Anmeldelse: Min geniale veninde – Del 1 og Del 2, Aalborg Teater
Af Maja Sode Bach-Lauritsen
Elena Ferrantes Napoli-romaner er flyttet ind på Aalborg Teater i det, de selv kalder deres største satsning i mange år. En forestilling, der enten opleves som maratonforestilling over en enkelt aften eller som to dele over to aftener. Her inviteres publikum på en langvarig rejse til det 20. århundredes Italien. En rejse med mafiaer, klassekamp, indviklede relationer og skuespillerudholdenhed.
Forestillingen centrerer sig om de to veninder Lenù (Bolette Nørregaard Bang) og Lila (Hanin Georgis) og forløber fra deres første barndomsmøde til de er to ældre kvinder.
Lenù og Lila er veninder, men også konkurrenter, og det præger dem både som mennesker og som veninder livet igennem.
Lenú færdiggør sin skole, går i gymnasiet og på universitetet. Det er hende, der får lov til at udleve den forfatterdrøm, de to piger som børn skabte sammen. Lila, som ellers umiddelbart fremstår som den mest geniale af de to (som barn skriver hun fx bogen ”Den blå fe”, der igen og igen inspirerer Lenù), tages ud af skolen for at arbejde for sin far, ender som ung i et voldeligt ægteskab og får aldrig muligheden for at udleve sit potentiale.
Det er uden tvivl en udfordring at koge fire romaner og tæt på to hele liv ned til en teaterforestilling, også selvom den varer mange timer. Aalborg Teater har valgt at gå med en adaption af britisk-sicilianske April de Angelis, og det er mit indtryk, at den er med til at skabe et svært udgangspunkt for forestillingen.
For fortællingen er så komprimeret, at det bliver forhastet, og at der mangler nuancer. Jeg har følelsen af, at man vil have alt med, og derfor må gå på kompromis med kompleksiteten i det, man fortæller. På den måde haster vi os igennem begivenhederne – mange steder uden chance for rigtigt at nå at opfatte, hvad der foregår. Nogle steder når vi knap at få præsenteret et problem, før det både har udfoldet sig og er blevet løst.
Der mangler plads til at dvæle ved tingene. Plads til at vi kan trække vejret, forstå og indleve os i handlingen og føle med karaktererne. Det er i sig selv paradoksalt i en forestilling, der er (og føles) så lang – og måske endda for lang.
Desuden er forestillingen grundlæggende vanskelig at følge med i. Det er til trods for, at Aalborg Teater har forsøgt at gøre det nemmere for publikum ved bl.a. at lave oversigter over familierne på deres hjemmeside og i programmet. Men med hele 52 karakterer, mange rollefordoblinger, italienske navne og det hastige tempo, må jeg flere gange give op på at forstå, hvad der foregår, og hvem der er hvem.
Camille Sieling Langdal bruger en lang række greb i sin iscenesættelse, og mange af dem er egentlig i sig selv både vellykkede og interessante. Jeg kommer især til at tænke på skuespillerne, der med kridt skriver på væggen, hvilket årstal vi befinder os i, måden publikum flere gange iscenesættes som tilskuere til Lenùs bogoplæsninger, og den indledende kælderscene, hvor Don Achille Carraci (Mogens Rex) med sit skyggebillede på væggen går mod Lila og Lenù som et monster i et barnemareridt.
Men få greb er gennemgående, og derfor bliver det desværre også lidt af en rodebutik. Så kan ensemblet pludselig gå i frys eller i slowmotion eller danse, eller vi kan se en situation udspille sig, som den gør i Lilas tanker. Så kan vi pludselig bevæge os frem i tid eller tilbage i tid eller opleve flashbacks. Jeg savner, at der i Langdals iscenesættelse var nogle greb – nogle mønstre, noget genkendelighed – som kunne samle forestillingen i en helhed.
Steffen Aarfing har skabt en aflang scenografi med mulighed for flere vinkler. En laksefarvet mur med revner, balkon og døre udgør scenografiens fundament, og så er der forskellige spillepladser (inklusiv gulvet mellem publikumsrækkerne). En smal scene i én vinkel. En lang og dyb scene i en anden vinkel. Og en mere klassisk prosceniumsagtig scene. Det skaber nogle interessante iscenesættelsesmuligheder, men man mærker også over de mange timer, at Store Scene ikke er indrettet til denne slags scenografi. Man mærker det i både ryg og nakke, og desuden er det ofte svært at se, hvad der foregår på scenen.
Scenografien imponerer især, når lysdesigner Clement Irbil med sine skyggebilleder illustrerer både magtforhold og uhygge. Virkeligheden forvrænges og får et andet udtryk, og det fungerer virkelig godt. Og så er det tiltrængt, at sprækkerne i muren rent faktisk sprækker i fjerde akt.
Det, jeg ville kalde teatermaskineriet, fungerer fint. Ensemblet leverer fine præstationer og imponerer med deres hastighed, omskiftelighed og udholdenhed. Produktionen er timet og tilrettelagt, og det mærker man i de mange, men veludførte, overgange.
Men i den bærende fortælling er der en skævhed. På trods af både kærlighedsintriger, misundelse, decideret had og konkurrence, vender Lila og Lenù gennem livet tilbage til venskabet. Det består. Men selv efter så mange timer i selskab med dem, forstår jeg ikke hvorfor. For de er mere uvenner end venner, og jeg fornemmer ikke særlig meget omsorg eller kærlighed imellem dem. Desuden springes der let og elegant hen over, hvordan trådene gang på gang redes ud. Jeg tror ikke på venskabet, og så smuldrer fundamentet, og indlevelsen udebliver.
Det er mit indtryk, at det skyldes en kombination af Angelis’ bearbejdelse og Langdals iscenesættelse. Der er ikke skabt nok rum til udfoldelsen af venskabets varme nuancer. Men eftersom jeg ikke har læst Ferrantes romaner, kan jeg tage fejl.
Min geniale veninde er udfordrende at være publikum til. Det høje tempo løber fra os, vi får aldrig rigtigt greb om karaktererne, den skævvinklede scene giver os trætte nakker, og så har Camille Sieling Langdal instrueret ensemblet i at råbe hele tiden. Det resulterer i, at forestillingen allerede inden den rigtigt er kommet i gang, har udmattet os.
I forestillingsprogrammet begrunder teaterdirektør Kjersti Hustvedt forestillingens relevans med fortællingens universelle og genkendelige temaer; social arv, venskab og forholdet mellem familieliv og arbejdsliv. De er bestemt til stede, men forestillingen når at tabe mig på gulvet, før jeg når til genkendelsen.
Aalborg Teater har satset med Min geniale veninde, som er et imponerende maskineri med både potentiale og fine øjeblikke, men som desværre ikke løfter sig i en helhed.
Aalborg Teater, Store Scene, Jernbanegade 11, 9000 Aalborg
Spilleperiode: 20. september-18. oktober 2025
De to dele kan enten opleves samlet over en aften eller over to forskellige aftenener
Set den 20. september 2025
Fotos: Rumle Skafte og Steffen Aarfing
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Bolette Nørregaard Bang, Hanin Georgis, Peter Flyvholm, Jeppe Ellegaard Marling, Marie Knudsen Fogh, Clara Josephine Manley, Østen Borre Simonsen, Camilla Gjelstrup, William Halken, Mogens Rex, Kathrine Høj Andersen og Lars Topp Thomsen
Børneskuespillere: Andrea Nørgaard Skovgaard, Bjørk Møller Søhof, Inas Al Majidi og Sofie Pham Tran
Baseret på Elena Ferrantes romaner ”Min geniale veninde”, ”Historien om et nyt navn”, ”Dem der flygter og dem der bliver” og ”Det forsvundne barn”.
Dramatisering: April de Angelis
Forlag: Colombine Teaterförlag
Oversættelse: Peter Dupont Weiss
Instruktør: Camille Sieling Langdal
Scenografi og kostumer: Steffen Aarfing
Lysdesigner: Clement Irbil
Lyddesigner: Mads Stagis
Stunt- og intiminkoordinator: Miriam Raagaard
Varighed: Ca. 7 timer inkl. tre pauser, heraf en længere (spise)pause mellem Del 1 og Del 2 (eller to gange ca. 3 timer inkl. pause, hvis forestillingen ses over to aftener)
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod