Anmeldelse: Kald på mig igen, Aveny-T (Teater Rum)

Anmeldelse: Kald på mig igen, Aveny-T (Teater Rum)

Af Clara Damlund

Da min storebror og jeg ankommer til indgangen af Aveny-T, summer det af liv i majaftenens solstråler. Vi køber to glas vin og stiller os ud til resten af det ventende publikum. Vi griner og hyggesnakker, ligesom alle andre gør. Den samme lette stemning fortsætter inde i salen, da stykket først går i gang. For forestillingen, som vi beskuer, er morsomt. Men den umiddelbare humor, som først møder os publikum, dækker over en sårbar fortælling om ensomhedens væsen, og hvad den kan gøre ved os mennesker. Og når vi forlader salen, er publikums smil og stemmer en smule mere eftertænksomme.

I Kald på mig igen følger vi Knud, som spilles af Lars Dammark, og Maja, som spilles af Ene Øster Bendtsen, som begge er usikre og ensomme. Majas 20-årige søn er for nylig flyttet hjemmefra, og efter en svær periode med indlæggelse på psykiatrisk afdeling er Maja nu startet i et nyt job i en boghandel. Ikke fordi hun kan lide at tale med mennesker, men fordi hun tænker, at hun vil være glad for at organisere og sætte bøger på plads. På Majas første arbejdsdag kommer Knud ind i boghandlen. Han har aldrig bemærket den før, selvom han har boet i byen i en menneskealder, men pludselig er det ligesom om den stråler og kalder på ham, nu hvor Maja arbejder der. Han køber Fjodor Dostojevskijs ”Forbrydelse og Straf”af Maja, og de har en kejtet og sød samtale.

Mødet markerer starten på deres relation, hvor de begge vil hinanden, men på hver deres måde har svært ved at vide, hvordan de skal gå ind i den, og hjælpe hinanden med de store, svære og skamfulde følelser, som de begge har gået alene med i så mange år.

Dammark og Bendtsen akkompagneres på scenen af to musikere, der står for forestillingens baggrundsmusik. Desværre gør musikernes tilstedeværelse ikke et stort indtryk på mig. I nogle scener oplever jeg, at musikken er en smule forstyrrende, og i andre oplever jeg omvendt, at der helt mangler musik eller baggrundslyd. For eksempel når Maja og Knud render ind i hinanden på gaden, og det regner – her savnede jeg lyden af regn. Jeg ved ikke om pointen med den manglende regn var for at understrege den akavethed, der var mellem personerne, men hvis det var tilfældet, så virkede det i hvert fald ikke for mig, for lydbilledet blev desværre for diskret.

Noget af det, der særligt gør forestillingen så fin, er derimod Dammark og Bendtsens imponerende skuespil og genkendelige portrættering af Maja og Knud. Deres krumme holdninger, nervøse latter og sociale akavethed er velkendte og indrammer følelser, som de fleste mennesker nok kender til. Følelser af ensomhed og utilstrækkelighed, som vi enten selv har oplevet eller har set spejlet i mennesker omkring os. Men forestillingen interesserer sig særligt for dem, der har levet med disse følelser så længe, at de er blevet svære at skelne fra den, de er.

Foruden det fine skuespil er teksten også morsom og velskrevet med replikker, der både er virkelighedstro, men som også rummer rørende lyrik. Blandt andet når Knud læser et digt op, for Maja, der på fineste vis indkapsler hans trængsler og længsler. Den enkle scenografi, som Teater Rum er kendt for, er velvalgt, da den lader skuespillet og teksten skinne igennem og komme til ordre. Asks fine iscenesættelse forløser smukt teksten.

Da forestillingen er slut, sidder jeg tilbage med en følelse af, hvor tung ensomheden kan være at bære alene, og hvor meget et andet menneskes nærvær kan betyde. Måske er det også derfor, min bror og jeg vælger at tage den lange vej hjem, gennem Frederiksberg Have. Der er forestillinger, man forlader. Og så er der forestillinger, der får én til at blive lidt længere i hinandens selskab.

Teater Rum

Aveny-T, Store sal, Frederiksberg Allé 102, 1820 Frederiksberg C

Spilleperiode: 28. maj 2026

Forestillingen spiller herudover på turné rundt i hele landet i fra november 2026-juni 2027

Set den 28. maj 2026

Fotos: Rumle Skafte

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

Medvirkende: Ene Øster Bendtsen, Lars Dammark, Thit Helbo og Johannes Smed

Instruktør: Rasmus Ask

Dramatiker: Lars Dammark

Scenograf: Claus Helbo

Komponist: Johannes Smed

Lysdesign: Anders Kjems

Dramaturg: Gitte Villadsen

Varighed: Ca. 1 time og 15 minutter uden pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *