Anmeldelse: Når vi døde vågner, Husets Teater (Husets Teater og Odense Teater)
Af Christian Skovgaard Hansen
Med Når vi døde vågner er Husets Teater og Odense Teater nået til tredje del i deres ”Spøgelsestrilogien”, der tager afsæt i tre af Henrik Ibsens dramaer. De to tidligere dele af trilogien er ”Gengangere” og ”Fruen fra havet”. De tre dele i trilogien kan dog fint opleves selvstændigt. Omdrejningspunktet for alle tre forestillinger er arv, begær og ikke mindst de spøgelser (ofte indre), som vi aldrig rigtig helt kan slippe fri af.
Arnold Rubæk er en berømt billedhugger. Men hans storhedstid ligger bag ham. Udadtil lever han et godt liv, men indeni er han gået i stå. Han har mistet den kunstneriske inspiration. Han er sammen med sin yngre kone Maja på et kursted. Ægteskabet er ikke lykkeligt, og de finder hver især på andre måde at fordrive tiden på end i hinandens selskab. Maja møder en skørtejæger, som hun tager på fjeldet med.
Imens møder Arnold sin tidligere muse, Irene. Det var hende, der stor model for ham til den skulptur, der gjorde ham verdensberømt. Hun anklager ham samtidig for at have stjålet hendes liv og sjæl, når han har forvandlet hendes livskraft til kunst. Hun anklager ham for at have valgt kunsten over kærligheden. Men på en eller anden måde kan de alligevel ikke leve uden hinanden – og slet ikke med hinanden.
Hvilket liv lever de – hvilket liv lever vi? Hvad er prisen for kunst? Hvad er prisen for kærlighed? Og er de to størrelser uforenelige, når kunst lever af mennesker? Magt, begær, kunst og kærlighed mødes her i Henrik Ibsens sidste skuespil (1899). Den endelige erkendelse om livet, kunsten og kærligheden rammer formentlig først en, når det hele er forbi – eller i hvert fald tæt på at være det. Spørgsmålet er, om man vågner i tide.
Trilogien er originalt tænkt og skabt af instruktør Liv Helm og scenograf Petruska Miehe-Renard, der begge er på barsel i dette efterår, hvorfor det er Anastasia Holst Nørlund, der instruerer, og Franciska Zahle, der er realiserende scenograf.
Når vi døde vågner er ikke den fineste af de tre dele i trilogien. Liv Helms bearbejdelse af Ibsens drama stiller skarpt på ovennævnte dilemmaer, men det er alligevel som om, at den endelig eksplosive erkendelse mangler. Majas tidsfordriv er også minimeret i denne version. Liv Helms bearbejdelse mangler noget af den tindrende gnist, når de forskellige følelser mødes, ligesom fortællingens kompleksitet og spøgelser ikke rigtig forløses. Det hjælper dog, at den tilskårne bearbejdelse gør, at den tilbageblevne fortælling står intenst.
Benjamin Kitters Rubæk er lige så intens, når han er selvcentreret og ikke vil indse, at han er en del af problemet. Besættelsen af tomhed og den manglende inspiration er ved at kvæle ham, og her er han sitrende, når den manglende glød opdages. Rosemarie Mosbæks Maja er distanceret og kølig, og Rubæk har ikke helt held med at forme hende. I hvert fald i den tid, hvor hun er med i fortællingen, for relativt hurtigt forsvinder hun ud af fortællingen. Hun er katalysator for dramaet, men herefter bliver hun lidt unødvendig.
Fortællingen fokuserer i stedet på mødet og dilemmaet mellem Rubæk og Irene. Louise Davidsen kæmper mere med rollen som Irene. Hun dukker først op som et drømmesyn og derefter i kødelig virkelighed. Hun er kølig, bitter og anklagende, men det er ikke altid, at vi helt tror på disse følelser, hvilket måske også lidt skyldes tekstens bearbejdelse. Kitter og Davidsens samspil står til gengæld skarpt, privat og forbundet. Hér mærker vi de tos smerter og vi forstår, hvorfor de ikke helt kan give slip på de indre spøgelser.
Her står tekst og iscenesættelsen bedst. Men det er desværre som om, at Liv Helms bearbejdelse og Anastasia Holst Nørlunds iscenesættelse ikke bliver helt skarpt nok tilskåret – eller også er den måske for skarpt skåret, så poesien og smerten er forsvundet for meget. Jeg skal ikke helt kunne sige det, men det er i hvert fald som om, at vi mangler noget.
Petruska Miehe-Renards scenografi i Franciska Zahles scenografi er enkel og virkefuld. Der er få rekvisitter, og scenegulvets marmorfliser kan ændres som et kunstværk, når Rubæk skaber en ny piedestal til Irene.
Når vi døde vågner har bestemt sin øjeblikke. Særligt Benjamin Kitters stærke portræt af Rubæk og hans intense samspil med Louise Davidsens Irene fungerer godt, og her står fortællingen skarpt, og vi forstår, hvorfor det er så svært at slippe af med de indre spøgelser. Det er dog stadig en flot af slutning på ”Spøgelsestrilogien”, selvom det er den forestilling, der står svagest.
Husets Teater og Odense Teater
Husets Teater, Halmtorvet 9B, 1700 København V
Spilleperiode: 12. september-14. oktober 2026
Forestillingen spiller hermed i Teatersalen i ODEON (Odense Teater) i perioden den 31. oktober-21. november 2026
Set den 12. september 2026
Fotos: Emilia Therese
Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:
Medvirkende: Benjamin Kitter, Louise Davidsen og Rosemarie Mosbæk
Instruktion: Anastasia Holst Nørlund
Tekst: Frit efter Henrik Ibsen
Bearbejdelse: Liv Helm
Konceptuerende scenograf & kostumedesigner: Petruska Miehe-Renard
Realiserende scenograf og kostumedesigner: Franciska Zahle
Dramaturg: Sosha Teperowska
Lyddesign: Erik Christoffersen og Steen Ejler Penhoat Askegaard
Lysdesign: Christian Vest Berntsen
Instruktørassistent: Billie Hviid Andersen
Kunstig mad: Anna Dyrby
Varighed: Ca. 1 time og 20 minutter uden pause
Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod
Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod