Anmeldelse: Prometheus, Nørrebro Teater

By: Christian Skovgaard Hansen
On: 24. september 2025

Af Christian Skovgaard Hansen

Titanen Prometheus er i den græske mytologi bedst kendt for at trodse Olympens guder ved at stjæle deres ild og give den til menneskene i form af teknologi, viden og ikke mindst civilisation. Det kan Zeus naturligvis ikke tilfalde, hvorfor han påførte ham en evig straf ved dels at lænke med kæder, dels at lade en ørn fortære hans lever, der hver nat voksede ud igen, så han var sikret en uendelig lidelse. Mennesket må nu klare sig selv. Først mange år senere griber Herkules ind og befrier Prometheus fra de evige lidelser.

Emil Rostrup, der har instrueret, og Mikkel Rostrup, der har stået for scenografi og kostumer, til forestillingen Prometheus tager udgangspunkt i denne gamle græske myte. Men de bringer – efter sigende – samtidig fortællingen ind i nutiden, hvor spørgsmålet er, hvilke kræfter der i dag former vores liv og fremtid. Hvem styrer egentlig menneskene i dag? Har vi en teknologi, viden og civilisation? Og hvordan forvalter vi ikke mindst disse kræfter? Teatret kalder derfor forestillingen ”en fortælling om oprør, skabelse og straf”.

Menneskehedens teknologi og den nutidige civilisation er her reduceret til en ganske nuttet robothund. Den er forbløffende livagtig, og den kan reagere som en rigtig levende hund med følelser og viden.

Teknologien har overtaget verdensmagten. Mennesket er reduceret til brikker i et spil, og de må klare sig selv igen. Vi har sat civilisationen og vores viden på spil. Spørgsmålet er, hvilken pris vi kommer til at betale for det? Til slut pustes fremtiden langsomt op som en stor sølvballon. Ballonen indeholder mest af alt varm luft og ikke meget substans. Er vores virkelighed virkelig sådan? Måske… Idéen fejler ikke noget. Det gør udførelsen til gengæld.

En del af handlingen er henlagt til de tre videoskærme på scenen, ligesom ilden er nedjusteret til en pejsevideo. Idéen her er ikke helt dum, men den følges aldrig rigtig til dørs, og overdragelsen af ilden til mennesket trækkes unødigt i langdrag.

Mennesket er reduceret til to ikke alt for kloge børn, nærmest voksenbabyer. Både Prometheus og Zeus er også reduceret hertil, om end de to har en noget større pondus bag. Det tager dog noget af fokus og farligheden af Zeus, når han nok er klædt i guld og høj spidshat, men stadig også som en forvokset baby. Joen Højerslev (som Prometheus), Nicolai Jørgensen (som Zeus) og Nanna Finding Koppel og Christopher Nallo (som menneskene) er iført voksenbleer, og flere gange bliver handlingen ganske latrinær uden egentlig grund. Det bliver her mest af alt en kende plat, og det tilføjer ikke just noget til forestillingen.

Forestillingen er sammensat af tekstpassager skrevet af Amalie Smith samt skuespillernes egne tekster, og dramaturgien er skabt af holdet ud fra ”collective directing”, der er en samarbejdsproces, hvor man som gruppe bidrager til at skabe et værk. Lederskabet er flydende, og hele holdet bidrager og har indflydelse på at skabe værkets dele. Hvilke dele, der præcist er skrevet af Amelie Smith, og hvilke dele der udspringer af ”collective directing” fremgår ikke. Samtidig ville en mere stram instruktion formentlig have hjulpet på den noget flagrende, mindre kløgtige og lettere ukomiske tekst.

Fælles for bidragene er, at fortællingen er for let og næsten barnagtig. Vi får en række banaliteter, som ikke rigtig bliver vedkommende for os, og næsten alle replikkerne er holdt ganske vredt og mørkt. Jeg savner en dybde og eftertænksomhed i forestillingen, og det er uklart, hvad Prometheus egentlig vil sige os. Rostrup’ernes version af Prometheus er bestemt ikke interessant, og den sætter nogle tanker i gang hos, men den virker samtidig desværre også noget uharmonisk. Idéerne er gode, mens udførslen er mindre god.

Skal vi være bange for teknologien? Kan vi leve sammen med den? Hvordan lever vi med teknologien, som vi uundværligt ikke kan tilbagerulle? Svarene står ganske uklare herpå. Ligesom Prometheus’ verden går forestillingen i opløsning, men til forskel for hans verden, aner vi ikke hvorfor, og hvad vi nu skal gøre. Mia Jandje Willetts lysdesign og Kevin Eagle Olivers lyddesign hjælper ikke just på fortællingen – og ej heller på forståelsen. Mikkel Rostrups scenografi er interessant og ofte ganske smuk, men heller ikke den hjælper os meget.

Prometheus varer kun ca. fem kvarter. I denne form er det mere end rigeligt! Det ville ikke have gjort noget, at man havde givet lidt mere substans til forestillingen og ikke mindst fortællingen, hvorfor vi så sagtens kunne have lidt mere. I denne form bliver forestillingen desværre en lidelse nærmest på linje med Prometheus’ lidelser – men heldigvis er de ikke evige for os.

Nørrebro Teater, Ravnsborggade 3, 2200 København N

Spilleperiode: 20. september-11. oktober 2025

Set den 22. september 2025

Fotos: Jesper Berger

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her: