Anmeldelse: De vilde kaniner – Teaterkoncert Gnags, Østre Gasværk Teater

Anmeldelse: De vilde kaniner – Teaterkoncert Gnags, Østre Gasværk Teater

Af Minna Højholt

En robotstøvsuger tøffer rundt på scenen ledsaget af en følgespot, mens premierepublikummet indfinder sig i salen. Når vi forlader den igen, står robotten tilbage som en af de mest originale og finurlige idéer, De Vilde Kaniner – Teaterkoncert Gnags bød på. Det er ikke en synderligt nyskabende eller modig forestilling, men stadig en flot og farvestrålende fejring af Peter A.G.’s elskede hits.

Søren Torpegaard Lund åbner aftenen med en øm og forkortet version af ”Når jeg bliver gammel”, mens han planter et frø, der bliver til en blomst. Han spiller en ung dreng fuld af håb og drømme, og man forstår straks, at vi er på vej til at bevidne hans ”coming of age”-fortælling.

Frøet når lige at vokse, inden en hær af onde damer under det bryske lederskab af Nanna Rossens karakter, der minder om forstanderinden i musicalen ”Matilda”, klipper blomsterne over, mens de ondskabsfuldt og mekanisk synger en ildevarslende version af hittet ”Danmark”. De ensporede voksne kan ikke få ordet ”mangfoldighed” over deres læber, og vores hovedperson og hans venner kupper sangen tilbage som en hyldest til frihed og forskellighed – så er grundkonflikten tydeligt tegnet op.

Men strengheden har magten, og de unge får på det grusomste savet deres kaninører af. Man tænker på ”Der var engang en dreng, der fik en lillesøster med vinger”, ”Det Gyldne Kompas” og andre familiefortællinger om voksne, der vil fratvinge børn deres vildskab og mase dem ind i samfundets ensretning. Forestillingen starter altså effektivt ud med en velkendt og klar præmis, hvor ”de vilde kaniner” er taget bogstaveligt, og sangenes indhold om frihed, fællesskab og det at være anderledes – og få lov at blive ved med at være det – hyldes.

Man har valgt en narrativ musical-stil med en lineær, plotdreven dramaturgi fremfor teaterkoncertens typiske collage-form, hvilket i starten virker lovende, selvom historien er lidt fortærsket og musicalklichéerne står i kø. Vores helt møder en super sej knallert-kørende hun-kanin, spillet af Sofie Topp Christensen, de kører bort sammen og efterlader Astrid Højgaards veninde-figur tilbage i et obligatorisk trekantsdrama, og der går ikke mange sekunder før de to elskende erklærer deres kærlighed i en smuk og flødefuld duet.

Så møder de de rigtigt vilde kaniner, samfundets outcasts, rebellerne vi kender fra f.eks. ”We will rock you”-musicalen, de frigjorte og lidt underlige, som synger titelsangen til stor begejstring. Kaninerne er anført af Shaka Loveless, der som en meget maskulin version af Frank-N-Furter fra ”The Rocky Horror Show” tager de nyankomne til sig på lige dele skræmmende og forførende vis.

Kanin-orgie og gulerods-stoffer skaber splid og forvirring i det unge par, der pludselig ændrer karakter. Torpegaard Lunds generte og nysgerrige dreng er blevet aggressiv og har mildest talt mistet sin uskyld, og Topp Christensens cool og selvstændige type bliver den stereotypt jaloux kæreste, der savner ”opmærksomhed, tillid og tro”. Derfra er der ikke så meget handling tilbage – den etablerede samfundskonflikt er næsten glemt og løses mere hurtigt og dovent end i den mest naive Disney-film, og vores hovedperson får alt og en lykkelig slutning uden egentlig at gøre noget. Hvor jeg ved forestillingens start havde store forhåbninger til dens narrative stil, måtte jeg ved slutningen alligevel undre mig over, hvorfor man havde prøvet at fortælle en historie, hvis dramatikken ikke skulle følges til dørs.

Dette gik også ud over musikken, hvilket var en skam, når nu numrene var både lækkert arrangeret og leveret med nerve og vildskab af liveorkesteret under ledelse af Martin Sommer. Historien hang som en løs tråd viklet rundt om sangene, hvis iørefaldende melodier og lyriske eftertænksomhed ellers havde kunnet bære at stå for sig selv – men trods alt ikke kan redde den tynde fortælling, uanset hvor flot holdet fremfører dem. Den lange sekvens, hvor Torpegaard Lund bar scenen alene ledsaget af skummende bølger, var stemningsfuld og smuk, men selv hans fantastiske stemme kan ikke for alvor gøre øjeblikket gribende, når hans karakter og situation ikke giver mening. På samme måde kan Astrid Højgaards skarpe og overlegne levering af ”Fodgænger” ikke gøre nummeret mindre malplaceret og søgt.

Man må dog tage hatten af for de medvirkendes samspil og solide indsats i både skuespil, sang og dans. De understøttes af et vildt og imponerende sceneshow af dans, luftakrobatik, videoteknologi, kunstskøjteløb, flyvende gummibåde og hulahopringe. Palle Steen Christensens scenografi er velfungerende og drager os sammen med Ida Marie Ellekildes kostumer til en farverig og futuristisk fantasiverden, og Sofie Akerøs koreografi er sjov, præcis og dynamisk. Vi fik serveret et overflødighedshorn af underholdning og visuel stimuli (der også blev lidt for meget af det gode til tider), men må jeg indrømme, at jeg med den haltende historie alligevel kedede mig undervejs.

De Vilde Kaniner – Teaterkoncert Gnags var dermed en blandet oplevelse, der vaklede mellem at være vidunderligt fjollet, festlig og spektakulær, og frustrerende forudsigelig og dramaturgisk dvask. Der blev leveret virtuositet, charme og stærke performances, og enhver Gnags-fan kan roligt se forestillingen for dens overdådige nostalgi-trip og trofaste kærlighed til de udødelige hits. Jeg ville dog ønske, at de dygtige performere og den fængende musik havde fået en bedre og mere ambitiøs historiefortælling at boltre sig i.

Østre Gasværk Teater, Morten Grundwalds Plads 1, 2100 København Ø

Spilleperiode: 19. september-23. november 2025

Efterfølgende spiller forestillingen i Musikhuset Aarhus i perioden 7.-25. januar 2026

Set den 19. september 2025

Fotos: Emilia Therese

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.gasvaerket.dk/forestillinger/de-vilde-kaniner

Medvirkende: Søren Torpegaard Lund, Sofie Topp Christensen, Shaka Loveless, Astrid Højgaard, Kristian Rossen, Nis Pedersen, Nanna Rossen, Aviaya Steinø m.fl.

Iscenesætter: Heinrich Topp Christensen

Kapelmester og musikalsk arrangement: Martin Sommer

Scenograf: Palle Steen Christensen

Kostumedesign: Ida Marie Ellekilde

Koreograf: Sofie Akerø

Lysdesign: Ulrik Gad

Lyddesign: Tim Høyer

Aerial design og koreografi: Sita Bhuler Otto

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *