14 karakterer er på scenen sammen og med svajende bevægelser og sammenknebne øjne følger med i hinandens slinger i livsvalsen.

Det er i sig selv imponerende, at skuespillerne formår at blive i karakter hele forestillingen igen. Her bliver der ikke gået på kompromis, og de vælter frem og tilbage over scenen, som var det med livet som indsats. Den stærke samling af skuespillerkræfter spiller altså fuldt ud i mere end én forstand, og er lykkedes rigtigt godt med den svære kunst at agere stangstive. Til gengæld efterlades der desværre ikke rum til ret meget andet, og det er lidt skuffende antallet af dygtige folk på scenen taget i betragtning.

Jeg må indrømme, at jeg allerede inden forestillingen havde mine bekymringer omkring dét, at skuespillerne skulle agere fulde hele forestillingen igennem, da det i sandhed er en svær kunst at mestre i ædru tilstand, uden at det synes alt for overkarikeret. Rent skuespilmæssigt er de dog sluppet godt fra det.

Særligt bør fremhæves Fanny Louise Bernth, der virkelig formåede at fortælle en historie i rollen som den unge kvinde Martha med sin karakters fine dialog og sampil med Carsten Bjørnlund, Thomas W Gabrielsson og Karen-Lise Mynster. Karen-Lise Mynster var i sig selv også en fornøjelse at iagttage på grund af de små detaljer i hendes spil og mimik, som var med til, at give hendes karakter, Lorna, lidt nuance i det ellers ret så højtråbende selskab.

For i De fulde råbes der meget højt, og karakterernes reaktionsmønstre fremstår unødvendigt ekstreme og forholdsvis ensidede. På trods af, at alle de medvirkende skuespillere overbevisende formidler deres karakterer, så forbliver de festlige stereotyper, som man aldrig helt når at forholde sig til andet end på overfladen. Det kan til dels skyldes, at der måske er unødvendigt mange karakterer med, men også at vi kun får lov til at møde dem efter, at situationen er stukket helt af, og her hjælper dialogerne dem desværre ikke – tværtimod. 

Ideen om, at Gud taler gennem fulde mennesker, er en af de bærende ideer i den russiske dramatiker, Ivan Vyrypajevs, forestilling, og det kommer særligt til udtryk i dialogen. Det er en sjov tanke, men samtidig en af hovedårsagerne til, at forestillingen rammer skævt på den danske målgruppe og den danske drukkultur. Her er det nok for de færreste Gud, der fylder deres tanker når promillen topper, og derfor kommer dialogen omkring Guds rolle til at virke en smule malplaceret og kunstig. Dialogerne er langt mere relaterbare i karakterernes omtale af kærlighedens væsen, men stykket igennem får Gud desværre lov til at fylde uforholdsmæssigt meget, og pointerne forbliver uklare.

Det er ærligt talt lidt svært at forene de fordrukne karakterers samtaler og overdrevne slingren med de mere dybdegående pointer fra Ivan Vyrypajevs hånd – medmindre selvfølgelig pointen er, at der ikke er en pointe i fuldskabens erkendelser. Resultatet er immervæk, at det til tider bliver til lidt meget råberi, og ligesom man godt kan blive ør i hovedet af, at være i selskab med fulde mennesker for længe, så kan det ligeledes også godt blive lidt i overkanten at overvære forestillingens længerevarende scener, hvor netop det er i centrum.

Bedst fungerer det, når fortællerstemmerne er med til at skabe et univers omkring de fulde, og bidrager med karakteropbygning og kontrast til den fordrukne dialog. Generelt må det dog siges, at det nok havde gavnet de forskellige karakterer, at man havde kendt en anelse mere til deres forhistorie og relationer, men man møder dem kun i så fordrukken tilstand, at det ikke kun er svært for dem at finde fodfæste, men også for tilskueren.

Efter at have set De fulde, er det ærligt talt lidt svært at vide, hvilket ben man skal stå på. På den ene side er ideen med stykket festlig og spændende og skuespils-niveauet helt i top, men på den anden side rammer teksten og dialogen skævt på målgruppen, hvilket forhindrer, at forestillingens potentiale forløses til fulde. Resultatet er, ligesom forestillingen, noget slingrende. Den samlede oplevelse er en blanding af øjeblikke, hvor skuespil, ide og tekst synes at gå op i en højere enhed, men tilsvarende adskillige eksempler på det modsatte. Forestillingen skal man altså se for den sjove ide og det gode skuespils skyld – og måske med en øl til.

Det Kongelige Teater, Skuespilhuset, Mellemgulvet, Sankt Annæ Plads 36, 1250 København K

Spilleperiode: 27. april-7. juni 2019

Set den 27. april 2019

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://kglteater.dk/det-sker/sason-20182019/skuespil/de-fulde/?section=top

Medvirkende: Fanny Louise Bernth, Carsten Bjørnlund, Maria Rossing, Marie Dalsgaard, Andreas Jebro, Thomas W. Gabrielsson, Karen-Lise Mynster, Joen Højerslev, Stine Schrøder Jensen, Rasmus Fruergaard, Simon Bennebjerg, Alvon Olid Bursøe, Laus Høybye og Kirsten Olesen

Dramatiker: Ivan Vyrypajev

Iscenesætter: Staffan Valdemar Holm

Scenografi og kostumer: Bente Lykke Møller

Lysdesign: Clement Irbil
Oversættelse: Trine Søndergaard

Varighed: Ca. 2 timer og 30 minutter inklusive pause

Anbefales fra 15 år

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Tags:

  • Show Comments (0)

Your email address will not be published. Required fields are marked *

comment *

  • name *

  • email *

  • website *

Ads

You May Also Like

Anmeldelse, Opsang, Aveny-T (gæstespil af Mungo Park)

Af Jonathan Stahlschmidt, gæsteanmelder Mungo Parks ”Opsang” er en moralskmanende, farverig kærlighedserklæring til den ...

Anmeldelse: Ar, Aarhus Teater (gæstespil fra Opgang 2)

Af Christian Skovgaard Hansen Se den, hvis du vil opleve en forestilling rettet specielt ...

Anmeldelse: Vildheks, Østre Gasværk Teater

Af Eva Gudmand   Man kan roligt sige, at ’Vildheks’ var en vild oplevelse. ...

Anmeldelse: Divaer i Glas, Tivoli

Af Christian Skovgaard Hansen Ved du, hvad Marlene Dietrich, Birgit Brüel, Monica Zetterlund, Ella ...

Anmeldelse: Persefone stikker af (teaterhørespil), AKT1

Af Anne Sophie Parsons   En vibrerende, mørk lyd, sætter tonen for Underverdenen som ...

Anmeldelse: M.I.S. – Natten lang, Don Gnu

Af Amalie Sloth de Fine Licht   Det er de maskuline kvaliteter, der kommer ...