Anmeldelse: De usynlige, Tersløsegaard (Sjællands Teater og Holberg Teatret)

Hvem gemmer sig bag masken? Og er den ukendte kærlighed bedre end den kendte? Er det bag facaden lige så godt som bag den? Det er nogle af de store spørgsmål i Ludvig Holbergs komedie De usynlige, som Sjællands Teater og Holberg Teatret netop nu spiller på Tersløsegaard ved Dianalund. Det er et velvalgt sted at spille Holberg, da han selv boede på gården fra 1745 og frem til sin død i 1754.
Herren Leander er blevet vanvittigt forelsket i en maskeret kvinde. Men hun vil ikke lade masken falde, før han i ugevis har lidt og længtes efter hende, så de er sikre på, at de er ægte kærlighed. Og det behager begge parter, for som kvinden, Leonora, siger: ”Jo vanskeligere vejen er, jo behageligere er det, når man kommer til målet.” Man må altså gøre sit for at få kærligheden!

Leanders tjener Harlekin har også sine kvaler med kærligheden til Columbine. Harlekin får sat kærlighedsgriller i hovedet, så han ikke vil Columbine mere – i hvert fald ikke for en tid. Han vil også møde den ukendte, rigtige kærlighed bag masken. Columbine og Magdalone narrer Harlekin, og det ser sort ud for kærligheden.
Der bliver leget med kærligheden og de store følelser i et gøgleri og forviklingsspil. Kærligheden, fantasierne og begæret mødes, og den sunde fornuft bliver sat på prøve. Kærligheden har visse betingelser, og troskabet kommer på prøve. Kærligheden finder dog vej både for Harlekin og Columbine og for Leander og Leonora, så alt alligevel går op i en større enhed. Maskerne falder, og det hele løser sig til slut.

Vibeke Wrede har iscenesat Holbergs komedie, så den også i dag virker vedkommende og levende, men med den rette respekt for Holbergs ord og poesi. Komediens væsen fornægter sig heller ikke, men det er ikke sjov og spas det hele, så der er også plads til, at de underliggende og mere alvorlige emner får plads. Hvordan er det egentlig, at vi ser på og søger efter kærligheden i dag!? Og er det, som vi ikke ser, egentlig det mest spændende – eller skal vi i stedet prøve at leve i nuet og huske, hvad vi har? Det hele er tilsat Benita Haastrups fine musik, som passer perfekt til handlingen.
Hele skuespillerholdet er veloplagte og gør det godt. Christian Damsgaard er fin som Harlekin, og han mestrer både godmodigheden, til tider grænsende til det naive, fortvivlelsen og den ægte hengivende kærlighed. Vi forstår hans desperation og til tider nærmest opgivende væsen. Christine Gaskis Columbine er slagfast, og sammen med Tine Gotthelf som den snu og ligeså slagfaste Magdelone er de to de kløgtige i fortællingen, og de to narrer Harlekin i et farverigt maskespil. Henrik Blauner og Charlotte Amalie Kehlet som henholdsvis Leander og Leonora har også den rette sødme og følsomhed, men også naivitet i deres kærlighedsspil.

Forestillingen passer godt til formatet, hvor der spilles i haven på Tersløsegaard, og den lette og luftige, men alligevel vanskelige kærlighed får fin luft under vingerne her udendørs. Bed blot til, at det holder tørt!
Det er derfor en fornøjelig og lystig forestilling, men som bestemt også har noget på hjerte. Lad kærligheden blomstre og lad den ikke begrænse. Vi kan sagtens tåle, at De usynlige spilles igen i fremtiden. Og indtil da kan du slå et smut forbi Tersløsegaard og opleve denne version.
Sjællands Teater og Holberg Teatret
I haven på Tersløsegaard, Holbergsvej 101, 4293 Dianalund
Spilleperiode: 18. juni-3. juli 2022
Set den 19. juni 2022
Fotos: Evan Hemmingsen
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Charlotte Amalie Kehlet, Christine Gaski, Tine Gotthelf, Henrik Blauner og Christian Damsgaard
Instruktør: Vibeke Wrede
Komponist: Benita Haastrup
Idé: Niels Vandrefalk
Varighed: Ca. 1 time og 40 minutter inkl. pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod