Anmeldelse: Tivoli Revyen 2026, Tivoli

Af Christian Skovgaard Hansen

I 2023 blev ”Tivoli Revyen” i Glassalen genoplivet med Lisbeth Dahl, som også stod for revyen i 2024, ved hovedroret. I 2025 blev Linda P. kunstnerisk leder. I år har et nyt hold taget over. Det har ikke just været en direkte rejse, og revyen har ikke rigtigt kunne finde sine ben og et mere fast koncept.

I år er ansvaret givet til Martin Miehe-Renard. Han har styr på revyhåndværket, og selvom Tivoli Revyen 2026 overordnet er en traditionel revy har den også sine friske pust. Der er tilpas tempo og timing i sammensætningen og afleveringen af de forskellige numre.

Årets hold er et godt blandet hold af erfarne og nye kræfter. De erfarne herrer Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard har fået selskab af Mikkel Becker Hilgart, som også medvirkede i ”Tivoli Revyen” i 2024, og revydebutanterne Neel Rønholt, Lea Thiim Harder og Sicilia Gadborg.

Kirsten Brink har stået for den fine og flotte scenografi, der sammen med Petruska Miehe-Renards kostumer, sætter en god visuel ramme. Kapelmester Keld Hanning Ibsen står i spidsen for det gode revyorkester, så musikken fejler heller ikke noget. Indpakningen er derfor ganske lækker. Til gengæld trænger den ikke altid helt igennem og ud i salen, ligesom replikkerne og sangene også ikke altid går klart igennem. Lyden i Glassalen på denne premiereaften er desværre noget ujævn.

Ligeså ujævn er tekstniveauet desværre også. Overordnet er det tekstmaterialet, der er det svageste led. Det starter ganske godt med åbningsnummeret ”I en sal af glas” med tekst af Carl-Erik Sørensen og musik af Keld Haaning Ibsen. Mens vi trygt sidder her i sæderne i Glassalen, er verden og tiden udenfor anderledes usikker, men man kan have en forsigtig optimisme på, at det ændres sig. Idéen fejler ikke noget, og selvom revyen er et kærkomment pusterum, er det ikke en mirakelkur på verdens problemer.

Ikke alle de medvirkende har det bedste tekstmateriale at arbejde med. Samtidig er nogle af teksterne og plottene lettere tynde, ligesom egentlig fine numre trækkes lidt for langt, og selvom ”onkelhumoren” ikke er så fremtrædende, fylder den alligevel lidt i blandt andet numrene om influenceren og om, hvordan man bedst husker bryllupsdagen. Sekvenserne om Blå Mandag rummer egentligt noget vigtigt om at give plads til ungerne, men det drukner noget i resten af teksten.

Det er ikke hverken tekstforfatterne eller holdets skyld, at de politiske numre i år virker lettere tamme. Men FT-valget og de langtrukne regeringsforhandlinger har efterladt et vist politisk vakuum. Henrik Lykkegaards portræt som den lettere akavede, men alligevel elskelige Troels Lund Poulsen i hans egen ”Formandens beretning” er veludført og tilpas afdæmpet og reel, men teksten føles alligevel allerede bedaget.

Niels Ellegaard viser os, at vi kan være stolte af vores politikere – eller kan vi…? – i Filip Kiils ”Vi kan være stolte” om vores politikeres dårlige sager. Ellegaard er også fin som krappen på den iltfattige havbund i Svarrer, Vase og Fuglsangs ”Bunden er nået”, men selvom teksten har en ganske fin, poetisk og på sin vis skræmmende slutning, er den ikke helt skarp.

Lykkegaard og Ellegaard er kære som de to aldrende balletdansere, der huserer på Pantomimeteatret i ”Frieriet” efter idé af Lykkegaard.

Det stærkeste kort i år er Mikkel Becker Hilgart. I hans egen tekst ”Intet nyt” spidder han ”breaking news” både i forhold til, hvad medierne egentligt kategoriserer som omfattet af begrebet, men også i vores egen higen efter sensationerne. Han er morsom i Søren Vandkær Thomsens ”Præstekald”, hvor folkekirken og præstens rolle tages under kærlig behandling. Hvad skal der til for, at folkekirken overlever? Det hele er ganske overdrevent, men samtidig også tilpas gakket og med en skæv, anderledes tilgang – som desværre også trækkes for langt, når eksemplerne står i kø.

Neel Rønholdt er ny i revysammenhæng. Hun er ikke tildelt det bedste materiale, men hun leverer egentlig rollerne ganske fint. Desværre er flere af hendes karakterer lettere overgearede eller rastløse, uanset hvilken af de ret forskelligartede roller hun har. Hun er bedst som den opgivende parkant, der endelig tror, at hun har fundet en permanent p-plads. Sicilia Gadborg er også ny i revysammenhænge. Hun er udstyret med noget bedre materiale, blandt andet i ”Perimenopause” med tekst af hende selv. Bag den ikke så mundrette titel sættes glimrende fokus på en af kvinders overgangsfaser/-aldre.

Lea Thiim Harder er en fantastisk sanger, hvilket viser sig i ”Tænk på mor” med tekst af Rasmus Breuning og Esben Thaysen Nissen. Det, vi kan høre af teksten, viser gode takter, men desværre fortoner en stor del af sagen sig i den dårlige lyd i sålen.

Aftenens bedste og morsomste nummer er Vase og Fuglsangs ”Sommerens hits”, der med udgangspunkt i Birthe Kjær og Tobias Rahims overraskende samarbejde om en sommersang, lader en række andre interessante duoer lave en række nye samarbejder. Nummeret trækkes måske nok en anelse for langt, men det tilgiver vi, for det er gennemmusikalsk og hylende morsomt.

Svinedebatten og overgangen fra Post Nord til DAO tages alle fint under behandling. Svinedebatten italesattes i Gunvor Reynbergs omskrivning af de søde, kendte børnesange i ”Griseri”, hvor vi ved revyens tre kvinder får grisenes virkelighed skræmmende ærligt italesat, og grisene har her i hvert fald ikke en krølle på halen, men vi lukker alligevel øjnene for det i kampen om en billig flæskesteg. Overgangen fra Post Nord til DAO leveres i Bo Østlunds ”Rødt som et hjerte” og straks efter ”Esben Thaysen Nissen og Søren Vandkær Thomsens ”Posten skal ud”, hvor vi går fra den hyggelig landpost, der kunne klare det meste, til den stringente og måske noget usikre uddeling, som vi nu har fået.

Der er rigtig meget, der lykkes godt i Tivoli Revyen 2026, selvom der også er nogle svagheder. Der er dog ingen tvivl om, at revyen lader til at have fundet sin egen opskrift, og fortsætter man i samme retning, er der bestemt potentiale til en rigtig god revy, så man kan håbe, at Martin Miehe-Renard også får lov at stå for revyen i 2027. Og så kunne man håbe på, at Tivoli dropper det digitale program og laver et trykt program…

Tivoli Revyen

Tivoli, Glassalen, Vesterbrogade 3, 1630 København V

Spilleperiode: 4. juni-12. juli 2026

Set den 4. juni 2026

Fotos: Camilla Winther

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.tivoli.dk/program/teater/tivolirevyen

Medvirkende: Neel Rønholt, Lea Thiim Harder, Sicilia Gadborg, Niels Ellegaard, Mikkel Becker Hilgart og Henrik Lykkegaard

Tekst og musik: Carl-Erik Sørensen, Keld Haaning Ibsen, Filip Kiil, Søren Anker Madsen, Jan Svarrer, Bo Østlund, Jacob Weble, Sicilia Gadborg, Markus Artved, Søren Vandkær Thomsen, Rasmus Søndergaard & Kristian Jensen, Henrik Lykkegaard Amilcare Ponchielli, Morten Holm-Nielsen, Rasmus Breuning & Esben Thaysen Nissen, Lea Thiim Harder, Gunvor Reynberg, Lars Bisgaard, Mikkel Becker Hilgart, Viktor Dahl, Vase & Fuglsang m.fl.

Instruktion: Martin Miehe-Renard

Scenografi: Kirsten Brink

Kostumier: Petruska Miehe-Renard

Lysdesign: Malthe Haugaard

Lyddesign: Claus Wolter

Kapelmester: Keld Haaning Ibsen

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:
@ungt_teaterblod