Anmeldelse: De Rene Rum, Aarhus Teater (DDSS, Århus)

Anmeldelse: De Rene Rum, Aarhus Teater (DDSS, Århus)

Af Lea Damgaard

 

’De Rene Rum’ er årets præsentationsforestilling fra Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus. Forestillingen er en grotesk fortælling om otte menneskers liv i en sekt, der ikke tåler fejltrin eller syndere. En spændende ramme, men desværre også en fortælling, der bærer præg af for mange gode idéer hos den nyuddannede dramatiker, Amalie Olesen.

I den verden, der møder publikum, har vinteren stået på i ni år, og dette kunne være en af årsagerne til, at sektens medlemmer har vendt sig mod en religiøs tilbedelse af forårsguden Attis. Det er en spændende rammesætning, som godt kan lade sig læse som en klimakriseramt fremtid, hvor desperation danner grobund for sekter med ekstreme regelsæt.

"Det rene rum" - Foto: Emilia Therese

Det er nu ikke fordi, at det bliver gjort til en pointe, men der gøres meget ud af at vise, hvor outrerede mange af figurerne er. De er vidt forskellige og har hver deres grund til at følge sektens retningslinjer. Det kunne have været interessant at komme mere ind i kernen af, hvad der fører mennesker ind i sådan et destruktivt fællesskab, men desværre er det næsten halvdelen af medlemmerne, der går imod retningslinjerne. Det har mest af alt den konsekvens, at det bliver en smule utroværdigt, at disse mennesker overhovedet har valgt et fællesskab med et strengt regelsæt, når de alligevel næsten alle vil bryde mod det.

"Det rene rum" - Foto: Emilia Therese

Derudover er det af og til også som om den har fået lige én gang for meget med den syrede pensel. Jeg har normalt ikke noget imod at blive udfordret lidt og skulle bruge min hjerne for at regne tingenes rette sammenhæng ud. Men i tilfældet med ’De rene rum’ var der alligevel lidt for mange ting der ikke hang sammen, og når det tager overhånd, ender man med ikke at orke at tage stilling og forvirres bare.

Jeg må indrømme, at der var lidt for meget, der ikke gav ordentlig mening, og det går ud over den samlede bedømmelse. Derudover er det jo væsentligt, at dette netop er en præsentationsforestilling, der gerne skulle kunne vise fjerdeårselevernes evner. Jeg synes ikke helt det lykkedes med denne fortælling, fordi det hele bliver lidt for syret, lidt for rodet og lidt for usammenhængende, og fortællingen stjæler derfor fokus fra de ellers dygtige skuespillere.

"Det rene rum" - Foto: Emilia Therese

De rimelig enstrengede karakterer blev spillet frem til UG af fjerdeårseleverne. Men desværre havde det nok givet et bedre billede skuespillernes evner i en forestilling, der ikke forsøger at realisere så mange idéer på en gang.

 

 

 

Præsentationsforestilling

Den Danske Scenekunstskole, Skuespil, Aarhus

Aarhus Teater, Teatergaden, 8000 Aarhus C

Spilleperiode: 23. september–22. oktober 2016

Herefter spiller forestillingen på Folketeatret, Hippodromen i perioden 29. oktober-5. november 2016

Set den: 1. oktober 2016

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

http://www.aarhusteater.dk/forestillinger/forestillinger/saeson-1617/de-rene-rum/

eller

http://www.folketeatret.dk/shows/de-rene-rum/ 

 

 

 

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *