Anmeldelse: Pejserevyen 2026, Hotel Pejsegården (Pejserevyen)

Anmeldelse: Pejserevyen 2026, Hotel Pejsegården (Pejserevyen)

Af Lea Hjort Thalund og Christian Skovgaard Hansen

Der er ild i pejsen, den roterende bar kører, og Hotel Pejsegården er igen i år klar med revy i Brædstrup. Pejserevyen 2026 er en lille hyggelig revy, som mest samler highlights fra forskellige sommerrevyer i sæsonen.

Kunstnerisk leder, skuespiller og instruktør, Lars Arvad, står for anden gang i spidsen for revyen og har selv kaldt den for ”den svære to’er.”. Fra publikumsrækkerne føltes det ellers ikke sådan. Pejserevyen 2026 har fået et løft i forhold til sidste år. Den er mere sammenspillet, teksterne mere vedrørende, og tempoet er sat godt. Arvad har skabt en vellykket to’er efter sin overtagelse af ”Pejserevyen”.

Som en highlightrevy antyder, er det revynumre, man kan være stødt på sommeren over, hvis man er en ivrig revygænger. Både tidligere numre fra Odense Sommerrevy, som også ledes af Arvad, og Aarhus Revyen, hvor (blandt andet) Christine Astrid er kunstnerisk leder og skuespiller, har fundet vej til Brædstrup, ligesom andre numre er set tidligere andre steder. Det har dog ikke gjort grinene mindre.

Astrid i rollen som den (lidt) for fulde ekskone, der i Lukas Birchs tekst dukker uanmeldt og ikke mindst uinviteret op til hendes eksmands nye bryllup, står stadig skarpt, velspillet og høstede grin i salen. Arvad i Leif Maiboms tekst som manden med det knuste dansktop-hjerte, nu hvor Keld og Hilda har valgt at gå på pension, for hvem skal han så være fan af? For som han siger, ”Der er bare mere dansktop i os med lavt uddannede klingende navne.”

På scenen bliver Astrid og Arvad flankeret af Troels Malling og Jeanne Boel. Malling får sammen med Arvad leveret et par skønne landmand, der bare gerne vil have en kæreste og dertilhørende action, i nummeret ”Landmænd på tilbud” med tekst af Carl-Erik Sørensen. Malling er også herlig perpleks som forsikringsmand i Kasper Gattrups ”Vandskaden”, hvor Boel udnytter overgangsalderen til at få sin vilje.

Boel er intet mindre end skøn som den heldige fødselar på 60 år, der ”lige har sendt en lort med posten”, som hun så mundret synger i det klassiske revynummer ”Brev fra regionen” med tekst af Wendt, Tind og Engholm. Sammen med Arvad er hun også kær, som forældreparret, der i Leif Maiboms ”Kommer han hjem” er bange for, om barnet nu kommer helt hjem – men formentlig ikke fra det, som man oprindeligt tror!

Revyen er musikalsk velakkompagneret og ledet af Thomas Pakula, der med det lille revyorkester fint får sat sving i revyen.

Revyen er som nævnt mere vellykket end sidste år. Den slår sig dog ikke på de store samfundssatiriske takter, og den mangler lidt kant flere steder. Den er en lille hyggelig krorevy, som nogen næppe slår sig på. Den kunne dog godt have tålt, at man var gået lidt mere satirisk og vildt til den.

Holdet skal dog have, at 2026-udgaven rummer flere samfundsrelevante temaer sammenlignet med sidste år. De stigende priser i samfundet får et svirp i det store indkøbspris-medley, ”Spidsen af en jetjager” af Svarrer & Fuglsang, der afrunder første akt. Nummeret var med i ”Rottefælde Revyen” i 2025, men det er desværre ikke blevet mindre aktuelt. Bonde, Schow og Eriksens ”Rækkeviddeangst” om rækkeviddeangst som elbilsejer taler ind i tidens ”glæder” ved at have elbil.

Det er heller ingen hemmelighed, at revyens kernepublikum har en gennemsnitsalder på omkring de 60 år, hvilket også revyens temaer og humor bærepræg af. Alt i alt er Pejserevyen 2026 en fin lille efterårsrevy, som trækker smilet frem, men uden de skarpe kanter.

Pejserevyen

Hotel Pejsegården, Søndergade 112, 8740 Brædstrup

Spilleperiode: 5. september-24. oktober 2026

Set den 5. september 2026

Foto: Pejserevyen

Lyst til at købe en billet? Læs nærmere her:

https://www.hotelpejsegaarden.dk/pejserevyen2026

Medvirkende: Jeanne Boel, Troels Malling, Christine Astrid og Lars Arvad

Tekst og musik: Jacob Morild, Thomas Pakula, Bonde, Schow og Eriksen, Wendt, Tind og Engholm, Lars Bisgaard og Søren Anker Madsen, Leif Maibom, Peter Oliver, Vase & Fuglsang, Bjørn ”Bønne” Christensen, Svarrer & Fuglsang, Carl-Erik Sørensen, Jeanne Boel, Kasper Gattrup, Morten Wedendahl, Kurtzhals og Ejlersen, Jesper Almose og Lukas Birch
Instruktør: Lars Arvad

Kapelmester: Thomas Pakula

Orkester: Thomas Pakula, Morten Øberg og Kristian Karotkki

Koreograf: Peter Friis

Kostumer: Vibeke Valeur

Frisør og parykker: Maria Vinkel

Varighed: Ca. 2 timer inkl. pause

Følg os på Facebook:
https://www.facebook.com/ungtteaterblod

Følg os på Instagram:

@ungt_teaterblod

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *